Integrationsindsats for kvinder og familier
Kvinder og familier med etnisk minoritetsbaggrund er et af de områder, hvor regeringen sætter ind med særlige integrationsfremmende initiativer.
Det skyldes, at køn stadig er en barriere for en vellykket integration for en del kvinder med etnisk minoritetsbaggrund.
Regeringen finder desuden, at det er vigtigt at have fokus på hele familien i integrationsprocessen og ikke kun enkelt individer i familien.
Grunden til, at køn stadig kan udgøre en barriere for en vellykket integration, kan bl.a. være, at kvinders arbejde uden for hjemmet i nogle familier betragtes som sekundært af manden/familien.
Derudover er familiemønstre, kønsrollemønstre og værdier mm. ikke altid indrettet på, at kvinden ved siden af arbejdsbelastningen i hjemmet også skal være udearbejdende.
Samtidig kan nogle kvinder f.eks. i boligområder med en høj koncentration af beboere med anden etnisk oprindelse end dansk komme til at leve en afsondret tilværelse i forhold til det danske samfund. Det samme kan gælde børnene. Også tidlige ægteskaber kan være med til at forhindre kvinders uddannelse eller deltagelse i arbejdslivet.
Samtidig er der en række særlige problemer i form af familierelateret vold, tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser, omskæring mv., som der fortsat kræves indsatser for at løse.
På den baggrund har Integrationsministeriet afsat en pulje målrettet kvinder og familier.
Puljen er opdelt i tre underpuljer:
- Indsats for flere etniske kvinders aktive deltagelse i samfundslivet og etablering af netværk mellem familier med etnisk minoritetsbaggrund og familier med etnisk dansk baggrund.
- Indsats mod familierelateret vold, tvangsægteskaber, genopdragelsesrejser, omskæring mv.
- Familierådslagning i kommunerne til familier med børn eller unge med alvorlige problemer.
Derudover har regeringen udarbejdet en voldshandlingsplan, en handlingsplan til nedbrydelse af kønsbestemte barrierer, en handlingsplan mod genopdragelsesrejser og en handlingsplan mod tvangsægteskaber.
Handlingsplan til bekæmpelse af mænds vold mod kvinder og børn i familien 2005-2008
Ca. 64.000 kvinder udsættes årligt for vold. I to ud af tre tilfælde er volden begået af en nuværende eller tidligere partner. Hver uge bliver en kvinde udsat for drabsforsøg og i hvert andet tilfælde dør kvinden.
Det anslås, at ca. 20.000 børn i alderen 5-14 år årligt oplever vold mod deres mor. Ca. 2.000 børn flytter hvert år med deres mor på krisecenter.
Statistikken viser også, at halvdelen af kvinderne på krisecentrene i 2005 havde et andet fødeland end Danmark (LOKK’s Årsstatistik 2005).
Tallene ovenfor viser, at alt for mange kvinder oplever vold i deres dagligdag, og alt for mange børn er vidne til at deres mor bliver slået. Der er derfor fortsat brug for en særlig indsats for at bekæmpe vold mod kvinder.
Regeringen vil med handlingsplanen for 2005–2008 fortsat fokusere indsatsen på:
- Støtte til ofrene
- Aktiviteter rettet mod voldsudøverne
- Aktiviteter rettet mod fagpersonale
- Viden og information
I Handlingsplan til bekæmpelse af mænd vold mod kvinder og børn i familien 2005-2008 har regeringen sammen med satspuljepartierne afsat 64 millioner kroner til den samlede indsats på området de næste fire år.
Aktiviteterne er ikke alene rettet mod kvinderne, men også mod voldsudøveren. Alle aktiviteterne under handlingsplanen skal bidrage til at forebygge vold mod kvinder, støtte ofrene og hindre gentagelser.
Udover et særligt fokus på børn og unge er en række aktiviteter i handlingsplanen rettet mod etniske minoritetskvinder. Etniske minoritetskvinder kan være svære at nå med den støtte, der normalt tilbydes voldsramte kvinder. Deres komplekse problemstillinger kræver en særlig indsats for at kunne give dem den nødvendige støtte.
En række initiativer i handlingsplanen er derfor rettet mod at bekæmpe mænds vold mod etniske minoritetskvinder. Handlingsplanen skal både sikre, at initiativerne rettet mod voldsramte kvinder generelt også kommer kvinder med etnisk minoritetsbaggrund til gavn, og at de særlige behov, som voldsramte kvinder med etnisk minoritetsbaggrund har, imødekommes.
Handlingsplan mod genopdragelsesrejser
Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe vedrørende genopdragelsesrejser og andre længerevarende udlandsophold af negativ betydning for herværende børns skolegang og integration.
Arbejdsgruppen har udarbejdet en rapport med forslag til, hvordan indsatsen kan styrkes for at modvirke sådanne rejser.
Der er bl.a. forslag om yderligere lovgivningsmæssige redskaber i indsatsen mod disse rejser, forslag til redskaber i kommunernes indsats, forslag om styrkelse af de danske myndigheders hjælp til børn, der skal sendes, er sendt eller har været sendt på disse rejser, forslag til bedre information til kommunerne, skolerne/ institutionerne, forældrene og børnene samt forslag om forbedret statistisk opfølgning på området.
Handlingsplan mod tvangsægteskaber, tvangslignende ægteskaber og arrangerede ægteskaber
Regeringen fremlagde i august 2003 en handlingsplan for indsatsen i perioden 2003-2005 mod tvangsægteskaber, tvangslignende ægteskaber og arrangerede ægteskaber.
Handlingsplanen indeholder 21 initiativer, blandt andet med fokus på information og dialog, rådgivning, en forstærket kommunal indsats, pigeklubber, opfølgning, botilbud og forskning og dokumentation.
Regeringens handlingsplan for at nedbryde kønsbestemte barrierer til uddannelse, arbejde og foreningslivet blandt kvinder og mænd med anden etnisk baggrund end dansk blev offentliggjort den 27. januar 2006.
Handlingsplanen indeholder i alt 56 initiativer fordelt på indsatsområderne, Kønsroller og fordomme (8 initiativer), Uddannelse (19 initiativer), Beskæftigelse (15 initiativer) og Foreningslivet (14 initiativer).