Til forsiden

Metodeudviklingsopgave i forbindelse med samtaleforløb

Annoncering af opgave: Forskningsprojekt om tilpasning af metoder og redskaber til at "nå" og "motivere" de unge i forbindelse med samtaleforløb til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme

I 2009 fik Integrationsministeriet tilsagn fra EU til et 3-årigt pilotprojekt om afradikalisering. Integrationsministeriet igangsatte på den baggrund og i samarbejde med Københavns kommune, Århus kommune, Østjyllands Politi og Politiets Efterretningstjeneste(PET) projektet "Afradikalisering – målrettet intervention". Projektet understøtter implementeringen af initiativ 1 i regeringens handlingsplan "En fælles og tryg fremtid".

Opgaven "Forskningsprojekt om tilpasning af metoder og redskaber til at "nå" og "motivere" de unge i forbindelse med samtaleforløb til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme" (metodeudviklingsopgave) annonceres i forbindelse med udviklingen af mentorkorps i Århus- og Københavns kommune og EXIT-samtaler ved PET.

Med henblik på gennemførelsen af mentorforløb og EXIT-samtaler skal der tilpasses metoder, redskaber, og teknikker til at håndtere den direkte kontakt til den enkelte unge. Herudover skal der udvikles og testes et redskab til at vurdere/evaluere målrettede interventioner mhp. at vurdere om forløbet går "den rigtige vej".

Leverandøren skal overordnet fungere som udviklingskonsulent på metodeudviklingsområdet for projektkoordinatoren i PET og for projektkoordinatoren i Integrationsministeriet. Opgaven anses for at være et praksisorienteret forskningsprojekt. Det betyder, at en del af metoden for opgaven vil være at yde supervision og støtte til mentorer, ressourcepersoner og samtaleledere i København og Århus.

Det forventes, at leverandøren kan trække på en bred vifte af viden og erfaring fra områder såsom socialpsykologien, kognitiv psykologi, ungdomspædagogik, personlige udviklings- og læringsprocesser, motivations og rådgivningsteknikker, samtaleteknikker og relationsdannelse.

Opgaven

  1. Metoder og tilgange: Leverandøren skal tilpasse og videreudvikle metoder og tilgange til at forberede, gennemføre og evaluere EXIT-samtaler og mentorforløb.
     
  2. Mentorredskaber: På baggrund af brugerevaluering af mentorredskaber, skal leverandøren tilpasse og forbedre disse samt udfærdige kortfattet brugerguides.
     
  3. Visiteringsværktøj: På baggrund af eksisterende kriterier for visitering hos projektpartnerne, skal leverandøren tilpasse og udvikle et redskab til brug i forbindelse med identificering og udvælgelse af personer, som skal tilbydes et samtale- eller mentorforløb.
     
  4. Vurderingsværktøj: Leverandøren skal udvikle og pilot-teste et værktøj, der kan bruges til at vurdere/måle om et individuelt forløb går "den rigtige vej".
     
  5. Workshops og kompetenceudviklingssessions: Leverandøren skal forestå organisering, tilrettelæggelse og afholdelse af alle workshops og kompetencegivende sessions med udvalgte samtaleledere, mentorer og ressourcepersoner.
     
  6. Skriftlige produkter: Leverandøren skal stå for udarbejdelsen af skriftlige produkter, som beskrevet i kravspecifikation.

Tilbudsfrist

Tilbuddet skal være Integrationsministeriet i hænde senest mandag den 11. november 2010 kl. 12.00. Se detaljeret tidsplan for proceduren i ”Betingelser” for opgaven.

Yderligere informationer

Den samlede opgave samt de krav, der stilles, er uddybet i opgavens kravspecifikation og opgavebetingelserne.

Spørgsmål til materialet og anmodninger om supplerende oplysninger skal være Integrationsministeriet i hænde senest den 25. oktober 2010. Henvendelser, der modtages efter denne frist, kan ikke forventes besvaret. Ministeriet vil senest den 8. november 2010 sende en besvarelse af eventuelle spørgsmål.

Kontaktperson: Projektkoordinator Mille Windfeld Lund, e-post: mwf@inm.dk

Spørgsmål og svar

(spørgsmålene er besvaret i den rækkefølge Integrationsministeriet har modtaget dem)

Spørgsmål 12

Det fremgår af projektbeskrivelsen, at udgifter til workshops, møder etc. Skal indgå i budgettet. Gælder det: diæter? Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for deltagerne?

Svar 12

Diæter og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste for deltagerne skal ikke indgå i tilbudsgivers budget.

 

Spørgsmål 11

Det fremgår af projektbeskrivelsen, at udgifter til workshops, møder etc. Skal indgå i budgettet. Gælder det: Forplejning? Til deltagerne? Til møderne?

Svar 11

Forplejning til workshops skal indgå i tilbudsgivers budget.

Mindre forplejning eks. kaffe/te til individuelle sessions med mentorer kan indgå i tilbudsgivers budget.

Forplejning til møder med kommunale medarbejdere, ØstJyllands Politi, integrationsministeriet og PET behøver ikke indgå i tilbudsgivers budget

 

Spørgsmål 10

Det fremgår af projektbeskrivelsen, at udgifter til workshops, møder etc. Skal indgå i budgettet. Gælder det: lokaler, faciliteter…eller stiller partneren – henholdsvis kommunerne – PET – og Integrationsministeriet lokaler til rådighed?

Svar 10

Som udgangspunkt, bør udgifter til workshops og møder indgå i budgettet. Det vil være muligt for partnerne at stille mødelokaler til rådighed for mindre møder med partnerne og individuelle mentorsessions, såfremt disse bookes i god tid forinden mødet. Det vil ikke være muligt for partnerne at stille lokaler til rådighed for workshops.

 

Spørgsmål 9

Der skal afholdes en del udveksling med sparringspartnere – hvilken ramme? Møder? - I så fald hvor mange?

Svar 9

Dette afhænger af tilbudsgivers tilgang til opgaven. Integrationsministeriet forventer, at tilbudsgiver giver sit bud på hvornår og hvor mange sparringsmøder, der bør afholdes i forhold til tilfredsstillende løsning af opgaven.

 

Spørgsmål 8

Der skal afholdes et kursus for mentorer med fokus på viden om ekstremisme, og hertil tilpassede mentorkompetencer. Skal det kun udvikles … eller skal det også afholdes? Hvor mange deltagere? Hvor mange dage forventes forløbet at vare?

Svar 8

Dette kursus er under udvikling og skal afholdes henholdsvis for Århus (december 2010) og København (januar 2011). Der er 10-12 deltagere på hvert kursusforløb. Kursusforløbet varer i alt 4 dage.

 

Spørgsmål 7

Der er møder med udbyder og repræsentanter fra arbejdsgruppen i Århus og København. Hvor mange dage? Tilsvarende, møder med mentorer, ressourcepersoner og projektkoordinatorer. Hvor mange dage?

Svar 7

Dette afhænger af tilbudsgivers tilgang til opgaven. Integrationsministeriet forventer, at tilbudsgiver giver sit bud på hvornår og hvor mange møder, der bør afholdes i forhold til tilfredsstillende løsning af opgaven.

 

Spørgsmål 6

Hvor langt er man i processen – udvælgelse af mentorer – hvilke kriterier er der for mentorerne? - erfaringer og kompetencer?

Svar 6

København og Århus har brugt lidt forskellige udvælgelseskriterier for mentorer. Men overordnet har man begge steder lagt vægt på både viden om, og konkret arbejdserfaring, indenfor områderne ungdomsarbejde, eksklusion/inklusion, modkulturer og radikalisering. Der er også lagt vægt på at mentorerne har stor rummelighed og at de besidder de rigtige kompetencer til at gå i dialog med unge. Begge steder har man opnået at rekruttere mentorer, der tilsammen kan dække de tre overordnede typer af radikalisering og ekstremisme.

Ved udgangen af året vil der være udvalgt knap 10 mentorer i Århus og 10 ressourcepersoner/mentorer i København. Det er dog ikke sikkert, at alle mentorer vil blive matched med en mentee med det samme.

 

Spørgsmål 5

Hvor mange deltagere fra henholdsvis København og Århus på kursus for kommunale medarbejdere med fokus på rollen som coach for mentorer? Hvor mange dage forventer man forløbet varer?

Svar 5

Kurset for kommunale medarbejdere med fokus på rollen som coach for mentorer bliver afholdt i uge 43. Der er ca. 10 deltagere i alt fra Københavns kommune, Århus kommune, Østjyllands Politi, Integrationsministeriet og PET. Kursusforløbet for kommunale medarbejdere varer i alt tre dage.

 

Spørgsmål 4

Der bliver opsamlet ny viden i projektets forløb. Hvor langt er man i PET mht. processen – erfaringer med de unge – kortlægning af problemstilling?

Svar 4

Det er ikke muligt for Ministeriet, at oplyse om dette.

 

Spørgsmål 3

I forbindelse med projektet bliver der udviklet uddannelsesforløb for samtaleledere ansat i PET. Hvor mange personer i PET drejer sig om? Hvor skal dette forløb afholdes?

Svar 3

Dette uddannelsesforløb er under udvikling i PET og et pilotforløb har allerede været afholdt. Bemærk, at dette uddannelsesforløb ikke er en del af den udbudte opgave.

 

Spørgsmål 2

Hvilke personer/enheder på hhv. VIA og Århus Universitet, deltager i konsortiet (jf s. 5 i kravspecifikations-papiret)?

Svar 2

Det er ikke muligt for Ministeriet, at oplyse hvilke personer/enheder der deltager i konsortiet (jf s. 5 i kravspecifikations-papiret).

 

Spørgsmål 1

Er det muligt for jer, at tilsende de nævnte mentorredskaber: kortlægningsredskabet & den personlige plan?

Svar 1

Det er ikke muligt for Ministeriet, at tilsende mere information vedr. de nævnte mentorredskaber (kortlægningsredskabet & den personlige plan) eftersom de stadig er under udvikling.



Senest opdateret: 29-10-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre