Priskategorier og dommerkomité
Årets Integrationspriser bleb i 2010 uddelt inden for følgende fem kategorier.
Pris for vækst gennem mangfoldighed
Prisen gives til en erhvervsvirksomhed, som med en forbilledlig mangfoldighedsindsats har skabt økonomisk vækst og fremmet beskæftigelsen blandt nydanskere. Det kan eksempelvis være virksomheder, som i stort omfang har ansat, fastholdt og opkvalificeret nydanske medarbejdere og ledere som del af en vækststrategi, eller virksomheder, som på en kreativ og nytænkende måde udnytter det store potentiale, der ligger i en mangfoldighed på medarbejder- og ledelsesniveau.
Vinder: ’Bedre Bustur’, Arriva Skandinavien
Med kampagnen ’Bedre Bustur’ har Arriva grebet mangfoldigheden an i absolut bredeste forstand. Innovative ideer som virale videofilm, fokus på chaufførernes talenter og særlige stoppestedsværker har sat fokus på kundeoplevelsen og har samtidig skabt en fantastisk arbejdsplads. Det er mangfoldighed i særklasse, hvor alt er gennemtænkt, veldokumenteret og professionelt grebet an.
De andre nominerede var:
’Kompetenceløft’ og ’Plads til Individet’, Københavns Pakkecenter, Post Danmark
Med de to projekter ’Kompetenceløft’ og ’Plads til individet’ har Københavns Pakkecenter arbejdet aktivt for en mangfoldig arbejdsplads – både med at få nydanskere i arbejde og i at udnytte deres ressourcer bedst muligt, når de først er ansat. Med realistiske mål, en klar målgruppe og unikke resultater har man sikret stabilitet i personaleomsætningen og styrket medarbejdernes kompetencer. En sådan indsats bør være et forbillede for andre virksomheder, der ønsker at skabe vækst gennem mangfoldighed.
’Fællesskab og forskellighed’, MidtVask, Århus
Hos Midtvask arbejder man bevidst med mangfoldighed som metode og som mål. Gennem mangfoldighed i alle led, systematisk uddannelse og udvikling af konkrete værdier har vaskeriet opnået flotte resultater, som også kan ses på bundlinen. Det er virkelig prisværdigt, hvordan en meget sammensat medarbejderskare med vidt forskellige udfordringer og begrænsninger kan arbejde i samme retning og mod samme mål.
Pris til nydanske erhvervsledere
Prisen gives til nydanske erhvervsledere, som personificerer mangfoldighed på ledelsesniveauet i dansk erhvervsliv og på forbilledlig vis har ydet et markant og positivt bidrag til udviklingen i en eller flere virksomheder. Prisen kan f.eks. gives til succesfulde nydanske ledere, som har bidraget med særlig nytænkning og kreativitet og sat fokus på de muligheder, som mangfoldighed giver. Prisen kan også gives til en nydansk leder, som har været med til at åbne nye muligheder for virksomheden.
Vinder: Ismail Kaplan, Nykredit Privat, Århus
Som souschef i Nykredit Privat er Ismail Kaplan en engageret leder og rollemodel, der viser vej i en branche, der ellers ikke har mange nydanskere ansat. I Nykredits mangfoldighedsnetværk gør Ismail en imponerende indsats og baner vejen for at andre kan gå samme vej som ham selv. Han favner bredt og bruger sin egen baggrund aktivt til at give andre nye perspektiver på dagligdagen.
De andre nominerede var:
Tanveer Sharif, Vopium A/S, København
Med afsæt i sine egne rødder har Tanveer Sharif skabt en international virksomhed, der forener kulturer og fremmer kommunikation på tværs af landegrænser. Han udviser stor entreprenørånd, tænker globalt og udnytter medarbejdernes forskellighed til at skabe et innovativt produkt.
Fei Chen, Grundfos A/S, Bjerringbro
Med fokus på innovation og forretningsudvikling er Fei Chen en virkelig dygtig erhvervsleder, der samtidig sætter fokus på integration, ligestilling og diversitet. Hun er en dygtig brobygger og skaber resultater med sine turn around strategier, der virkelig rykker. Fei Chen er et klasseeksempel på integration i et erhvervsliv uden mange kvinder eller nydanskere.
Pris til nydanske medarbejdere
Prisen er rettet mod nydanske medarbejdere, som personificerer mangfoldighed på medarbejderniveauet i erhvervslivet eller offentlige institutioner og på forbilledlig vis har ydet et positivt bidrag til arbejdet disse steder. Prisen kan f.eks. gives til en særlig idérig og arbejdsom nydansk medarbejder. Prisen kan eksempelvis også gives til en nydansk medarbejder, som på særlig vis har fremmet forståelsen mellem danske og nydanske kolleger eller har banet vejen for, at virksomheden har ansat flere nydanske medarbejdere.
Vinder: Nahid Yazdanyar og Abdirisak Zaki Omar, Forældrekoordinator og Ungekoordinator, Akacieparken – på vej, Lejerbo København.
Akacieparken i Valby er på vej. På vej væk fra et udsat boligområde mod en bedre fremtid. Det skyldes blandt andet Nahid og Zaki – to medarbejdere, der har gjort en ganske særlig indsats. Som forældrekoordinator og ungekoordinator har de bygget bro til en gruppe af udsatte beboere, som ellers ikke har megen kontakt til omverdenen. De to gør en kæmpe forskel for de unge i Akacieparken og er med deres frivillige engagement i afdelingsbestyrelsesarbejdet et stort forbillede – ikke blot for andre nydanske medarbejdere, men for boligsociale medarbejdere og beboere over hele landet.
De andre nominerede var:
Alma Bekturganova Andersen, Kvindekoordinator, Københavns Kommune
Alma er en ægte ildsjæl. Som kvindekoordinator i VerdensKulturcentret i Københavns Kommune har Alma skabt forståelse for mangfoldighed og forskellighed. Hun stiller spørgsmål, tager intet for givet og hun sætter stribevis af fremragende projekter i søen. Blandt andet et mentorprojekt for nyankomne kvinder, et kor for indvandrerkvinder, fotokonkurrencen ’Min elskede forening’ og en lang række debatter om vigtige emner. Alma er et forbillede og en energibombe, som man kun kan beundre.
Ari Kadir, Børneguide mm., DSB Fjern- og regionaltog
Med sin rolige udstråling og karisma er Ari en populær medarbejder hos DSB. Her spænder hans funktioner vidt. Fra at være togfører over at oplære weekendvagter til at guide børn sikkert med tog gennem landet. Men ligegyldig hvilken funktion Ari udfylder, så sker det altid med overblik og ildhu. Derfor er han elsket af kunderne og en inspiration for både danske og nydanske kolleger.
Pris til offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner
Kommuner, jobcentre, skoler, sprogskoler, integrationsråd m.v. der varetager myndighedsopgaver m.v. spiller en afgørende rolle i integrationsarbejdet. Kategorien omfatter også skole- og uddannelsesområdet. Det kan være folkeskoler, erhvervsskoler, videregående uddannelser, og det kan være fritidsordninger tilknyttet skoler og uddannelsesinstitutioner etc. Myndighedsprisen gives for en særlig indsats, der understøtter etniske minoriteters etablering og integration i det danske samfund. Indsatserne kan være mange og forskelligartede. Der kan eksempelvis være tale om modtagelsesindsatser, indslusningsprojekter, sprogundervisning eller initiativer omkring skolebørn og unges integration.
Vinder: ’Fritidspas til udsatte børn og unge’, Høje Taastrup Kommune
Høje Taastrup Kommune har med sit fritidspas givet udsatte børn og unge en vej ind i foreningslivet og banet vejen til et sundt og aktivt liv. Med effektive mål har kommunen vist, hvordan et forsøgsprojekt kan gøres permanent, udvides og blive obligatorisk på alle kommunens skoler. En sådan indsats er til gavn for både den enkelte, for foreningerne og for kommunen generelt.
De andre nominerede var:
’Hele familiens Integration’, Jobcenter Assens
Med en yderst målrettet indsats og en uhyre veldefineret målgruppe har Jobcenter Assens grebet den personlige integration an på en jordnær og effektiv måde. Jobcentret har arbejdet på tværs af sektorer og fag, og med den enkelte familie i fokus og øjenhøjde har man givet en indgang til det danske samfund. Personlige relationer og letforståelig kommunikation har fået Jobcentret til at møde familierne lige præcis der, hvor de har haft brug for det.
’Kom i gang-camps for kvindelige iværksættere’, Københavns Erhvervscenter, Københavns Kommune
Med sine ’Kom i gang’-camps har Københavns Erhvervscenter givet nydanske kvinder en trædesten på vejen til at starte egne virksomheder og mod at blive selvforsørgende. Erhvervscentret har med flotte resultater og et stærkt fokus på målgruppen gjort det nemmere for nydanske kvinder at få foden under eget bord. Samtidig har kommunen på fornem vis fokuseret på, at nydanske kvinder er dygtige iværksættere, der har innovative ideer og lyst til at prøve kræfter med ukendt land.
Pris til foreninger og organisationer
Med prisen til foreninger og organisationer sættes der fokus på de mange foreninger og NGOs, der med stor idérigdom og engagement gør et betydningsfuldt arbejde for at understøtte integrationsprocessen i det danske samfund. Prisen kan tildeles for en indsats, der eksempelvis fremmer integrationen i idrætsklubber, spejderkorps, boligforeninger etc. Indsatsen kan være rettet mod borgere i alle aldre og alle dele af samfundet f.eks. familier, ældre, kvinder eller børn og unge.
Vinder: NytNetværk, Sønderborg
Nydanskere med videregående uddannelser får sociale relationer, mentorer og tilknytning til byen, når NytNetværk byder dem velkommen til Sønderborg. Med veldokumenterede erfaringer og gode resultater formidler netværket viden om det danske arbejdsmarked og klargør nydanskere til jobs i byen. Det er en imponerende indsats, der tager fat i den enkeltes behov og gør Sønderborg til en attraktiv arbejdsby.
De andre nominerede var:
Bydelsmødre netværk, hele Danmark
Med en bred forankring i hele landet har bydelsmødrene spredt sig fra Berlin til boligområder overalt i Danmark. Her tager mødrene udgangspunkt i deres egne erfaringer, skaber netværk for isolerede kvinder og sætter fokus på børnepasning, sundhed og andre vigtige emner. De er respekterede samarbejdspartnere for en bred vifte af myndigheder og er et flot eksempel på, at erfaringer fra en udenlandsk storby kan bruges i et andet land med langt mindre byer.
Rehabilitering for etniske unge i Danmark (RED)
Med en hemmelig adresse, skudsikre ruder og total anonymitet er RED et vigtigt tilbud, der skaber tryghed og sikkerhed. Men udover sikre rammer yder centret også en fremragende indsats for at skabe et nyt liv for de kvinder og par, der søger tilflugt her. Her sætter RED den enkeltes ansvar for eget liv i centrum og gør beboerne klar til atter at drage tilbage til en hverdag udenfor.
Dommerkomité
Årets dommerkomité består af:
- Skoleinspektør Lise Egholm, Rådmandsgades Skole
- Administrerende direktør Poul Erik Pedersen, METRO
- Centerleder Birgitte Mazanti, Center for Boligsocial Udvikling
- Formand Lally Parwana, Rådet for Etniske Minoriteter
- Senior Vice President Lars Christian Lassen, Novo Nordisk A/S
- HR-direktør Finn Vestergaard, ISS Faculty Service A/S
- Chefredaktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad