Til forsiden


Foreningsarbejde som springbræt til job

Døren til den lokale svømmeforening, systue eller madklub kan også være døren til nye jobmuligheder. Et projekt for nydanske kvinder bruger det frivillige foreningsliv som afsæt til arbejdsmarkedet og personlig udvikling.

Når mennesker er aktive i foreningslivet, øger de også deres chancer for succes på arbejdsmarkedet. Samtidig kan frivilligt arbejde være udviklende for den enkeltes personlighed. Det er baggrunden for projektet Kvinder Undervejs, som henvender sig til kvinder, der for nylig er kommet til Danmark, og som i et kursusforløb får en indføring i det danske foreningsliv. De nydanske kvinder rekrutteres fra sprogskoler.

"Vi fortæller dem blandt andet, at de kan bruge foreningslivet som et springbræt til at få en uddannelse eller et job, som matcher deres kvalifikationer. Mange har allerede en god uddannelse fra deres hjemlande, og de er alle sammen stærkt motiverede for at komme ud og arbejde i samfundet og blive en del af det. Men de mangler et netværk og indblik i egne muligheder i det danske samfund. Det er det, vi tilbyder at hjælpe dem med," forklarer projektansvarlig Mette Jepsen fra Dansk Kvindesamfund.

Kvinderne inddrages i planlægningen

Kursusforløbet blev skudt i gang ved en introdag midt i oktober 2009. Der er planlagt en række aktiviteter i løbet af projektperioden, bl.a. i samarbejde med en integrationskonsulent, Esma Birdi. Men det er ikke alt, der er tilrettelagt på forhånd, for som Mette Jepsen siger, er det vigtigt at inddrage kursusdeltagerne og deres ønsker i planlægningen.

Mentorer hjælper på vej

Undervejs i kursusrækken hører kvinderne om, hvordan de selv kan starte en forening, og de møder oplægsholdere, som har haft succes og har dannet sig nyttige erfaringer med foreningsarbejde. Centralt i projektet står desuden et mentor/mentee-samarbejde.

"Alle deltagere får tildelt en mentor, som det er tanken, at de skal mødes med cirka en gang om måneden. Mentoren kan hjælpe kvinderne med spørgsmål om blandt andet sprog og uddannelse. Og så kan mentorerne nok så vigtigt videregive deres egne netværk til kursisterne og tage dem med ud i foreningerne," forklarer Mette Jepsen.

Udfordringer i rekrutteringen

Foreløbig er der i projektet hvervet 20 mentorer til de ca. 35 kursister. Mens det har vist sig overraskende nemt at hverve kursister med god hjælp fra sprogskolerne, har det været anderledes udfordrende at rekruttere mentorer. Det har projektholdet håndteret ved bl.a. at sætte plakater op på uddannelsesinstitutioner og ved at arbejde med et gennemgående grafisk design for både plakater, e-mails og pjecer.

Mentor og mentee matches på baggrund af et spørgeskema, som både omhandler kvindernes alder, interesser og uddannelsesmæssige baggrund. F.eks. er en kursist, som var skoleleder i sit hjemland, blevet matchet med en dansk skoleleder.

"Fælles interesser og uddannelsesmæssig baggrund giver et godt udgangspunkt for mentor/mentee-relationen. Men samtidig er det også vigtigt for os at understrege, at forskellighed og mangfoldighed er en styrke og ikke kun noget problematisk, som jeg synes, det ofte fremstilles som," siger Mette Jepsen.

Mette Jepsen kan kontaktes på tlf. 33 15 78 37 eller på mette.kvindesamfund@gmail.com  

Kvinder Undervejs



Senest opdateret: 09-04-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre