Kort nyt
Ny fælles EU-integrationsportal
Nu har du integrationserfaringer fra hele EU lige ved hånden. Et nyt website samler god praksis, muligheder for støtte, ideer til projektpartnere og meget mere i en samlet portal. På siden finder du også en kalender om integration i EU-landene, og du kan let finde kontaktoplysninger og dele dokumenter med andre.
Læs mere på http://www.integration.eu/
Enklere integrationsregler på vej
Fremover skal det være lettere for kommuner og sprogcentre at administrere integrationskontrakterne og danskuddannelserne. Det foreslår regeringen i sin handlingsplan ’Mere tid til velfærd’, der skal give mindre bureaukrati og frigøre ressourcer, så regioner og kommuner får mere tid til borgerservice.
På integrations- og udlændingeområdet er det planen blandt andet at ændre reglerne på integrationskontrakt- og danskuddannelsesområdet, så medarbejdere i kommuner og på sprogcentre kan bruge mindre tid på administrative opgaver og mere tid på direkte borgerkontakt.
Konkret vil man blandt andet målrette opfølgningen på de såkaldte integrationskontrakter, så ikke alle kontrakter skal følges op hvert kvartal.
I dag er der krav om, at kommunerne skal følge op på de enkelte integrationskontrakter hvert kvartal, men fremover skal der kun ske en opfølgning en gang om året for de borgere, der er i ustøttet arbejde, og som ikke modtager introduktionsydelse.
Kommunernes arbejde med at afslutte integrationskontrakterne skal også lettes.
På danskuddannelsesområdet skal reglerne også forenkles, så blandt andet kommunerne og sprogcentrene kun skal registrere fravær i timerne for udlændinge, der kan trækkes i ydelser, eller hvor fravær kan få betydning for deres mulighed for at opnå tidsubegrænset ophold i Danmark.
Læs mere her
Nydanskere er glade for Introduktionsprogrammet
Nydanskerne er generelt tilfredse med introduktionsprogrammet, som er et tre-årigt program, der skal sikre, at de lærer dansk og integreres hurtigt i samfundet. Det viser en ny brugerundersøgelse fra Anvendt Kommunalforskning (AKF).
Således erklærer 82 pct. af de adspurgte nydanskere sig tilfredse eller meget tilfredse med danskundervisningen, mens 79 pct. er tilfredse eller meget tilfredse med deres praktikforløb.
Undersøgelsen bygger på svar fra 560 nydanskere, som har færdiggjort introduktionsprogrammet.
Læs mere her
Nydanske foreningsguider med stort Q
Andelen af foreningsaktive etniske minoriteter, især piger og voksne, er markant lavere end blandt etniske danskere. Og det er ærgerligt, for i foreningerne møder man mange nye mennesker, får nye venner og udvider sit netværk.
Derfor har Projektrådgivningen i København med støtte fra Integrationsministeriet startet kurset ForeningsGuideQ. Her lærer nydanske kvinder foreningslivet at kende, og de uddannes til at være guider, der kan sprede kendskabet om foreningsliv til andre nydanskere i lokalområdet.
Projektet har været en succes fra starten, hvor det første kursus hurtigt blev overbooket af interesserede kvinder.
Læs mere om ForeningsGuideQ her
Onlinemagasin for nydanske kvinder
Et nyt onlinemagasin skrevet af og for nydanske kvinder har set dagens lys. I EthniqaMagazine kan man læse om alt fra holdninger og skønhed til rejser og kunst, og redaktionen består af 25 vidt forskellige kvinder med baggrund i alle afkroge af verden.
Magasinet laves af frivillige kræfter i samarbejde med C:ONTACT, som laver kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde.
Læs EthniqaMagazine på http://cntact.heyday.dk/ethniqa.aspx
Lettere for indvandrere at vende hjem
Det skal være lettere for indvandrere at vende tilbage til deres hjemland.
Derfor har regeringen og Dansk Folkeparti (DF) i november 2009 fremsat et lovforslag, som styrker den såkaldte repatrieringsordning, der giver udlændinge mulighed for at få økonomisk støtte til at vende tilbage til deres hjemland eller et tidligere opholdsland.
Med lovforslaget ønsker regeringen og DF at give udlændinge med ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og ældre indvandrere, der ønsker at tilbringe alderdommen i hjemlandet, bedre muligheder for at forlade Danmark og etablere en ny tilværelse i hjemlandet. Lovforslaget udvider derfor kredsen af personer, der kan modtage hjælp efter repatrieringsloven. Aldersgrænsen for ældre udlændinge, der kan modtage reintegrationsbistand – en løbende pensionslignende ydelse – nedsættes således fra 60 år til 55 år. Og kravet om, at udlændinge skal have haft tidsubegrænset opholdstilladelse for at kunne få repatrieringsstøtte, erstattes af et krav om mindst fem års opholdstilladelse i Danmark.
Udover at udvide personkredsen er der også lagt op til en væsentlig forhøjelse af repatrieringsstøtten. Engangsstøttebeløbene bliver således næsten firedoblet til henholdsvis 116.954 kr. for udlændinge over 18 år og til 35.651 kr. for udlændinge under 18 år. Reintegrationsbistanden til ældre indvandrere hæves også med lovforslaget.
Et vigtigt aspekt ved det nye lovforslag er at styrke kommunernes grundlag for at tilbyde repatriering. Derfor skal refusionen af kommunernes udgifter til hjælp til repatriering ændres fra 75 pct. til 100 pct. Den forhøjede hjælp til repatriering og den supplerende reintegrationsbistand kan i første omgang alene ydes i en tidsbegrænset periode fra 2010 til 2013. Lovforslaget er en konsekvens af aftalen om en styrket repatrieringsindsats, som blev indgået den 12. november 2009 af regeringen og Dansk Folkeparti som led i aftalen om finansloven for 2010.
Læs mere her
Folketinget afsætter 235 mio. til integration
Især det frivillige integrationsarbejde er i fokus i årets satspuljeforlig, hvor partierne bag aftalen har afsat 95 mio. kroner til området. I alt har alle partierne i Folketinget undtagen Enhedslisten afsat 235 mio. kr. til integrationsfremmende initiativer frem til 2013.
Fokus på det frivillige arbejde betyder blandt andet, at der er afsat penge til forpligtende samarbejder og videreførelsen af eksisterende initiativer. Det betyder, at større igangværende projekter hos for eksempel Dansk Flygtningehjælp, KVINFO og Get2sport på lige fod med andre relevante parter kan søge ind på denne pulje, som skal bidrage til en god integration af nydanskere i lokalmiljøet, i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Udover det frivillige område er der afsat midler til blandt andet: Fastholdelse af nydanskere på arbejdsmarkedet (40 mio. kr.). Udvidet tidlig indsats over for udsatte nydanske børn (32 mio. kr.). Integrationsindsats for nydanske børn og unge i udsatte boligområder (32 mio. kr.).
Læs mere under puljer