Til forsiden

Integration af nyankomne

Integration er den proces, hvorved nye borgere bliver en del af samfundet.

Integration af nyankomne

Alle i samfundet har et medansvar for integrationen.

De nye borgere har ansvar for at yde en indsats - f.eks. gennem at lære dansk, uddanne sig, arbejde og deltage i demokratiske processer.

Samtidig har det modtagende samfund – arbejdspladser, foreningslivet, naboer og andre – et ansvar for at vise imødekommenhed og hjælpe de nye borgere ind i fællesskabet.

Det indebærer også, at alle parter har et ansvar for at værne om samfundets grundlæggende demokratiske værdier, herunder at der er frihed til forskellighed, gensidigt ansvar og ligebehandling for alle uanset køn, hudfarve og overbevisning.

Regeringen, kommunerne og andre myndigheder har ansvar for en række særlige indsatser. Blandt de væsentligste er det kommunale integrationsprogram, som skal sikre, at de nye borgere hurtigt kan blive aktive og deltagende medborgere i det danske samfund på lige fod med andre.

Integrationsloven er rammen for integrationen af nyankomne udlændinge. Kommunerne får hermed redskaberne til at sikre at nyankomne udlændinge bliver integrerede i det danske samfund. Målet er at den enkelte udlænding selv gennem en aktiv indsats lærer dansk og kommer i beskæftigelse.

Integrationsloven omfatter flygtninge og familiesammenførte udlændinge samt – siden august 2010 – udlændinge, der kommer til landet som led i beskæftigelse, studier m.v.

I integrationsloven er der regler om, at:

  • Boligplacering af flygtninge. Udlændingeservice skal visitere flygtninge til kommunerne, og kommunerne skal herefter sørge for bolig til de flygtninge, der visiteres til kommunen.
  • Flygtninge og familiesammenførte udlændinge skal tilbydes et integrationsprogram, der omfatter danskuddannelse, kursus i danske samfundsforhold og – hvis udlændingen er berettiget til at modtage introduktionsydelse – beskæftigelsesrettede tilbud. Indholdet af integrationsprogrammet skal fastsættes i en integrationskontrakt.
  • Introduktionsydelse til nyankomne udlændinge, der ikke forsørges af andre og ej heller kan forsørge sig selv.
  • Introduktionsforløb til nyankomne arbejdskraftsindvandrere, studerende, EU-borgere og medfølgende familiemedlemmer m.v. Introduktionsforløbet indeholder danskuddannelse og kursus i danske samfundsforhold.
  • Regler om etablering af integrationsråd i kommunerne og nedsættelse af Rådet for etniske minoriteter.
  • Finansiering af den kommunale integrationsindsats.

Integrationsindsatsen er dog ikke begrænset til integrationsloven. Integrationsministeriet gennemfører eller støtter således en lang række initiativer for at sikre en god og værdig integration i det danske samfund. Mange af initiativerne gennemføres i samarbejde med andre offentlige myndigheder og organisationer og foreninger.

Du kan finde mere information om de forskellige initiativer på siderne under menuen 'Integration af nyankomne'.



Senest opdateret: 05-04-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Beskæftigelsesministeriets del af Udlændingeservice > Mail og direkte telefonnumre