Mangfoldigt Foreningsdanmark
Med strategien "Mangfoldigt Foreningsdanmark – Integration gennem foreningslivet", som løber fra 2009-2012, ønsker Integrationsministeriet at sætte fokus på, at det frivillige foreningsliv har de nødvendige ressourcer til at styrke og fortsætte den lokale frivillige integrationsindsats.
Hvad er der fokus på?
Under "Mangfoldigt Foreningsdanmark – integration gennem foreningslivet" fokuseres der på, at landets frivillige foreninger og organisationer har tilstrækkeligt med frivillige til at tage sig af de forskellige opgaver og på, at mangfoldigheden i landets frivilligskare styrkes, fordi mødet mellem forskellige typer af frivillige medfører synergi og skaber nye idéer, hvilket kan bidrage til, at aktiviteter i foreningslivet udvikles og styrkes.
Derudover fokuseres der på samarbejde mellem foreninger og kommuner, og foreningerne imellem, idet de lokale integrationsindsatser søges styrket gennem større koordination, gensidig kontakt og brug af hinandens kompetencer og erfaringer. Der er endvidere fokus på, hvordan et samarbejde om den lokale integrationsindsats mellem frivillige foreninger og virksomheder kan se ud.
Initiativer under "Mangfoldigt Foreningsdanmark – Integration gennem foreningslivet"
Integrationsministeriet har i et samarbejde med aktører på det frivillige integrationsområde sat en række konkrete og lokale initiativer i gang med henblik på at styrke den lokale integrationsindsats.
En mobil spejderhytte, som kører rundt i forskellige boligområder med høj andel af nydanskere og præsenterer dem for det frivillige foreningsliv, er blot én måde, hvorpå der under initiativ 1 arbejdes med at rekruttere flere nydanske unge til foreningslivet for, at de på sigt får lyst til at blive frivillige. Integrationsministeriet arbejder sammen med fem landsdækkende frivillige organisationer om at få flere og nye typer af frivillige ind i foreningslivet.
I Københavns Kommune hjælper ProjektVærkstedet etniske minoritetsforeninger med f.eks. at finde ud af, hvordan man egentlig bliver en officiel forening, hvor man kan søge økonomiske midler og hvordan de juridiske regler på området er. Alt sammen ting som kan være svære at finde rundt i for foreningerne. På den måde får foreningerne støtte og kommunen får indblik i, hvad der rører sig i lokalområdet.
Integrationsministeriet samarbejder under dette initiativ med Randers Kommune, Slagelse Kommune,
Københavns Kommune og Århus Kommune, som hver især har deres egne samarbejdsstrategier.
Ungdommens Røde Kors samarbejder bl.a. med revisorfirmaet KPMG, hvorfra der rekrutteres medarbejdere til lektiecaféer på handelshøjskoler, og her hjælper medarbejderne fra KPMG nydanske unge med deres lektier. Medarbejderne har netop spidskompetencer inden for de områder eleverne sidder med, og på den måde kobles professionelle kompetencer med frivilligt arbejde. Integrationsministeriet samarbejder derudover med Københavns Kommune og Center for Socialøkonomi.
Der er masser af muligheder for at kickstarte sin karriere og få sig et netværk gennem frivilligt arbejde. Dette er udgangspunktet for kampagnen "Skyd genvej til succes – det er helt frivilligt", som blev sparket i gang i 2009. Kampagnen er et led i "Mangfoldigt Foreningsdanmark – Integration gennem foreningslivet", og på hjemmesiden heltfrivilligt.dk er der bl.a. E-magasiner, blogs skrevet af frivillige og en smart søgefunktion, hvis du leder efter frivilligt arbejde på integrationsområdet.