Integrationsprisforum 2010
Integrationsprisforum 2010 var et heldagsarrangement for alle, der arbejder professionelt med integration. Arrangementet afholdtes d. 31. maj 2010 i Stakladen ved Aarhus Universitet. Over 300 integrationspraktikere deltog i forummet.
Dagen satte fokus på det store integrationsarbejde, der foregår rundt omkring i landet.
I rammerne af en plenumdiskussion, workshops og en stor inspirationsbasar stiftede deltagerne bl.a. bekendtskab med en bred vifte af integrationsarbejde, kortlagde ”best practice” og udviklede konkrete ideer og anbefalinger til fremtidens gode integrationsarbejde.
Dagen indledtes med oplæg om nutidens og fremtidens integrationsarbejde af departementschef Claes Nilas og universitetsprofessor Jørgen Goul Andersen. Oplæggene mundede ud i en plenumdiskussion under ledelse af konferencier Kurt Strand.
Herefter fortsatte dagen i fem tematiske workshops, hvori deltagerne diskuterede nutidens og fremtidens gode integrationsarbejde. Hver workshop blev ledet af to moderatorer: en repræsentant fra Integrationsministeriet og en gæst, begge med udstrakt kendskab til området. Endvidere deltog udvalgte projekter med korte oplæg.
Se en opsummering af de forskellige workshopdiskussioner (PDF)
De fem workshops var
- Workshop 1: Integrationsarbejde og folkeskoler
- Workshop 2: Integrationsarbejde og foreninger og frivillige
- Workshop 3: Integrationsarbejde og kommunernes integrationsindsats
- Workshop 4: Integrationsarbejde og udsatte boligområder
- Workshop 5: Integrationsarbejde og virksomheder & beskæftigelse
Læs mere om de fem workshops
Løbende kunne man desuden besøge den store Inspirationsbasar, hvor der var mulighed for at møde både folkene bag projekter, der var indstillet til Integrationsministeriets Integrationspris og ministeriets egne initiativer.
Se et katalog over deltagerne i Inspirationsbasaren
Ministeriet bød på forfriskninger og frokost med underholdning af Rasmus Krogsgaard. Endeligt har ministeriet i samarbejde med Foreningen Team Succes produceret en video fra dagen.