Pigeklub gav mig en ny chance

“Det gik bare galt fra starten, da jeg startede på den nye skole. Det var en helt anden skole, end jeg var vant til. Der var så meget larm og støj, at man slet ikke kunne koncentrere sig. Der var ikke nogen, der gad lære noget eller blive til noget. Jeg fik dårlige venner og kom med i en klike, hvor det var sejt at være med i slagsmål, pjække og ryge hash. Det var som om, vi legede gangstere.”

Sådan fortæller dansk-tyrkiske Zozan på 19 år om de begivenheder, der førte til, at hun for fire år havnede en hård pigegruppe. Det hele startede, da hun som 15-årig skiftede skole, fordi hendes familie flyttede. Her mødte hun nye veninder og kom ind i et hårdt miljø. Det blev starten på nogle voldsomme og problematiske år for Zozan, der kom længere og længere ud, indtil hun kom med i Brøndby Pigeklub.

Pjækkeri, slagsmål og hash

På den nye skole begyndte hun at ryge hash og pjække. Hun holdt op med at aflevere sine opgaver og syntes det var sejt, når de andre piger i kliken fortalte om slagsmål og tyverier. En dag blev hun beskyldt for at overfalde en lærer, og blev smidt ud af skolen.

”Jeg kunne godt selv mærke, at det var ved at gå galt, og at jeg ikke havde styr på det. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det,” fortæller hun.

Forældre vidste ingenting

Selv om det ikke var af ond vilje, var der ikke megen hjælp at hente på hjemmefronten. Zozans forældre vidste nemlig ikke, hvad hun gik og lavede – det sørgede Zozan for. Mens hendes far hurtigt fik job og lærte dansk, da forældrene i 80’erne kom til Danmark, gik hendes mor hjemme og lærte aldrig særlig godt dansk. Zozan sørgede derfor for, at det altid var moren, der tog med til forældremøder. Da Zozan selv skulle tolke, kunne hun nemlig styre, hvor meget forældrene fik at vide.

”Mine forældre fulgte ikke med i min skolegang. Jeg gav aldrig sedlerne fra lærerne til mine forældre. Og jeg tog helst ikke min far med på skolen, for han kan dansk. Det kan min mor ikke. Jeg sagde bare, at min far var på arbejde, og han arbejdede faktisk også rigtigt meget. Hvis læreren til et forældremøde for eksempel sagde: ’ Zozan pjækker for meget’, oversatte jeg det til: ’Læreren synes, at jeg er for ukoncentreret i timerne,’” fortæller hun.

Samtidig har de forskellige traditioner for skolesystemer i Danmark og Tyrkiet også været medvirkende til, at Zozans forældre ikke reagerede, mener hun:

”Mine forældre kunne slet ikke forestille sig, at man kunne pjække så meget og lave så lidt i skolen, som jeg gjorde, uden at der virkelig blev gjort noget fra skolens side. I Danmark er der meget mere ansvar hos eleverne. Det ansvar tror jeg ikke helt, at mine forældre forstår,” siger Zozan.

Overfaldt en anden pige

Zozans glidebane kulminerede med et overfald på en anden pige på den nye skole.

”Hun havde sagt et eller andet dumt til min veninde, og lige pludselig stod vi og slog på hende. Jeg tænkte slet ikke. Det var som om, at min hjerne ikke fungerede, da jeg gjorde det. Det føltes ikke som om, at det varede mere end et par sekunder. Men det gjorde det vist,” fortæller Zozan.

Hændelsen var så alvorlig, at Zozan blev smidt ud af skolen. Det fik Brøndby Pigeklub på banen, som Zozan en måneds tid inden overfaldet var startet i. Da Nimet Ayten Arabaci, som er leder af pigeklubben, fik besked fra skolen om, at Zozan havde slået en anden pige, tøvede hun ikke et sekund, men kontaktede straks Zozans forældre. Og først da gik det op forældrene, at der var noget galt.

Pigeklub bragte forældre på banen

”Uden Nimet var det aldrig gået så godt. Jeg havde jo slået en anden pige og blev igen smidt ud af en skole. Dengang troede jeg aldrig, at det ville blive godt igen. Eller at mine forældre nogensinde ville tale med mig igen. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige til dem,” fortæller Zozan.

Men Zozans bekymringer viste sig at være ubegrundede. Nimet fra pigeklubben snakkede nemlig med Zozans forældre og forklarede dem om Zozans liv, tanker og problemer - på en måde som Zozan ikke selv havde kunnet. Og forældrene forstod og blev enige om at prøve at få Zozan tilbage på den gamle skole, som hun gik på, før de flyttede.

Tilbage på den gamle skole

At vende tilbage til den gamle skole, var lige hvad Zozan havde brug for:

”Det var sådan en lettelse at komme tilbage til min gamle skole. Det var som et helt andet samfund. Og så var alle de mennesker, jeg havde kendt, fra jeg var lille, der,” fortæller Zozan.

Samtidig blev Zozan ved med at komme i Brøndby Pigeklub, hvor hun fik genopbygget sin selvtillid og vilje til at ville noget:

”I pigeklubben fortalte de én hvor god man var. De brugte rigtig meget tid på én, og man følte, at de rigtigt bekymrede sig,” fortæller Zozan.

I dag er Zozan 19 år, hun læser HF og har et fritidsjob. Hendes drøm er at blev tegnsprogstolk.

”Jeg er så glad nu. Jeg snakker tit med min mor, og jeg ved at min far er meget stolt af mig. Jeg kan slet ikke forstå, hvad der skete dengang. Det er som om jeg var ond. Som om jeg var en helt anden person.”

---

Pigerne skal forstå, at de er unikke

Involvering af forældrene og fokus på at give pigerne selvtillid er hemmeligheden bag klubbens succes. Det mener Nimet Ayten Arabaci, der er leder af Pigeklubben i Brøndby Strand.

Nimet Ayten Arabaci var med fra starten, da Pigeklubben i Brøndby Strand blev oprettet. Først som frivillig og siden hen som leder af klubben. Hun tilskriver pigeklubbens succes to ting: Involvering af forældrene og fokus på at give pigernes selvtillid. Og tidlig inddragelse af forældrene er et af Nimets vigtigste redskaber i arbejdet med pigerne.

Derfor får pigerne får ikke lov til at komme i klubben, uden at Nimet eller en af de andre i løbet af de første par måneder får taget en snak med pigernes forældre. For forældrene skal føle sig trygge ved, at pigerne kommer i klubben og de skal vide, hvad der sker i deres børns liv:

”Det er naturligvis ikke sådan, at jeg fortæller forældrene hemmeligheder, som pigerne deler med mig - og det ved pigerne også godt. Men forældrene skal vide, hvis deres børn har problemer. Og de skal forstå, at det er vigtigt, at de bakker op om det arbejde og de aktiviteter, vi har i Pigeklubben,” fortæller Nimet Ayten Arabaci.

Derudover spiller den personlige kontakt med pigerne en stor rolle.

”Der er ikke løftede pegefingre i pigeklubben. Det er vigtigt, at pigerne føler, at det er et fristed. Men det er også et sted, hvor de gennem mange personlige samtaler bliver stillet til ansvar for deres handlinger, og hvor de mærker, at der er en voksen, der stoler på dem og tror på dem,” fortæller klublederen og fortsætter:

”Det handler om at få pigerne til at forstå at de er unikke, og kan noget særligt, for det kan de. Det er nogle fantastiske piger, der kommer her med en masse vilje og evner, men også en masse frustrationer,” slutter hun.’