"Vi er alle sammen nydanskere"
Via bydelsmødrene kan man nå ud med vigtig information om sundhed, opdragelse og samfundsforhold til nydanskere. Det har Kirkernes Integrations Tjeneste haft held med i Esbjerg og Vejle.
Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) har mange års erfaring med integration og et stort netværk af frivillige. Det gør dem til en væsentlig og stærk samarbejdspartner i Bydelsmødre-projektet, der primært henvender sig til arbejdsløse kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som styrke deres egen og deres børns udvikling, fremtid og integration.
I Esbjerg har KIT afholdt fællesspisningsarrangementer, International Food Parties, hvor flere hundrede mennesker spiser sammen, og i Vejle bruger man caféaftener som forum for forskellige temaer med forbindelse til projektet. Centralt står den gruppe af bydelsmødre, som med inspiration fra det tyske Stadtteilmütter-projekt aktivt bruger deres erfaringer og medborgerskab til at informere om bl.a. børn, sundhed og demokrati i lokalmiljøet.
Et godt redskab
I Vejle blev bydelsmødrene rekrutteret i samarbejde med det lokale sprogcenter, og KIT har også bestræbt sig på at involvere andre aktører, såsom kommunale undervisere og medier i tilgift til de mange frivillige.
"Bydelsmødre-gruppen er et godt redskab og et godt forum til at diskutere udfordringer i kvindernes nærmiljø og privatliv. I starten var det kun få af bydelsmødrene, der vidste, hvad de ville, og kun enkelte var i arbejde. Nu har nogle har besluttet sig for en uddannelse, og vi har i samarbejde med det lokale jobcenter diskuteret, hvad man for eksempel lærer af at være i praktik," fortæller KIT's projektleder i Vejle, Jackiline Hansen.
Fælles udgangspunkt
Jackiline Hansen har selv afrikansk baggrund. Men hun ser ikke sig selv som speciel afrikansk. Snarere som nydansker – og præcis ligesom de andre kvinder, hun møder på kurset.
"Vi har nogle af de samme udfordringer: At lære dansk sprog og dansk kultur at kende. Min personlige baggrund kan være en fordel, fordi kvinderne kan høre, at jeg selv har oplevet mange af de samme ting som dem. Men det centrale er, at vi alle sammen er nydanskere med de udfordringer, det rummer. Det er vores fælles udgangspunkt," siger Jackiline Hansen.
Dialog førte til konfliktløsning
Bydelsmødre-gruppen kan bruges til mange ting. En bydelsmor havde eksempelvis haft en konflikt med en pædagog i sit barns institution. Det delte hun med gruppen, som foreslog, at hun skulle tage dialogen direkte med pædagogen frem for at gå til lederen, som hun ellers først var indstillet på. Hun fulgte gruppens råd, og det endte med, at de to nåede en gensidig forståelse og fik løst konflikten.
"Det er et kæmpe plus, når kvinderne kan støtte hinanden på den måde og diskutere sig frem til løsninger. Det er en af de helt store styrker ved projektet. Det er ikke bare et kursus, hvor man kommer og får at vide, at 'du skal gøre sådan her'. Formen er meget åben. Og så indeholder projektet nogle informationer, som kvinderne ikke ved, de mangler, men som virkelig kan ændre deres og deres familiers hverdag i en positiv retning," mener Jackiline Hansen.
Syltetøj på franskbrød
"Til at begynde gav næsten alle kvinderne deres børn franskbrødsmadder med syltetøj til morgenmad. Og de var meget overraskede over, hvor meget sukker, der er i syltetøj, da vi snakkede om det på mødet. De kendte ganske enkelt ikke konsekvenserne, og vidste for eksempel ikke, at for meget sukker kan føre til urolig søvn," fortæller Jackiline Hansen.
"Flere af kvinderne vidste heller ikke, hvorfor det for eksempel er vigtigt at deltage i forældremøder, og at det er vigtigt for børnene at have danske venner. Alle de kvinder, vi har haft på kurset, har forandret deres egen og deres familiers hverdag. Det er tydeligt, at der er sket en udvikling. Det er stærke og på mange måder ressourcestærke kvinder, men de har manglet viden om forskellige ting, og det er det, vi kan hjælpe med," siger Jackiline Hansen.
I første omgang har 32 kvinder været tilknyttet projektet som bydelsmødre i Esbjerg og Vejle.
Projektleder Jackiline Hansen kan kontaktes på:
jh@kit-danmark.dk, tlf. 28 60 06 30.
www.kit-danmark.dk