Til forsiden


Unge kvinder hjælpes på vej

I Brøndby Kommune forsøger 10 unge, arbejdsløse nydanske kvinder at blive selvstændige, selvforsørgende samfundsborgere. Erfaringerne viser, at den korteste vej til arbejdsmarkedet går gennem dialog og erfaringsudveksling.

I marts 2009 startede et nyt projekt i Brøndby for unge nydanske kvinder med ønske om at komme ud på arbejdsmarkedet. Dengang gik projektet under navnet 'Unge kvinder på vej'. Siden er det ændret til 'Kvindeprojektet Athena'. Det er et navn, der har særlig betydning for gruppen, fortæller projektleder Türkan Corlu fra Ungehuset, som er et kommunalt tilbud for 18-25-årige kontanthjælpsmodtagere.

"Som afslutning på vores indledende kursus arrangerede vi en tur til Athen. Det var den, der inspirerede os til Athena-navnet – også fordi det leder tankerne hen på en stærk kvinde, en gudinde. Det var en fantastisk tur, der bragte gruppen tæt sammen, og den har helt sikkert været med til at ændre deltagernes syn på livet og deres egne muligheder," mener Türkan Corlu.

Farvel til skolebænken

De 10 deltagere er i aldersgruppen 19-22. De mødes tre gange ugentligt for at diskutere problemer og oplevelser. Hver fredag står der udflugt eller motion på programmet. Desuden har forskellige oplægsholdere været ude for at fortælle om sund kost, om psykologi og sundhed, om misbrugsbehandling og om, hvordan man uddanner sig til f.eks. kontorassistent eller klubpædagog.

"Vi har valgt en form, der lægger vægt på dialog. Deltagerne bliver ikke sat på en skolebænk. Derimod lægger vi op til, at de gennem samtale, spørgsmål og svar skal dele deres erfaringer med hinanden. Det er der, vi kan se, at de rykker sig," forklarer Türkan Corlu.

"Vi har at gøre med en gruppe kvinder, der er kendt i systemet, som kommer fra et kriminelt miljø eller et misbrugsmiljø, og som i nogen grad er opgivet. Alle har en historie. Nogle har tidligere været i praktik, nogle har serveret, men der er ingen, der er fastholdt på arbejdsmarkedet. Med det her projekt forsøger vi at samle dem op, lære dem at lægge låg på temperamentet og udstyre dem med nogle redskaber, som kan hjælpe dem i arbejde".

Ingen frafald

Türkan Corlu er fast tilknyttet som pædagogisk ansvarlig. Hun oplever, at der tit kan være en konflikt mellem kvindernes ønske om at komme ud på arbejdsmarkedet og deres baggrund i meget traditionelle mellemøstlige familier, hvor det er normalt, at kvinderne er hjemme. Det kan indimellem give gnidninger.

"Derfor er det også en stor succes for os, at tre af pigerne nu har praktikaftaler på plads, og at én er på vej i militæret. Efter sommerferien begynder nogle desuden på HF og andre uddannelser. Det er en enorm udvikling på meget kort tid. Jeg er også meget tilfreds med, at vi ikke har haft nogen frafald", siger Türkan Corlu.

Personlige rollemodeller

Ungehuset har haft et godt samarbejde med en lokal pigeklub, hvor flere af pigerne er kommet, da de var mindre. Bl.a. har pigeklubbens leder, som er uddannet sociolog, lært deltagerne om danske samfundsforhold som led i projektet.

"Hun er kun et par år ældre end vores deltagere og har samme kulturelle baggrund som dem. Derfor kan hun fungere som rollemodel. Og så hjælper det også, at hun er kvinde, for så kan deltagerne bedre forholde sig til hende på et personligt plan. Og de kan se, at kvinder også kan uddanne sig og drive det vidt," mener Türkan Corlu.

Türkan Corlu kan kontaktes på tlf. 51 27 45 18 eller på tur@brondby.dk



Senest opdateret: 15-09-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre