Boligplacering af flygtninge

Reglerne indebærer, at der skal aftales eller fastsættes kvoter for, hvor mange flygtninge der skal boligplaceres i henholdsvis de enkelte regioner og de enkelte kommuner i en region, jf. herved lovens § 7 og 8.

Formålet med denne kvoteordning er at sikre en mere jævn geografisk fordeling af nyankomne udlændinge med henblik på at opnå bedre forudsætninger for en vellykket integration og for at sikre, at et større antal kommuner deltager i integrationsopgaven. Kvoteordningen indebærer at flere kommuner, der har en stor andel udlændinge, ikke får visiteret nye flygtninge.

Spørgsmålet om, i hvilken kommune den enkelte flygtning skal tage bopæl, er nærmere reguleret i § 10. Det følger heraf, at Udlændingeservice i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse til en flygtning træffer afgørelse om, i hvilken kommune den pågældende skal tage bopæl (visitering).

Man kan ikke klage til andre administrative myndigheder over Udlændingeservices afgørelse om boligplacering.

Udlændingeservice skal tage mange forskellige forhold i betragtning, når der tages stilling til, hvilken kommune en flygtning skal bo i.

Der skal bl.a. tages hensyn til den generelle integration af flygtninge i Danmark, således at der sker en mere jævn geografisk spredning af udlændinge, men Udlændingeservice skal også tage også hensyn til flygtningens personlige forhold.

Når Udlændingeservice har visiteret en udlænding til en kommune, skal kommunen træffe afgørelse om, hvor i kommunen udlændingen skal boligplaceres. Efter § 12, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i den kommune, hvortil Udlændingeservice har visiteret en flygtning, anvise den pågældende flygtning en bolig.

Det er alene flygtninge, som bliver visiteret til en kommune og boligplaceret. Familiesammenførte udlændinge visiteres ikke. Det skyldes, at familiesammenførte allerede har en familiemæssig relation til herboende personer.