Nørrebroinstitution: Vi har ingen problemer med samarbejdet

Marcus, Mohammed, Ali, Anne. Navneskiltene under de kulørte knagerækker røber, at mangfoldighed er en integreret del af hverdagen i Børneraketten, en institution på Nørrebro med 220 børn i alderen 0-10 år. I vuggestuen og børnehaven er op mod halvdelen af børnene tosprogede. I fritidsordningen op mod to ud af tre.

Alligevel er samarbejdet med de forældre, der henter børnene, ikke sværere at tackle af den grund:

”Der er ingen problemer med forældresamarbejdet,” slår leder af institutionen Gitte Vendelboe fast.

”Men det er et problem, hvis samarbejdet ikke er der. Derfor handler det om at få skabt tryghed og relationer fra starten – så er hverdagen nemlig ikke særlig problematisk.”

Forældre skal også køres ind

Når et barn bliver indskrevet i Børnerakettens vuggestue eller børnehave, får forældrene som det første besked om, at de skal bruge 14 dage på et introduktionsforløb, hvor barnet langsomt køres ind.

Og den langsomme indføring er til gavn for både voksne som børn:

”Det handler ligeså meget om at skabe tryghed hos forældrene som for børnene,” forklarer Gitte Vendelboe.

At samme grund inviterer Børneraketten også jævnligt på ’forældrekaffe’ om eftermiddagen, når børnene alligevel skal hentes.

Der bliver sørget for pasning til børnene og tolke – og det giver tid og ro til at snakke med såvel forældre som medarbejdere og på den måde lære hinanden at kende:

”Vi lukker forældrene meget ind i vores verden. For det er vigtigt, at de ser, hvad deres børn laver, og får et andet forhold til os end ’Hvordan har lille Oscar haft det i dag?’ på vej ud af døren,” siger institutionslederen.

Og det skaber en tillid, der går begge veje:

”Vores forældre ved, at vi vil dem deres bedste, og vil gerne have os med på råd. Hvis de sidder i en vanskelig situation – for eksempel er blevet indkaldt til møde med børne- og familieteamet og er utrygge eller bange for at få barnet fjernet – vil de gerne vil have en af os med, og at mødet bliver holdt her. Så inviterer vi socialrådgiverne herned.”

Taber ikke tråden

Selv om tryghed og en respektfuld tone er i højsædet i Børneraketten, er det ikke synonym for konfliktskyhed. Som i enhver anden institution i et socialt udsat område er svære samtaler en integreret del af dagligdagen – og de skal og bliver taget.

”Vi kalder en spade for en spade. Og hvis der er noget, vi synes, der skal være dialog omkring, så tager vi den – men på rette tidspunkt og i nøje afvejede doser.”

Det kræver finfølelse og en god portion fingerspitzgefühl:

”Vi kan jo godt sidde med en professionel viden og synes, at noget er det bedste for en familie. Men hvis familien ikke selv synes det, kan vi jo hoppe i havet,” siger Gitte Vendelboe og fortsætter:

”Vores erfaring er: Hellere trække os og komme tilbage end få sagt det hele på et møde og så sidde tilbage og tænke: ’Hvor har vi dog et dårligt samarbejde’. Men samtidig holder vi fast i vores egen dagsorden. Vi taber ikke vores tråd – vi tager bare en ny omgang med forældrene.”

Og i langt de fleste tilfælde går det godt, fortæller hun:

”Vi har ikke nogen forældre, der stikker af. Det er altid vores mål at fastholde barnet, når vi går ind i en families problemstillinger.

Og i 99,9 procent af tiden lykkes det – også med dem, der plejer at ’shoppe rundt’ mellem institutionerne.”

Når kommunikationen går galt

Et godt samarbejde handler også om at være konkret og tydelig i kommunikationen:

”Nogle gange har vi en forventning til, at når jeg har sagt A, så forstår forældrene A. Men sådan er det jo ikke altid. De er måske på B eller C – eller et helt andet sted,” fortæller institutionslederen.

Af samme grund bruger Børneraketten altid tolk, når det gælder vigtige beskeder og svære samtaler – også når det gælder forældre, der umiddelbart ser ud til at være gode til dansk:

”Tit har vi bare tolken siddende, så forældrene kan spørge tolken på sit eget sprog: ’Er det det, hun siger?’, forklarer Gitte Vendelboe.

”Vi ved jo alle, hvor lidt vi hører efter, når vi er pressede.”

Alligevel er der mange tilfælde, hvor kommunikationen med forældrene er gået skævt og endt i misforståelser. Derfor er personalet meget bevidst om deres valg af kommunikationskanaler. Breve bliver for eksempel kun brugt til at kommunikere om visse emner – og altid suppleret med mundtlig besked fra en medarbejder:

”Vi ved godt, hvem der melder sig, hvis vi bare deler sedler ud.

Og det er ikke vores minoritetsfamilier. Men hvis vi bruger tolk eller vores medarbejdere med minoritetsbaggrund, så er forældrene helt med på den og vil gerne være med i det sociale liv og fællesskab, som vi som daginstitution kan tilbyde.”