Vild med dansk
Kurser i arbejdsmarkedsdansk har skabt selvværd, anerkendelse og synlighed blandt udenlandske medarbejdere. Samtidig har de ansatte fået større forståelse for det danske samfund, hvilket også gavner virksomhederne. Derfor er der nu afsat midler til at videreføre kurserne de næste tre år.
Siden september 2007 er udenlandske medarbejdere mange steder i landet blevet tilbudt et nyt 70 timers kursus i arbejdsmarkedsdansk. Som en del af et pilotprojekt har virksomheder, jobcentre, fagforeninger og sprogcentre kunnet søge penge til at styrke danskniveauet gennem undervisning direkte på arbejdspladsen med fokus på jobbet. Det er en succes, slår alle parter fast. Derfor er der nu afsat midler til, at ordningen kan fortsætte de næste tre år.
"Kurset har været en stor hjælp og er meget nyttigt. Nu er jeg begyndt at kunne tale lidt dansk med mine kolleger og vores kunder. Men jeg ville gerne have haft sådan et kursus noget tidligere, for det er svært ikke at kunne sproget, når man arbejder i Danmark. Og dét engelsk, jeg kan, rækker ikke langt," fortæller Agita Blaua fra Letland. Hun er medarbejder i anlægsgartnerfirmaet LK Gruppen i Helsinge og har sammen med en gruppe kolleger fundet kurset gennem sin fagforening.
Men det er ikke kun gennem fagforeninger, at danskkurserne er blevet udbredt.
Hos Rengøringsservice i Hillerød har man selv taget initiativ til et kursus, der har været til gavn for 30-40 medarbejdere med udenlandsk baggrund.
"Nogle af medarbejderne kunne ikke et ord dansk, da de startede. Nu ser vi mere selvværd, anerkendelse og synlighed blandt medarbejderne, og vi skal ikke bruge så mange ressourcer på at ’tolke’ mellem medarbejdere og vores kunder," siger Thora Pestell fra Rengøringsservice.
Forstår det danske arbejdsmarked bedre
Og der bliver ikke kun lært dansk sprog på kurset. Medarbejderne får også en bedre forståelse for det danske arbejdsmarked og får lyst til at fortsætte med danskundervisning på sprogskolen bagefter.
"Kurserne styrker også det sociale mellem de nye medarbejdere," fortæller Thora Pestell.
Undervisningen afholdes på små hold i lokalerne hos Rengøringsservice én gang om ugen – både i arbejdstiden og i medarbejdernes fritid. Her kommer en lærer fra sprogskolen i Hillerød, der tilrettelægger undervisningen specifikt til Rengøringsservice.
"Det er en stor gevinst, at undervisningen foregår her på arbejdspladsen. Både fordi undervisningen direkte tager udgangspunkt i arbejdspladsens sprog, og fordi det er hurtigere at komme til danskundervisning, når du ikke skal bruge tid på transport til sprogcentret," siger Thora Pestell.
Fordel at være tæt på arbejdspladsen
Det er dog ikke kun det praktiske, der er lettere, når undervisningen foregår på arbejdspladsen. Det tætte bånd mellem undervisning og arbejdsplads er også en stor force for indlæringen, forklarer Anette Thielke, der er projektleder hos Sprogcenter Nordsjælland: "Nu kan vi skræddersy danskundervisningen, så den passer til den enkeltes arbejdssituation, og det fremmer sprogindlæringen – især hos de medarbejdere, som ikke har så lang skolebaggrund.
Det er en fordel, at undervisningen er så tæt på de vante arbejdsmæssige omgivelser." Derudover betyder det også, at de danske kolleger bakker op om undervisningen og støtter deres udenlandske kolleger i at lære dansk.
"Det kan tydeligt høres i arbejdssituationerne og i pauserne, fordi man nu begynder at tale dansk sammen," slutter Annette Thielke.
Flere penge til dansk på arbejdspladsen Siden 2007 har Integrationsministeriet givet støtte til et 70 timers-kursus i arbejdsmarkedsdansk. Det er sket for blandt andet at fastholde tosprogede på arbejdsmarkedet. Siden er der i alt blevet oprettet mere end 270 kurser og givet mere end 13 mio. kroner i tilskud. Det er virksomheder inden for rengøring, industri og landbrug, der er de største aftagere af kurserne. Nu er puljen blevet forlænget med tre år. Den 5. november 2009 afsatte regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre 27 mio. kr. til, at puljen forlænges i perioden 2010-2012. Læs mere og se, hvordan du søger puljestøtte på www.nyidanmark.dk/puljer |