Til forsiden

Hotspot skaber tryghed

Akacieparken og Sjælør er udnævnt til Hotspot-områder i Københavns Kommune. Her skal en særlig koordineret indsats med kort vej fra problem til løsning forebygge kriminalitet. Og trygheden i områderne er allerede øget.

Inde i Hotspots it-containerMick Collins åbner de store hængsler på den grå skibscontainer. Den er opstillet mellem de gule boligblokke ved Sjælør Boulevard i Valby – lige midt i den ene af Københavns Kommunes to Hotspot-områder. Her skal en særlig tværfaglig indsats forhindre unge i at blive kriminelle og samtidig øge trygheden for beboerne.

"Nogle gange, når der er optræk til ballade herude, så sender vi en sms ud om, at containeren er åben. Det kan være med til at dæmpe gemytterne. For når de unge har noget at give sig til, så laver de ikke ballade."

Han går indenfor, hvor små borde med computere, teenage-idolplakater og en fladskærm med en tilhørende Playstation definerer rummet. Lige inden for indgangen står også en colaautomat, som Mick Collins et øjeblik stopper op ved.

"Den her har været med til at afhjælpe et konkret problem. Når de unge hang ud her i containeren, hyggede sig og spillede computer, fik de ofte lyst til en sodavand. Så skulle de helt ned til kiosken ved Sjælør Station – og her mødte de ofte de ældre, kriminelle rødder, der hænger ud dernede. Så kunne det nemt være, at de lige skulle løbe nogle ærinder for dem – og så kunne der godt gå halvanden time, inden de kom tilbage igen. Men det problem har vi ikke længere," smiler Mick Collins.

Han tilføjer, at de unge selv har været med til at male og udsmykke containeren, hvilket gør at de føler et stort ejerskab over for den. Derfor er den endnu ikke blevet udsat for hverken hærværk eller graffiti.

Ugentlige møder på tværs

Mick Collins er en af de fire medarbejdere i Hotspots gadeteam.

Iklædt jakker med initiativets logo traver han og kollegerne veje og stier tynde i Akacieparken og ved Sjælør for at have tæt kontakt til de unge og deres forældre. Her agerer de både snakkeonkler, konfliktløsere og kommunens kontakt til unge, der er på vej ud i problemer. Sammen med projektleder Gry Pedersen fra Hotspot-sekretariatet deltager en repræsentant fra gadeteamet i ugentlige møder med både repræsentanter fra de tre forvaltninger, der står bag Hotspotprojektet, og fra den kriminalpræventive afdeling i politiet. Her diskuterer man helt konkrete initiativer og løsningsforslag for de enkelte unge og deres familier – og her byder alle aktørerne ind med forslag til at løse problemerne.

Men it-containeren og gadeteamet er blot to ud af mange forskellige initiativer i Hotspot-indsatsen, som Københavns Kommune har sat i søen. Initiativet indebærer også en hurtig social indsats, fysiske forandringer af lokalområderne og et tæt samarbejde mellem tre af kommunens forvaltninger. Formålet er i et afgrænset og overskueligt område at lave en helhedsorienteret indsats, der involverer mange forskellige aktører på én gang.

"Ideen med hotspot er at have en kort vej fra problem til løsning," siger Jørgen Eriksen, der er chef for Hotspot og leder af sekretariatet.

"Vi ønsker at gribe ind, så snart der begynder at opstå problemer. På den måde undgår vi, at de unge kriminalitetstruede ender som hårde kriminelle. Og her er det vigtigt, at vi som kommunalt projekt hurtigt kan reagere, når vi hører om noget."

Ofte kan det være svært at lave en hurtig indsats, når flere forskellige forvaltninger skal inddrages for at finde den bedste løsning. Men her er de faste ugentlige koordineringsmøder et stærkt værktøj, påpeger Jørgen Eriksen. Også selvom der kan være meget forskellige holdninger om, hvornår en ung udviser en bekymrende adfærd og hvornår der bare er tale om drengestreger.

"Vi, der kender de unge og deres familier fra lokalområdet, kan se, når noget er ved at være galt. Og det er jo netop her, vi skal gribe ind – inden det bliver dyrt," siger Hotspot-lederen.

Føler sig som et forbillede

Den tætte kontakt til myndighederne er ikke kun vigtig for Hotspotsekretariatet – det er også vigtigt for gademedarbejderne. Hvis man virkelig vil gøre en forskel på gaden, er det vigtigt at have kontakterne til at kunne gribe ind, forklarer Mick Collins – og det er, hvad der adskiller gadeteamet i Hotspot fra mange andre gademedarbejdere, som ikke har nogen formel kontakt ’opad’ i systemet.

To gadeplansmedarbejdere fra HotspotMen for virkelig at kunne gøre en forskel, kræver det samtidig tillid fra de unge på gaden – og det tager tid at få, supplerer hans gadeteamkollega Warsame Mohamed: "Da vi startede med gadeindsatsen i februar, blev jeg tit kaldt ’politistikker’. Men nu har mange af de unge efterhånden erfaret, at vi faktisk er der for deres skyld. Og nu kommer mange til mig med alle mulige problemer. Nogle gange føler jeg mig virkelig som et forbillede, når jeg er på gaden." Tilliden fra de unge i de to Hotspot-områder gør, at gadeteamet i dag kan tage mange konflikter i optrækket, før de udvikler sig.

Det kom blandt andet til udtryk en lørdag aften, hvor en flok af de unge drenge prøvede at komme ind til en privat klassefest i et festlokale i Akacieparken. Warsame Mohamed var sammen med sin nye kollega Rikke på gaden, og det lykkedes de to at tale de unge fra at forsøge at crashe festen.

"Vi sagde til dem, at de lige så godt kunne gå. Ellers ville det jo bare ende med, at politiet blev tilkaldt, og det ville ikke hjælpe på noget som helst. Og de unge lyttede faktisk og trak sig efterfølgende," fortæller Warsame Mohamed.

Rikke er ikke i tvivl om, at det var den respekt Warsame nyder blandt de unge, der gjorde udslaget den aften: "Mange af dem skulle tydeligvis lige se mig an og puste sig op. Men Warsame kunne få dem i tale," forklarer hun.

Bedre lys på stationen

Gadeteamet og den sociale indsats er kun et af benene i Hotspotprojektet.

Derfor samarbejder hotspot også med en række andre aktører – udover kommunens forvaltninger og politiet. Således er it-containeren skabt som et samarbejde mellem ungdomsklubberne i området som et ekstra tilbud til de unge uden for klubbernes åbningstider.

Samtidig har man inddraget DSB, boligselskaberne, Teknik og Miljøforvaltningen og private aktører i en række fysiske forandringer for området omkring Sjælør. Her har boligselskaberne lovet at gøre noget ved de utrygge stier i områderne, belysningsvæsnet har styrket gadebelysningen, og DSB har iværksat i en forskønnelse af Sjælør Station – konkrete initiativer, som skal gøre områderne mere overskuelige og trygge for beboerne.

"Det er ikke vores opgave i Hotspot selv at udføre alle de her initiativer i praksis. Vores projekt er i virkeligheden et metodeudviklingsprojekt, hvor vi koordinerer den tætte kontakt mellem de mange forskellige aktører," siger Jørgen Eriksen.

Og den brede indsats og den tætte kontakt til diverse aktører ser ud til at virke. Et af projektets fire fokusområder handler om tryghed, og selvom projektet først blev søsat i februar 2009, var begge Hotspot-områder allerede klatret et godt stykke op ad stigen i Københavns Kommunes Tryghedsbarometer i efteråret.

"I dag fremstår Sjælør faktisk som et af de mere trygge steder i København," siger Jørgen Eriksen.

Hotspot skal udbredes

Selvom der stadig er mere end et år tilbage af Hotstpot-indsatsen, der i første omgang løber i to år, er der allerede stort fokus på resultaterne. Hotspot vandt By- og Boligprisen ved uddelingen af årets Integrationspriser, og i satspuljeforliget for 2010 er der i alt afsat 32 millioner kroner til nydanske børn og unge i udsatte boligområder – og herunder til at udbrede Hotspot til andre udsatte boligområder. Hotspot-lederen er da heller ikke i tvivl om, at en indsats kan gavne andre områder – men det kræver en klar organisering, understreger han:

"Hvis man skal give et godt råd til dem, der ønsker at udbrede Hotspot til andre områder, er det at få afklaret rollerne og magtfordelingen mellem myndighederne. Tværfaglighed kræver en klar tovholder," slutter Jørgen Eriksen.


Hotspot i Akacieparken og ved Sjælør Boulevard

Hotspot er et pilotprojekt i Københavns kommune, hvis mål er at styrke den kriminalpræventive og forebyggende indsats i boligområderne Sjælør Boulevard og Akacieparken i Valby. Her koordinerer et sekretariatet i Sjælør indsatsen på tværs af myndigheder og forvaltninger, for på den måde at kunne reagere hurtigt på konkrete problemer.

Projektet startede op i februar 2009 som et samarbejde mellem tre forvaltninger og med fire centrale indsatsområder om kriminalitet, kriminalitetstruede børn og unge, udsatte familier og oplevelsen af utryghed. I satspuljeforliget for 2010 har Folketinget afsat 32 millioner til en integrationsindsats for nydanske børn og unge i udsatte boligområder, hvor der særligt er reserveret midler til at udbrede Hotspot til andre steder.

Læs mere om Hotspot på www.kk.dk/hotspot



Senest opdateret: 21-12-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre