Til forsiden

Vinder af Ildsjæleprisen 2009

Politiassistent Henning Bøtcher Jensen, kriminalpræventivt arbejde

Vinderen af Ildsjæleprisen 2009Dommerne sagde: ”det er mere en livsholdning end et arbejde”

Dommerkomitéen fandt, at Henning Bøtcher Jensens utrættelige frivillige og professionelle engagement igennem mange år har medvirket til at styrke den kriminalpræventive og integrationsmæssige indsats i boligområdet ”Trekanten” i Holstebro.

Dommerkomitéen hæftede sig ved, at Henning bygger sit virke på nære relationer, og at han derigennem har haft succes med at etablere en SSP-gruppe og flere fædregrupper. Dommerkomitéen lagde samtidig vægt på, at Hennings positive arbejde mere er en livsholdning end et arbejde, og at det positive udbytte derfor afspejler en ildsjæls fortjeneste.

Endelig er det med i vurderingen, at Hennings fremgangsmåde kan virke som inspirationskilde til det kriminalpræventive arbejde i andre udsatte boligområder.

Om Henning (fra ansøgningen):

Henning B. Jensen er 56 år og har været ansat ved politiet siden 1. november 1975. De sidste 10 år har han fortrinsvis arbejdet som nærbetjent i boligområdet ”Trekanten” i Holstebro. Henning har i mange år haft stor interesse for at bidrage til integration af især nydanske børn og unge i det danske samfund.

I sit virke som nærbetjent har Henning en anerkendende tilgang til de unge med fokus på de enkelte unges ressourcer og er i øvrigt god til at guide/lede de unge på rette vej. Henning er nytænkende og har været med til at udvikle projekter til gavn for integrationen i området.

Henning stiller gerne op til arrangementer uden for sin arbejdstid, fx som deltager i koloni for nydanske unge. Selv på sine løbeture i fritiden, kan han finde tid til en trøstende snak med et barn/en ung, som er ked af det. En af Hennings store styrker er hans evne til at samarbejde på tværs af fagkompetencer og interessefelter i området. Han er en troværdig samarbejdspartner og har derfor et kæmpe netværk at trække på ift. styrkelse af det kriminalpræventive arbejde i området.

Henning er en god rollemodel for nydanske børn og unge og er generelt et meget godt menneske, der på alle tider af døgnet arbejder på, at i særdeleshed nydanske unge får et godt liv i Danmark.

Se video med Henning Bøtcher Jensen 

Kontaktperson: Henning Bøtcher Jensen, tlf. 72 58 27 15



Senest opdateret: 22-10-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre