Til forsiden

Udbud af forskningsprojekt om diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse

Integrationsministerier udbyder et forskningsprojekt vedrørende udvikling af mere præcise metoder til måling af diskrimination.

Forskningsprojektet skal omfatte en begrebsafklaring, en kritisk redegørelse for de hidtil anvendte metoder på området, udvikling af metoder samt konkrete forslag til udformningen af fremtidige undersøgelser af diskrimination på baggrund af etnisk oprindelse. Desuden skal forskningsprojektet afdække de mest effektive kommunikationsveje til relevante persongrupper i forhold til udbredelse af kendskabet til antidiskriminationslovene og til klagemuligheder.

Baggrunden for udbuddet er Regeringens handlingsplan om etnisk ligebehandling og respekt for den enkelte, der indeholder en række initiativer, som skal fremme samhørighed og lige muligheder for alle i det danske samfund, herunder bekæmpelse af diskrimination. Det fremgår af initiativ nr. 7, at regeringen vil iværksætte et forskningsprojekt om afdækning af diskriminationsproblemer i Danmark.

I regi af den tværministerielle arbejdsgruppe for bedre integration er der allerede gennemført en omfattende medborgerskabsundersøgelse blandt indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse. Det er her afdækket, på hvilke områder indvandrere og efterkommere føler sig diskrimineret, hvilke grupper som oftest føler sig diskrimineret, om indvandrere og efterkommere på den baggrund har klaget til en myndighed eller organisation, samt hvilke begrundelser indvandrere og efterkommere giver for, hvorfor de ikke har klaget over diskrimination.

Da medborgerskabsundersøgelsen således besvarer en del af spørgsmålene i handlingsplanens initiativ nr. 7, jf. ovenfor, skal der i forskningsprojektet sættes fokus på udviklingen af mere præcise metoder til måling af diskrimination, herunder den oplevede diskrimination.

Tilbud på opgaven skal være Integrationsministeriet i hænde senest den 30. september 2011 kl. 12.00.

Læs mere om udbuddet og tilhørende betingelser i udbudsannoncen.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål

Der blev d. 26. august 2011 udskrevet valg til Folketinget til afholdelse d.15. september 2011. Betyder dette noget for udbuddets indhold eller frister?

Svar

Nej, det har ikke nogen betydning.

Spørgsmål

Vil I gerne have inddraget internationale undersøgelser i dette forskningsprojekt eller bør fokus udelukkende være på Danmark?

Svar

Internationale undersøgelser vil være relevante i det omfang, at de kan belyse og styrke arbejdet med udvikling af mere præcise metoder til måling af diskrimination i en dansk, national kontekst. Konkrete målinger af diskrimination i andre lande vurderes som udgangspunkt ikke at være relevante for projektet.

Spørgsmål

Ang. pkt. d i udbuddet ang. konkrete forslag til udformningen af fremtidige undersøgelser: Hvor konkrete skal disse være? Forventes der design til undersøgelser inden for specifikke områder, eller er der tale om en oversigt over forslag af mere overordnet karakter?

Svar

Her tænkes der på konkrete forslag til design af undersøgelser inden for specifikke områder. Forslagene kan omfatte konkrete bud på valide spørgsmål eller alternative metoder til at afdække en given problemstilling.



Senest opdateret: 13-09-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre