Ghettoens arkitektur: Nødvendigt med store forandringer

Tænk på et udsat boligområde. Store betonblokke, tomme grønne arealer og lange stisystemer, hvor overfaldsmænd kan gemme sig, og ingen opholder sig for længe ad gangen. Du tænker sikkert på Gellerupparken, Vollsmose eller Urbanplanen på Amager, der ligner både hinanden og størstedelen af andre udsatte områder i den vestlige verden.

Størstedelen af de udsatte boligområder i den vestlige verden har nogle særlige arkitektoniske kendetegn, som går igen. Det gælder også i Danmark, hvor 18 ud af 20 områder er kendetegnet ved boligblokke, stisystemer og åbne arealer – og hvor indkøbsmuligheder, skoler og trafikårer ligger i udkanten, og derfor ikke danner et naturligt samlingssted midt i bebyggelsen.

Og netop denne opbygning fjerner livet fra fællearealerne og gør beboerne utrygge. Ingen føler ejerskab over de store fællesområder, og samtidig er de mange bygninger fuldstændig ens – hvilket gør det svært at finde rundt og have sig en bolig med et personligt præg. Det fremgår af bogen ’Arkitektur der forandrer’ om arkitektur i udsatte boligområder.

Kan ikke finde rundt

"Når folk kommer ud til for eksempel Gellerup for at kigge på en lejlighed, som de ellers har hørt er store og dejlige, bliver de tit skræmt væk med det samme. Ikke på grund af beboerne derude, men fordi man mangler orienteringspunkter og simpelthen farer vild. Det gør en utryg og giver ikke lyst til at flytte ind i kvarteret." Det fortæller Niels Bjørn, der er redaktør af ’Arkitektur der forandrer’. Heri beskriver en række arkitekter den typiske ghettoarkitektur og analyserer, hvorfor det er med til at gøre områderne uattraktive.

"Hvis man ønsker at tiltrække mere ressourcestærke beboere til udsatte boligområder, må man ændre områderne markant. Problemet er i dag, at de er så uattraktive, at det kun er folk uden andet valg, der flytter dertil. Man bliver simpelthen nødt til at skabe et byområde, hvor folk føler sig mere trygge, og hvor man har ejerskab for nogle fælles områder," siger Niels Bjørn.

Idealet om den sunde, gode bolig

De markante betonbebyggelser var ellers ikke tiltænkt en rolle som socialt belastede, da de blev bygget. Langt de fleste udsatte områder er opført i 60’erne og 70’erne ud fra idealistiske ideer om den gode, sunde bolig. Der var bolignød, og boligerne i bykernerne var usunde og overbefolkede. Og derfor ville man lave en demokratisk boligform, hvor alle var lige, og der var lys, luft og fri adgang til grønne arealer.

"Det lyder fantastisk dejligt i teorien," siger Niels Bjørn. "Men i praksis betyder det, at det enkelte menneske forsvinder, når man bygger tusindvis af lejligheder, som er ens. Ingen kan kende sig selv i boligerne. Og de flestes drøm om en bolig handler netop om et sted, hvor man kan sætte sit eget personlige præg – og det kan man ikke i de her boligområder." Samtidig mangler områderne naturlige samlingspunkter, som for eksempel bykernen skaber i ældre byer. Her mødes folk på tværs af sociale skel og med mange forskellige formål.

Zoner mellem privat og fælles

Ifølge Niels Bjørn er de store tomme områder mellem boligblokkene et af kerneproblemerne i udsatte boligområder. Kvartererne mangler gennemgående veje og fortove, som kan give husene en forside, der er nem at komme til, og en bagside, som kan være mere privat.

"Så snart du træder ud af din boligblok er der en klar grænse mellem, hvad der er dit, og hvad der er fælles. Men når så mange mennesker er fælles om noget, er der ingen, der føler, at det er deres.

Og når ingen føler ejerskab, er det let for andre – for eksempel bander – at ’tage’ det og gøre det til ’deres’ – og det skaber utryghed blandt beboerne." Der mangler ganske enkelt flere områder, som beboerne kan tage ejerskab over og påvirke, mener Niels Bjørn. Han efterlyser en slags mellemzoner, der ligger i skillelinjen mellem det private og det offentlige rum. Sådanne mellemzoner er for eksempel med til at karakterisere livet i de attraktive brokvarterer i København.

Her har beboerne en afgrænset og aflukket gård, hvor de kan mødes under halv-private former – hvilket man ikke kan i store betonblokke, der står frit i landskabet.

"Der mangler steder i de udsatte boligområder, hvor man kan etablere et fællesskab med sine naboer. Områder, som kun en afgrænset gruppe af beboere har adgang til. Man mangler nogle fællesskaber, som den enkelte kan overskue og har lyst til at engagere sig i," siger Niels Bjørn.

Man må rive nogle blokke ned

Der har igennem årene været masser af sociale initiativer i de udsatte boligområder. Men på trods af mange gode resultater er det ikke for alvor lykkedes at ændre beboersammensætningen.

Problemet er ifølge Niels Bjørn, at folk flytter fra områderne, så snart de har ressourcerne til det – og herefter flytter der ikke nye ressourcestærke beboere ind. Derfor bliver man nødt til at lave drastiske ændringer i områdernes arkitektur og funktioner, hvis man for alvor vil gøre dem attraktive: "Flere steder i udlandet har man haft held med at ændre boligområdernes demografi, men det har krævet, at man har revet boligblokke ned og bygget dele af områderne om. Især i Holland har man sat ind med langsigtede planer, der stille og roligt – over en 20-årig periode – har ændret et boligområde uden for Amsterdam.

Man river noget ned, ændrer, blander forskellig arkitektur og skaber en klassisk bykerne. Her er der plads til, at nogle gerne vil have en lejlighed, andre et byhus i flere etager og andre igen et rækkehus," fortæller Niels Bjørn.

Niels Bjørn slår fast, at man bliver nødt til at gøre noget tilsvarende i Danmark. Man må sprede de sociale problemer og sammensætte kvarterer, hvor mange forskellige typer boliger, erhverv og forretninger skaber et levende byrum. Og så må man også gå drastisk til værks og rive nogle af de store blokke ned.

"Jeg mener ikke, at man bare ukritisk skal rive et helt boligområde ned. Men ved at fjerne nogle bygninger, bygge nye og indføre et klassisk vejnet med gader og fortove kan man nå langt. Sammen med lukkede karreer kan man dermed skabe variationer i arkitekturen.

Det er for eksempel en tanke man arbejder med i Gellerupparken, hvor nye, lavere bygninger skal skabe en bykerne med et forretningsstrøg og øget aktivitet mellem husene," slutter Niels Bjørn.

---

Gellerup bygger op og river ned

En storstilet helhedsplan skal ændre Gellerupparken fra udsat til attraktivt boligområde. Med en varieret arkitektur ønsker man at skabe boliger med forretninger, arbejdspladser og et aktivt liv mellem husene. Og det skal ske med nedrivninger af boligblokke, nybyggeri og åbninger i byrummet, der skal indbyde til brug og nye aktiviteter.

Gellerupparken i Århus er for mange indbegrebet af et udsat boligområde. Med grå betonblokke, uoverskuelige stisystemer og tomme plæner skræmmer området de ressourcestærke beboere væk og koncentrerer de sociale problemer.

Men det skal en ny helhedsplan for området lave om på.

Ideen er med inspiration fra blandt andet Holland at ændre på områdets arkitektur, så mange forskellige typer bygninger, boformer og erhverv skaber et helt anderledes bykvarter, end det man ser i dag.

”Vi ønsker at ændre Gellerupparken og Toveshøj markant, og modsat tidligere ghetto-bekæmpelsesprojekter går vi langt mere drastisk til værks. Vi vil skabe et varieret byrum med mange forskellige typer bygninger og aktiviteter.

Det gør vi ved at rive flere boligblokke ned, omdanne andre til kommunale kontorer og ved at bygge nye boligtyper, for eksempel tætte og lave bygninger. Samtidig vil en ny infrastruktur være med til at opdele området i mindre kvarterer, og vi vil ændre det store grønne ingenmandsland midt i Gellerup til en bypark med masser af forskellige funktioner og mindre områder,” fortæller konsulent Kristian Harbo Jeppesen fra Gellerupsekretariatet i Århus Kommune.

Første skridt på en lang vej

Helhedsplanen fokuserer også på at tiltrække forskellige erhvervsformer til bydelen, og derfor vil man etablere et hovedstrøg gennem området, som forbinder den etniske Bazar Vest med indkøbscentret City Vest.

Helhedsplanen for Gellerup er første skridt på vejen for en lang proces, der involverer ændrede lokalplaner, udbud og høringsfaser. Men selvom der er længe til at nye boliger er bygget, blokke ændrede og hovedstrøget etableret, er de første skridt allerede på vej.

”På kort sigt satser vi på små ændringer, der skal skabe lys og åbne Gellerup for omverdenen. Vi beskærer kraftigt bevoksningen, der er med til at gøre området uoverskueligt og utrygt, og vi vil ændre gadebelysningen, som lige nu er meget dårlig. Samtidig slår vi hul i den vold, der i dag adskiller Gelleupparken fra Åby Ringvej.

På den måde håber vi hurtigt at kunne lave nogle effektfulde og synlige ændringer, der viser, at vi er i gang,” siger Kristian Harbo Jeppesen.