Tidlig indsats og tværfagligt samarbejde
Nytænkning. Tidlig indsats. Styrket forældreinformation. Og tværfagligt samarbejde mellem sundhedsplejersker og pædagoger. Det er nogle af de tiltag, der skal til for at sikre, at nydanske børn og deres forældre får den bedst mulige start på integrationen.
Det mener lektor ph.d. Dorthe Bleses fra Center for Børnesprog ved Syddansk Universitet, der sammen med Danmarks Evalueringsinstitut står bag en undersøgelse af sprogstimuleringsindsatsen fra januar 2010. Den viste, at nydanske børn allerede sakker sprogligt bagud i treårsalderen. Faktisk har 72 procent af alle tosprogede børn med ikke-vestlige baggrund så store problemer, at de burde få en særlig sprogstimulerende indsats. Det gælder kun 16 procent af de etnisk danske børn.
Selv om nogle haler ind på kammeraterne af sig selv – det er nemlig naturligt, at det tager længere tid at lære to sprog end et – så gælder det langt fra alle. Og nogle indhenter aldrig det forsømte, selv om alle tosprogede børn, der har behov for det, er blevet sprogstimuleret siden 2004. Således læser og skriver op mod hvert andet nydanske barn så dårligt, når de forlader folkeskolen, at de er afskåret fra en videregående uddannelse. Det fremgik af PISA- etnisk undersøgelsen fra 2005. Og det er et problem, mener Dorthe Bleses:
”Vi risikerer at køre vores tosprogede børn og unge af sporet. Uddannelse er jo forudsætningen for alt i et moderne samfund. Uden en uddannelse er det sværere at finde et job, man kommer til at tjene mindre og er i det hele taget mere udsat, også eksempelvis i forhold til helbred,” vurderer hun og understreger, at der er en klar sammenhæng mellem børns tidlige sproglige kompetencer og senere sproglige vanskeligheder:
”Jo senere barnet kommer i gang, jo sværere bliver det at indhente det forsømte. Så jo før, jo bedre. Hvis et barn har et ringe udgangspunkt i treårsalderen, skal det unægtelig løbe noget hurtigere end de øvrige børn – for de andre børn lærer jo også nyt hele tiden,” siger lektoren.
Løsningen er derfor, at faggrupper omkring småbørnsfamilierne – eksempelvis sundhedsplejersker og pædagoger – arbejder sammen og trækker på hinandens erfaringer:
”Der er rigtig mange gode grunde til at tænke nye professionelle fællesskaber. Det gælder om at understøtte barnet, lige fra det er født, gennem alle led og faggrupper, der møder det. Situationen er sådan, at der er god grund til at tænke kreativt – og jo tidligere, vi sætter ind, jo bedre,” siger Dorthe Bleses.
Flere går i børnehave
I børns tidlige udvikling spiller dagtilbud en vigtig rolle: ”Børnehaver kan være rigtig godt for børn uanset baggrund. Hvis du er i et godt sprogmiljø – og det har vi heldigvis i rigtig mange af vores institutioner – får du oplevelser og udfordringer – også sprogligt.
Og det har man brug for i 3-6 årsalderen,” mener Tove Larsen, formand for Foreningen for tosprogede småbørns vilkår.
Og faktisk går næsten ligeså mange nydanske som ’gammeldanske’ børn i børnehave i Danmark. Mens det gælder 84 procent af alle efterkommerbørn, ligger tallet på 90 procent af etnisk danske børn. Det bør man se som en stor force i indsatsen, påpeger Dorthe Bleses:
”Det er en stor fordel for Danmark, at så mange nydanske forældre benytter sig af dagtilbud – for det betyder, at vi kan understøtte børnenes sprogtilegnelse,” siger hun. ”Men det er ikke altid nok at være i en institution i sig selv. Det forudsætter, at der bliver talt dansk i institutionen. Hvis man for eksempel går i et dagtilbud, hvor 98 procent ikke taler dansk, nytter det jo ikke noget.”
Det er specialkonsulent Helene Brochmann, der i 2008 stod for Danmarks Evalueringsinstituts evaluering af sprogstimuleringsindsatsen, enig i. Hun understreger samtidig, at det er en forudsætning, at nydanske børn inddrages i fællesskabet:
”Nogle gange kan pædagogikken spænde ben for integrationen. Hvis man for eksempel ikke er vant til højtlæsning og altid får skæld ud, fordi man ikke sidder stille, føler man sig sat udenfor og får ikke noget ud af højtlæsningen. Så børnehave i sig selv er ikke nødvendigvis lykken.”
Gode intentioner – men mangel på viden
Der er desuden stor forskel på, hvor erfarne institutioner landet over er i at håndtere indsatsen, påpeger eksperterne:
”Hvis man tager ud i en institution på Nørrebro, hvor man har 30 års erfaring med tosprogede børn, har de fuldstændigt styr på, hvad der virker. Mens mange pædagoger i kommuner, der først har fået indvandrere inden for de seneste ti år, mangler viden og redskaber,” siger Helene Brochmann.
Det billede kan Dorthe Bleses nikke genkendende til:
”Dagtilbuddene føler sig lidt ladt i stikken i dag – Det er langt fra alle pædagoger, der føler sig rustet til opgaven.”
Samtidig føler mange pædagoger sig frustrerede over manglende opbakning fra forældrene. Men faktisk vil de fleste gerne deltage – de er blot i tvivl om hvordan:
”De fleste forældre er meget ambitiøse på deres børns vegne.
De ved, at det er vigtigt at lære dansk og vil meget gerne samarbejde med institutionen, men står famlende over for det,” siger Helene Brochmann, der understreger, at pilen også peger tilbage på institutionerne selv. Faktisk er mange forældre til børn, der modtager sprogstimulering, slet ikke klar over, at deres barn er blevet vurderet til at have problemer med dansk. Det fremgik af undersøgelsen fra Danmarks Evalueringsinstitut:
”Det viser lidt om, at informationen til forældrene nok godt kunne blive bedre. Mange steder tror man stadigvæk, at det er nok at sende et informationsbrev hjem på dansk, men det er der jo mange, der slet ikke kan læse. Pædagogerne vil gerne overvinde forhindringerne, men mangler viden om, hvordan de får forældrene i tale.”
Styrket indsats for nydanske småbørn For at styrke indsatsen for tosprogede småbørn har Integrationsministeriet oprettet puljerne ’Styrket tidlig indsats for socialt udsatte nydanske forældre’ og ’Forældresamarbejde i dagtilbud’. Formålet er at styrke sundhedsplejens indsats for socialt udsatte familier og forbedre samarbejdet mellem dagtilbud og forældre til nydanske småbørn. Der er i alt afsat 8 mio. kr i 2010. Læs mere på www.nyidanmark.dk/puljer |