Kampagne mod partnervold mod nydanske kvinder
I kampagnen ”STOP VOLDEN MOD KVINDER - bryd tavsheden” bliver nydanske kvinder gjort opmærksomme på, hvor og hvordan de kan søge hjælp og få støtte, hvis de er udsat for vold.
Formålet med kampagnen ”STOP VOLDEN MOD KVINDER – bryd tavsheden” er at få nedbragt antallet af voldsramte nydanske kvinder. Det sker bl.a. gennem brochurer og flyers med information på ni forskellige sprog om en hotline, hvor kvinderne kan få hjælp og rådgivning.
På hotlinen er der mulighed for at ringe og aftale tid for at få tolket en samtale, hvis kvinden ikke taler så godt dansk. Det kan nemlig være ekstra svært for mange nydanske kvinder at tale om volden og at opsøge hjælp, blandt andet på grund af problemer med sproget og et mindre kendskab til støttemulighederne. Der er derfor behov for en målrettet indsats i forhold til nydanske kvinder om deres rettigheder og støttemuligheder.
Kampagnen når ud til kvinderne på sprogskoler og jobcentre, hvor der afholdes informations- og dialogmøder med oplæg fra LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre) og fra nogle af de ambassadører, der er tilknyttet kampagnen, bl.a. Fatma Øktem, der er medstifter af Etniske Minoritets Kvinders Råd) og Rushy Rashid Højbjerg der er journalist, forfatter og efterspurgt foredragsholder.
Der gives også information om kampagnen til sundhedsplejersker, jordemødre, frivilligcentre, beboerrådgivere og bydelsmødre i udsatte boligområder i de store byer og faglige netværk i de fagforbund, som har mange nydanske kvinder blandt deres medlemmer.
Kampagnen henvender sig endelig også til de voldsramte kvinders netværk, således at venner, kolleger, naboer osv. kan være med til at støtte den voldsramte kvinde i at søge hjælp.
Kampagnen finansieres af ligestillingsministeren og integrationsministeren og udføres af LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre) og COWI.
Læs mere om kampagnen her.