Kvindeprojekt trodser finanskrisen
Flere nydanske kvinder skal ud på arbejdsmarkedet. Også i Århus, hvor et nyt projekt har måttet sadle om som følge af den igangværende finanskrise. Målet er dog stadig det samme.
I Århus er KIA mere og andet end navnet på en sydkoreansk bil. Det er nemlig også titlen på et nyt projekt, Kvinder I Arbejde, som siden efteråret 2008 har sigtet mod netop det – at hjælpe nydanske kvinder med at finde vej ud på arbejdsmarkedet. Projektet er et samarbejde mellem Arbejdsmarkedscentrene i Århus og Rehabiliteringscenter for Flygtninge (RCF).
I løbet af det indledende undervisningsforløb bliver kvindernes jobparathed vurderet. Vurderingen omfatter både deres faglige, praktiske og personlige kompetencer samt mere konkrete opgaver, som hvordan man f.eks. løser pakke- eller kantine/køkken-arbejde. Projektleder Steve Sebastin fra Rehabiliteringscenter for Flygtninge forventer at føre ca. 25 deltagere gennem forløbet det første år.
Guleroden fra Gribskov
"Der er 16 i gang nu. De første 10 begyndte i slutningen af februar, og vi forventer, at cirka halvdelen af dem er klar at komme i virksomhedspraktik efter sommerferien. Vi laver løbende vurderinger af, hvor tæt deltagerne er på at være parate til arbejdsmarkedet. Og vi laver en aktivitetsplan for hver enkelt deltager, så de også får motion hver dag," forklarer Steve Sebastin.
Inspirationen kommer fra den såkaldte Gribskovsmodel. Modellen går i korte træk ud på, at deltagerne optjener point i takt med, at de mestrer forskellige jobrelevante opgaver. Når et bestemt pointantal er optjent, er deltagerne garanteret job i de virksomheder, som samarbejder om projektet. Det skal fungere som en gulerod for kvinderne.
Finanskrisen kom i vejen
Men i Århus er finanskrisen kommet på tværs. Flere virksomheder har måttet spare på deres udgifter, og det betyder, at Steve Sebastin og hans kolleger ikke længere kan udstede jobgaranti. Den store udfordring for dem er at bevare deltagernes motivation, selv om guleroden er skrumpet.
"Det er vigtigt for os at fortælle deltagerne, at målet er det samme – at gøre dem bedre rustet til at klare arbejde. Kvalifikationsprofilen er et godt progressionsværktøj, for man kan hele tiden tydeligt se, hvad man kan og ikke kan. Kvinderne får en masse kompetencer. Men de er selvfølgelig usikre på, hvad der skal ske, når de er færdige med forløbet. Vi arbejder hårdt på at finde praktikpladser til dem og forventer at nogle deltagere skal i praktik efter sommerferien, fortæller Steve Sebastin.
Skrevne og uskrevne regler
I KIA-projektet mødes deltagerne hver fredag, og der er altid besøg udefra. En lærer fra den lokale sprogskole underviser fast i arbejdspladsdansk, og kvinderne har bl.a. haft besøg af en arbejdsgiver, som fortalte om skrevne og uskrevne regler på arbejdspladsen. Det gav også deltagerne lejlighed til at diskutere rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet.
"Desuden har KVINFO budt ind med en mentorordning. De har hjulpet os med at skabe kontakt til kvinder, som kan fungere som sociale mentorer og hjælpe vores deltagere i dagligdagen, når de har behov for det. Det kan være hjælp med at finde bøger på biblioteket, hjælp til at skrive jobansøgninger, eller hvis de har fået brev fra myndighederne, som de ikke forstår. Det hjælper alt sammen til at gøre dem arbejdsklar," siger Steve Sebastin.
Steve Sebastin kan kontaktes på tlf. 89 30 82 07 eller på sse@aarhus.dk