Til forsiden


Ind i foreningerne – og ud i samfundet

Kvinderådet arbejder på at styrke foreninger for etniske minoritetskvinder . For foreningslivet er ofte den korteste vej til integration. Det er tanken bag projektet "Ind i foreningerne – ud i samfundet". En paraplyorganisation for foreningerne er i støbeskeen.

Flere etniske minoritetskvinder skal være aktive i foreningslivet. Og kvindernes foreninger skal styrkes og samarbejde med hinanden. ind i foreningerne og ud i samfundetKvinderådet har et stabilt og omfattende samarbejde med 46 foreninger for etniske minoritetskvinder i hele landet og er derfor godt rustet til at klare udfordringerne i projektet "Ind i foreningerne – ud i samfundet".

For Kvinderådet består arbejdet i første omgang i at vurdere, hvordan man bedst støtter de etniske minoritetskvinder. Det sker ved at kortlægge de mange forskellige foreninger og kvindernes behov. Processen har været lang, og Kvinderådet har især brugt mange ressourcer på opsøgende arbejde.

Mener det bogstaveligt

"Når vi siger 'Ind i foreningerne – ud i samfundet', mener vi det bogstaveligt. Hvis man er aktiv i en forening, er man allerede ude i samfundet, og så er det nemmere at komme i arbejde, at uddanne sig og at danne andre netværk eller kontakter. Foreningsarbejde er samtidig en god måde at komme ind på hinanden på," forklarer projektleder Fatma Yeliz Øktem.

"Det er generelt nogle stærke og velfungerende kvinder, vi har med at gøre. De mangler bare tit et netværk og basale informationer om, hvordan man organiserer en forening, om den demokratiske model og om det danske samfund som sådan. Men de både tør og vil godt tage ansvar".

Dansk kvindekamp inspirerer

"Jeg tror, at mange af kvindeorganisationerne bliver inspireret af den måde, Kvinderådet arbejder på. Vi har eksisteret siden 1888, og vi har en stor ekspertise på området. Vi går ud i foreningerne og fortæller kvindehistorien i Danmark, om ligestillingsdebatten, valgret og stemmeret. Og vi fortæller, at det ikke er kommet af sig selv, men at kvinderne i Danmark arbejdede for det. Det er en historie, som mange kan spejle sig i, og som de etniske minoritetskvinder har stor respekt for," mener Fatma Yeliz Øktem.

Kvinderådet arrangerer bl.a. debatmøder og kurser om, hvordan man skriver ansøgninger, hvordan man får et budskab ud, og hvordan man bliver politisk aktiv. Det er noget, der måske især tiltaler de mest ressourcestærke kvinder. Men der er stor forskel på foreningerne. Mange er nemlig ikke vant til at organisere sig, betale kontingenter og andet, som er typisk for den danske foreningstradition.

"I mange af de foreninger, vi kommer i, møder vi nogle meget ressourcestærke kvinder, der måske bare mangler et par fif eller et lille skub i den rigtige retning. Andre gange ser vi foreningsarbejde på absolut begynderniveau, og der er det vigtigt at give kvinderne nogle redskaber, de kan arbejde med, og som passer til deres behov. For eksempel kan det være nødvendigt at forklare helt fra bunden, hvordan en generalforsamling fungerer, eller hvordan man laver en dagsorden," forklarer Fatma Yeliz Øktem.

Peptalk førte til samarbejde

Ofte kommer ansvaret for en forenings udvikling og trivsel til at hænge på en enkelt stærk forkvinde. Og det er ikke optimalt, fortæller Fatma Yeliz Øktem.

"Sådan var det for eksempel i en af vores samarbejdsforeninger, som arbejder på at få medlemmerne ud af hjemmet. Men det var svært at nå resultater, for forkvinden var reelt den eneste drivende kraft, og hun talte i øvrigt ikke dansk. Vi foreslog dem så at slå sig sammen med en anden lokal minoritetsforening, som ganske vist har en anden nationalitet, men som stod med mange af de samme udfordringer".

"Så besøgte vi dem og holdt en peptalk, og de besluttede faktisk at gå sammen. Siden har vi forsøgt at klæde hele bestyrelsen på, så det ikke kun er en person, der ved, hvordan man skruer en forening sammen. Det er et eksempel på den rådgivning, vi kan tilbyde," fortæller Fatma Yeliz Øktem.

Paraply, pulje og venskabsforeninger

Kvinderådet arbejder på at etablere en paraplyorganisation for etniske minoritetskvinders foreninger som et fælles talerør, der kan støtte initiativer i medlemsforeningerne. I første omgang har rådet nedsat en arbejdsgruppe, og den stiftende generalforsamling for paraplyorganisationen er planlagt til efteråret.

Desuden administrerer Kvinderådet en pulje målrettet etniske kvindeforeninger på vegne af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration og overrækker herigennem penge til foreninger, der af den ene eller anden grund har svært ved selv at søge midler.

Fatma Yeliz Øktem kan kontaktes på tlf. 20 32 72 57 eller på fatma.oktem@kvinderaad.dk

Projektmedarbejder Elsine Espensen kan kontaktes på elsine.espensen@kvinderaad.dk

Ind i foreningerne – ud i samfundet

www.kvinderaadet.dk



Senest opdateret: 15-09-2009
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre