Til forsiden

Et kort for dine tanker

Langtidsledige indvandrerkvinder med dårligt helbred har ofte svært ved at se sig selv i job eller uddannelse. Nyt dialogredskab gør det nemmere for professionelle at skabe en anden historie, som kvinderne kan spejle sig i.

Ønskekortene i brug“Det kan jeg ikke. Jeg er syg. Jeg er for gammel”. Vejen til arbejdsmarkedet er svær for de mange nydanske kvinder, der kæmper med sygdom og usund livsstil. Der er mange barrierer, der kan være svære at overskue, og for medarbejderne på beskæftigelsesområdet er der ofte langt mellem gennembrudene. Men et nyt sæt ’ønskekort’ giver sagsbehandler og borger en fælles referenceramme, der gør det nemmere at sætte ord på svære begreber og diffuse tanker.

”Lidt enkelt beskrevet er Ønskekortene et sæt billedkort, som viser alt fra personer og aktiviteter til mad, penge og transportmidler. De lægger op til fri fortolkning og inspiration. Og det er vigtigt, at man som medarbejder ikke lægger sine egne værdier ind i kortene, men lader den enkelte kvinde beskrive, hvad billedet sætter i gang hos hende”, forklarer Lene Halby, der arbejder hos A2B, en såkaldt anden aktør i beskæftigelsesindsatsen.

Lene Halby arbejder ligesom de kommunale jobcentre med at forberede borgere til job eller uddannelse, og ofte visiteres nydanske kvinder fra jobcentret til et afklaringsforløb hos hende. Fra tidligere erfaringer med denne gruppe ved hun, at en barriere for beskæftigelse kan være usund livsstil. Derfor bliver sundhed ofte et gennemgående tema før en egentlig kompetenceafklaring.

”I mine projekter møder jeg mange kvinder i alderen 35–45 år med ringe uddannelse og tre til fem børn. Generelt oplever de sig som væsentligt ældre end deres faktiske alder, og fælles for kvinderne er, at hjemmet er den trygge zone. Og en stor del af deres identitet handler om sygdom,” siger Lene Halby.

Og når så meget handler om sygdom, kan det være svært at bryde igennem og skabe en anden historie end den, kvinden spejler sig i. Derfor har Lene været på jagt efter dialogredskaber, og i den forbindelse er hun stødt på Sundhedsstyrelsens ’Ønskekort’.

Eksempler på ønskekortHistorien der ikke bliver fortalt

Ønskekortene har fokus på sundhed, og det er vigtigt, mener Lene Halby. Det kan være, at økonomien ikke går så godt, men måske er det ikke er det vigtigste at ændre på lige nu. Det finder de ud af gennem den dialog, som kortene giver. Måske er det vigtigere at have fokus på helbredet, forklarer hun:

”Når emnet er sundhed, livsstil og helbred må jeg dog hele tiden være opmærksom på jobperspektivet. Jeg kan jo ikke kurere eller helbrede. Men jeg kan være opmærksom på, hvad der blokerer og på, hvilke små skridt, kvinden kan tage mod et sundere liv.”

Lene Halby fremhæver to styrker ved kortene. For det første kan de åbne op for en dialog, der ellers ikke ville opstå. Det kan være, at billedet af en park åbner for en snak om, at gåture med børnene er rart - og det er jo motion.

For det andet kan kortene være med til at fastholde samtalen på et bestemt emne. Når der ligger et kort med billede af dej og bagning, kan man have det som fikspunkt.

”Man kan pege på det og sige ’men vi kom jo fra madlavning’ Og så kan det visuelle hjælpe til at beskrive svære tanker. Et billede af en ældre kvinde kan åbne for en snak om, at kvinden savner sin mor i hjemlandet, og at den tristhed hæmmer hende. Og det er relevant viden for mig som medarbejder med et jobperspektiv,” forklarer Lene Halby.

De små skridt tæller

Lene Halby har både brugt kortene i gruppesammenhæng og individuelt. Gruppevis lægges kortene for eksempel ud på bordet, så alle kvinderne kan se dem. Hver deltager bliver bedt om at tage et kort med et billede, der betyder noget for dem, og fortæller efterfølgende en lille historie om, hvorfor de tog netop dette kort. Det kan handle om madlavning og blive til en snak i gruppen om, at man kan bruge lidt mindre olie i maden.

I de individuelle samtale har Lene for eksempel brugt kortene til mere helhedsorienteret at komme omkring livssituationen. I samarbejde med kvinden tager man temperaturen på emner som familie, arbejde, helbred og økonomi. Og det kan så munde ud i en handlingsplan, hvor der fokuseres på de små realistiske skridt, kvinden kan tage mod et sundere liv – og dermed også mod et job.

Tre råd om Ønskekortene 

Ønskekortene er udviklet af Sundhedsstyrelsen og kan bestilles hos Schultz Information på telefon: 70 26 26 36.



Senest opdateret: 21-12-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre