Undervisningsværktøjer
Handling bag ordene!
Er I frivillige i en klub eller forening? Vil I gerne blive bedre til at give en god modtagelse, eller har I brug for flere frivillige? Og har I lyst til at gøre noget ved det?
Så afsæt to timer i Jeres forening og download en samlet pakke med dialogoplæg, øvelser og cases, der gør det nemt og sjovt at sætte emnet på dagsordnen hos Jer.
Integrationsministeriet har fået udviklet 13 undervisningsværktøjer – syv undervisningsværktøjer til idrætsforeninger og seks undervisningsværktøjer til frivillige sociale foreninger, og de er allerede blevet testet i 20 forskellige frivillige foreninger og organisationer. Læs her en artikel fra test af undervisningsværktøjet "Fra medlem til frivillig".
Undervisningsværktøjerne skal bringe Jer fra idé til praksis inden for en lang række relevante emner, og kan bruges af frivillige for frivillige, men også af projektledere og ansatte, der ønsker inspiration. De er udviklet i et tæt samarbejde mellem Navigent og frivillige foreninger og organisationer, som skal have en stor tak for indsatsen.
Hvordan gør man?
I indkalder til et møde, der varer to timer. Mødet gennemfører I med det færdigudviklede PowerPoint show, som trin for trin fører Jer fra idé til handling. Den, der står for mødet, skal bruge omkring en time på forberedelse.
Undervejs i PowerPoint showet er der inspirerende cases fra andre foreninger, sjove øvelser og værktøjskasser med konkrete forslag, som også kan suppleres af metodekatalogerne, der kan findes her.
Deltagerne får hver en dagsorden, hvor de noterer pointerne undervejs, og når mødet er slut, har I aftalt, hvem der gør hvad.
God fornøjelse!