Indgange til viden og rådgivning
Arbejdet med traumatiserede flygtninge og deres familier stiller store faglige og personlige krav til de professionelle aktører – kommuner, sprogcentre, særlige aktivitetstilbud, behandlingssteder, organisationer m.v., som arbejder med disse grupper. Der er igangsat flere initiativer, der skal understøtte og skabe sammenhæng i indsatsen blandt aktørerne. Formålet er, at der gives den bedst mulige hjælp til selvhjælp, så traumatiserede og deres familier kan få et aktivt og værdigt liv i det danske samfund.
traume.dk – et univers af viden
På hjemmesiden traume.dk. kan du finde viden på mange forskellige fagområder om udfordringer og metoder i indsatsen overfor mennesker, som har oplevet, krig, flugt og tortur. Hjemmesiden er udviklet i et samarbejde mellem Center for Udsatte Flygtninge, Center for Traume- og Torturoverlevere (CETT), Rehabiliterings- og forskningscentret for tortur-ofre (RCT) og Videnscenter for transkulturel psykiatri (VFTP).
Center for Udsatte Flygtninge – indgang til information og gode råd
Center for Udsatte Flygtninge er et videns- og rådgivningscenter under Dansk Flygtningehjælp. Centret har et bredt kendskab til rehabilitering og integration for traumatiserede og andre udsatte flygtninge og indvandrere. Endvidere har centeret en specialiseret viden om, hvordan traumer påvirker familier og børn, og hvilke særlige indsatser, der skal til, for at udsatte flygtninge kan lære dansk og få adgang til det danske arbejdsmarked.
Centret tilbyder blandt andet rådgivning og kurser, faciliterer netværk og giver sparring i forbindelse med igangsættelse af projekter og andre initiativer på området. Derudover bistår centret professionelle med viden om den sundhedsfaglige behandlingsindsats og andre re-habiliterende tilbud.
Centret henvender sig til alle, der arbejder med udsatte flygtninge og indvandrere. Centret støttes af Integrationsministeriet.
Kontakt: Center for Udsatte Flygtninge ved koordinator Mette Blauenfeldt på mail: mette.blauenfeldt@drc.dk eller telefon 33 73 50 00.
Integrationsservice – et udgående hold af konsulenter i Integrationsministeriet
Integrationsservice skal bistå kommunerne med at gøre de gode eksempler til hverdag. Konsulenterne er praksisorienterede. Hver især er ansvarlige for kontakten til et antal kommuner og aktører – og med afsæt i eksisterende viden, erfaringer og kompetencer arbejdes der på tværs af aktører og kommuneskel for at rådgive om integration, der virker.
I forhold til arbejdet med traumatiserede flygtninge samler Integrationsservice viden og videreudvikler strategier for integration af traumatiserede flygtninge og deres familier, herunder forbedring og nytænkning af integrationsfremmende elementer i rehabiliteringsindsatsen. Med udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og situation arbejdes der mod forbedring af den enkeltes muligheder for aktiv deltagelse i samfundet i form af udvikling af kompetencer og deltagelse i netværk, det frivillige foreningsliv, beskæftigelsesfremmende aktiviteter mv.
Kontakt: Integrationsservice ved konsulent Else-Marie Ringgaard på e-mail emr@inm.dk eller telefon 21 67 82 86.