Til forsiden


Kvinder bliver selvstændige sammen

Afrikanske kvinder i Danmark får hjælp til at udleve deres indre iværksætter i et projekt, som bruger netværksdannelse til at sætte fokus på kvindernes ressourcer.

Den igangværende finanskrise betyder, at mange mindre virksomheder ser sig nødsaget til at dreje nøglen om. Det rammer også herboende afrikanske kvinder, som allerede er eller drømmer om at blive selvstændige erhvervsdrivende. Den udvikling forsøger et nyt projekt at dæmme op for ved at ruste nydanske kvinder med afrikansk baggrund til fremtidens udfordringer.

Projektet – som har navnet 'Støtte til selvstændige afrikanske kvinder' – begyndte som et samarbejde mellem Dansk-Ugandisk Venskabsforening og Disuzomarondera, en forening, som især arbejder med støtte til Zimbabwiske kvinder. Siden projektstart i foråret 2009 har godt 200 kvinder i Hovedstadsområdet samt cirka 100 på Sjælland og Fyn nydt godt af projektet, der støttes af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Netværk og erhvervsmøder

Ægteparret Jørn og Jane Marimo Støvring fra Disuzomarondera har som projektansvarlige i de indledende faser af projektet fokuseret på at komme i kontakt med dansk-afrikanske foreninger og danne netværk mellem dem. Siden august har cirka 15 netværk været gennem et kursusprogram med i første omgang 11 planlagte erhvervsmøder.

Kursusprogrammet er udarbejdet af Københavns Erhvervscenter og involverer bl.a. et samarbejde med Merkur Bank. Kvinderne undervises i budgetlægning, udarbejdelse af forretningsplan, styring af faste udgifter og markedsomkostninger. Desuden får de mulighed for at sparre med marketingeksperter og forskellige foredragsholdere.

Rekruttering baseret på tillid

"Vi har simpelthen klappet i hænderne over samarbejdet med Erhvervscentret i København. For det betyder, at vi kan fokusere på mobilisering og registrering af deltagere samt netværksdannelse mellem kvinderne. Uden for Hovedstaden er det os selv, der afvikler kurset. Og der er det også en stor fordel, at vi har Erhvervscentrets tilbud som pejlemærke," fortæller Jørn Støvring.

Han understreger, at en af de væsentligste udfordringer i første omgang er at overvinde den skepsis, som flere har mod projekter af denne type. Her spiller det ind, hvem der står som afsender, når der skal rekrutteres kursusdeltagere fra de dansk-afrikanske foreninger.

"Jeg tror, at alle afrikanske kvinder går rundt med en lille iværksætter i maven. Men af forskellige årsager har de ofte ikke tillid til det offentlige. Vi tilbyder et netværk baseret på netop tillid. Kvinderne kommer, fordi de har tillid til formændene i deres foreninger. Og formændene kommer, fordi de har tillid til min kone og mig. Det er en fordel, vi som dansk-afrikansk forening kan udnytte".

Sund dynamik

Kursusdeltagerne er en blanding af etablerede, nystartede og nogle, der kun lige er begyndt at drømme om egen virksomhed. Det skaber en sund dynamik på møderne, mener Jørn Støvring.

"De supplerer hinanden godt. Og det er vigtigt. For det er tough business det her, og det kræver virkelig stærke kvinder at blive på markedet. De afrikanske kvinder repræsenterer en niche. Og det er en niche, der kan tilføre det danske marked meget. Alt lige fra restauranter over frisører til fødevareimport, bijouteri eller økorejser. Deres fordel er, at de kombinerer deres baggrund og personlige ressourcer i en forretningside. Jeg ser store muligheder for den her gruppe af kvinder, især når konjunkturerne vender".

Jørn og Jane Marimo Støvring kan kontaktes på tlf. 20 60 78 92 eller på janemarimo@yahoo.dk
Støtte til selvstændige afrikanske kvinder

 



Senest opdateret: 25-11-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre