Introduktionsydelse
Udlændinge, som kommunen tilbyder et introduktionsprogram, er berettiget til introduktionsydelse. Introduktionsydelsen kan ydes i op til tre år regnet fra tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret for den pågældende udlænding.
Kommunalbestyrelsen kan ikke yde hjælp til en person, som kan forsørge sig selv, eller som har mulighed for at blive forsørget af andre. Det vil særligt sige familiesammenførte udlændinge, som forsørges af deres herboende ægtefælle.
Det er en betingelse for at modtage introduktionsydelse, at udlændingen står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det indebærer i hovedtræk, at udlændingen skal tage imod rimeligt tilbud om arbejde, deltage i integrationsprogrammets tilbud og aktivt søge at udnytte sine arbejdsmuligheder. Kan udlændingen efter udløbet af den treårige periode ikke forsørge sig selv, vil den pågældende være berettiget til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Satser for introduktionsydelse
Satserne for introduktionsydelse svarer til satserne for starthjælp i lov om aktiv socialpolitik. Satserne for den månedlige udbetaling af introduktionsydelse er (2011):
- 2.668 kr., hvis man er under 25 år og bor hos en eller begge forældre
- 5.367 kr., hvis man er under 25 år og udeboende
- 6.472 kr., hvis man er over 25 år og enlig
- 5.367 kr., hvis man er over 25 år og gift eller samlevende
Man kan få forsørgertillæg, hvis man har forsørgelsespligt over for børn under 18 år, der bor i Danmark.
Det månedlige forsørgertillæg er (2011):
- 1.619 kr. pr. barn, hvis man er enlig
- 1.342 kr. pr. barn, hvis man er gift eller samlevende
En husstand kan højst få to forsørgertillæg. Med til en husstand hører børn under 18 år, moderen eller faderen og deres evt. ægtefælle eller samlever.
Man kan højst få ét forsørgertillæg per barn, når begge forældre bor sammen med barnet.
Har man indtægter, mens man får introduktionsydelse, trækkes de fra i ydelsen. Man må tjene 35,51 kr. (2011) ud over introduktionsydelsen per arbejdstime.
Udbetalingen af introduktionsydelse forlænges ikke, selvom udlændingen i en periode har været forhindret i at deltage i introduktionsprogrammet, f.eks. på grund af sygdom eller barsel, men har den pågældende udlænding efter den treårige introduktionsperiode fortsat behov for hjælp, kan vedkommende være berettiget til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.
Hjælp i særlige tilfælde
Ud over introduktionsydelsen kan der under nærmere betingelser ydes hjælp ved bl.a.:
- forsørgelsessvigt
- udgifter ved deltagelse i introduktionsprogrammer
- rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis den pågældende udlændings egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og dennes families muligheder for at klare sig i fremtiden
- udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende
- udøvelse af ret til samvær med egne børn under 18 år
- udgifterne ved at forsørge et barn, når forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død er tillagt en anden eller andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet
- hjælp til flytning
Udlændinge, der flytter til en anden kommune
Hverken integrationsloven eller anden lovgivning indeholder forbud mod, at udlændinge flytter fra den kommune, hvor de er begyndt på et integrationsprogram.
Efter integrationsloven er det dog en betingelse for, at en udlænding kan fortsætte sin deltagelse i et integrationsprogram i en anden kommune, at tilflytningskommunen har godkendt at overtage ansvaret for integrationsprogrammet. Tilflytningskommunen er ikke forpligtet til at finde en bolig til udlændingen.
Den kommune, hvor udlændingen flytter til, skal overtage ansvaret for programmet, hvis flytningen er af væsentlig betydning for den pågældende udlændings integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold i øvrigt taler derfor.
Kommunens afgørelse af, om der foreligger sådanne særlige integrationsmæssige eller personlige forhold, skal ske på grundlag af en samlet vurdering af den enkelte udlændings forhold.
Som eksempler på sådanne særlige tilfælde kan nævnes, at udlændingen opnår beskæftigelse eller optagelse på en uddannelse i en anden kommune, som der ikke umiddelbart er transportmuligheder til.
Hvis tilflytningskommunen ikke har godkendt at overtage ansvaret for integrationsprogrammet, kan det få konsekvenser for udlændingens introduktionsydelse.