Sådan sikres arbejdsmiljøet i Danmark
Arbejdsmiljøindsatsen i Danmark sker i et samspil mellem virksomheder, medarbejdere, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger og offentlige instanser.
Arbejdsmiljøloven og samarbejdet på arbejdspladsen
Alle EU-lande har en arbejdsmiljølovgivning. Det gælder også Danmark.
Arbejdsmiljøloven i Danmark indeholder krav og bestemmelser, som skal sikre, at arbejdsmiljøet er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Arbejdsmiljøloven rummer regler om f.eks. maskiner og sikkerhed, det psykiske arbejdsmiljø, kemikalier og computerarbejde. Loven rummer også generelle regler, som f.eks. reglen om, at der normalt skal gå mindst 11 timer, fra man tager hjem fra arbejde, til man møder igen. Loven beskriver, hvordan arbejdsmiljøet skal være for gravide og ammende, og den indeholder særlige regler for unges arbejde.
Læs mere om arbejdsmiljøloven
I Danmark er der tradition for, at arbejdsgivere og medarbejdere arbejder sammen om at få et godt arbejdsmiljø. De fleste virksomheder lever derfor op til kravene i arbejdsmiljøloven. Gennem frivillige aftaler har virksomhederne desuden mulighed for at forbedre arbejdsmiljøindsatsen ud over lovens krav.
Læs mere om regler og bekendtgørelser
Specielt for byggeri
Hvem arbejder med sikkerhed og sundhed på din arbejdsplads?
Hvem skal du tale med, hvis du har problemer med arbejdsmiljøet?
I mindre virksomheder er det arbejdsgiveren selv, du skal tale med.
På arbejdspladser med 10 eller flere ansatte vælger du og dine kolleger en kollega som sikkerhedsrepræsentant. Sikkerhedsrepræsentanten er den, der sætter sig ind i arbejdsmiljøreglerne og har et godt overblik over, hvad der kan være af problemer med sikkerhed og sundhed, og hvordan man forebygger eller begrænser belastende skadevirkninger. Det er ham eller hende, du skal tale med.
Når der er mere end 10 ansatte, skal der også være en sikkerhedsgruppe. Den består normalt af en arbejdsgiverrepræsentant og en valgt sikkerhedsrepræsentant. Sikkerhedsgruppen udfører det praktiske arbejde med arbejdsmiljøet.
På endnu større virksomheder kan der ofte være flere forskellige sikkerhedsgrupper. Er der mere end 20 ansatte, skal der yderligere dannes et overordnet sikkerhedsudvalg.
Læs mere om sikkerhedsgrupper og sikkerhedsrepræsentanter
Læs mere om sikkerhedsgrupper og sikkerhedsrepræsentanter hos Arbejdstilsynet
Arbejdspladsvurdering
En af de vigtigste opgaver i det forebyggende arbejde er at få lavet arbejdspladsvurderinger. I en arbejdspladsvurdering bliver belastninger og farlige forhold ved arbejdet kortlagt, og alle arbejdsrutiner bliver gennemgået grundigt.
Viser det sig, at der er forhold, der er farlige, skal de så vidt muligt forebygges. Ellers skal virksomheden finde ud af, hvad man kan gøre for at gøre mindske risikoen.
Arbejdspladsvurderingen skal opdateres, når der sker ændringer, som har betydning for arbejdsmiljøet. Dog skal alle arbejdspladser mindst hvert 3. år lave en vurdering af arbejdsmiljøet. For byggepladser gælder dog særlige regler. Her skal der laves en vurdering, hvis byggepladsen består i mere end 14 dage.
Læs mere om arbejdspladsvurdering