Kvinder hjælper kvinder i København
I Valby-bydelen Akacieparken og i Bispebjerg i det nordvestlige København uddannes nydanske kvinder som bydelsmødre til at hjælpe deres lokalområde og sætte skub i integrationen. Samtidig er der dannet netværk af 12 såkaldte kvindeambassadører.
Nydanske kvinder skal være drivkraft bag integration. Det er i grove træk tanken bag et nyt projekt, som retter sig mod nydanske kvinder og deres familier, og som startedes i efteråret 2008. I maj gik de første såkaldte bydelsmødre på gaden. Fire i Akacieparken, seks fra Bispebjerg.
Bydelsmødrene opsøger andre kvinder med anden etnisk baggrund for at diskutere emner, der har relevans for dem i hverdagen. Inspirationen kommer fra det tyske Stadtteilmütter-projekt, og deltagerne har gennemført et indledende kompetencekursus om bl.a. børneopdragelse, det danske skolesystem, motion, sundhed, seksualitet og prævention.
Projektet rundede et vigtigt hjørne 17. juni, da de første deltagere fik deres bydelsmødre-diplomer overrakt af Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jacob Hougaard i Snapstinget på Christiansborg.
Kommunen som medspiller
Ofte bliver kommunale integrationsprojekter mødt med modstand og skepsis blandt nydanskere. Det er et problem, som bydelsmødrene skal være med til at løse, forklarer Rikke Skovfoged Nordentoft, der er ansat af socialforvaltningen som projektleder
"Vi har en stor opgave med at sikre, at kommunen af nydanskere bliver opfattet som en medspiller frem for som en modspiller. Den opgave passer bydelsmødrene perfekt til. Blandt andet hjælper det, at de taler samme modersmål, og at de har kendskab til begge kulturer – den danske og den, de oprindeligt kommer fra," siger Rikke Skovfoged Nordentoft.
Ingen faste spilleregler
Bydelsmødrene kan bl.a. være med til at informere andre kvinder om det danske sundhedssystem eller andre samfundsforhold. Men hverken når bydelsmødrene mødes internt, eller når de snakker med andre kvinder, er der faste spilleregler aftalt på forhånd.
"Det her projekt går ud på, at kvinder hjælper kvinder. Og de finder selv ud af, hvad der er relevant at tale om. Der er selvfølgelig nogle milepæle, vi gerne ser, at de når, men de skaber sammen rammerne. Når bydelsmødrene er på hjemmebesøg, har det en god virkning," mener Rikke Skovfoged Nordentoft.
Netværk er et stærkt redskab
Rikke Skovfoged Nordentoft har foruden bydelsmødrene allieret sig med et netværk af 12 kommunale kvindeambassadører. Det er bl.a. sagsbehandlere, sundhedsplejersker, pædagoger og socialrådgivere. Efter aftale skal de mødes fem gange årligt for at diskutere, hvordan systemet bedre kan nå ud til og hjælpe isolerede kvinder. Desuden arrangeres en stribe workshops.
"Kvindeambassadørerne er et stærkt redskab i projektet, fordi de også har direkte kontakt med målgruppen, nemlig de socialt udsatte nydanskere. Formålet med netværket er at dele erfaringer. Måske kan vi ad den vej udvikle en tjekliste for, hvordan man kommunikerer bedre med målgruppen," siger Rikke Skovfoged Nordentoft.
Foruden netværket af kommunale kvindeambassadører deltager Rikke Skovfoged Nordentoft også selv i det netværk, som er dannet mellem initiativerne under Integrationsministeriets Kvindeprogram i København og Frederiksberg.
Rikke Skovfoged Nordentoft kan kontaktes på tlf. 26 29 43 36 eller på rikke@nordentoft.com