Beskyttelse mod diskrimination

Grundloven, straffeloven og racediskriminationsloven 

Visse af grundlovens bestemmelser indeholder et forbud mod forskelsbehandling, nemlig § 70 om ligebehandling uanset trosbekendelse eller race og § 71 om den personlige frihed.

Fremsættelse af racistiske udtalelser m.v. med forsæt til udbredelse i en videre kreds er efter straffelovens § 266 b strafbart med op til 2 års fængsel. Det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, hvis forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Ifølge lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (racediskriminationsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, straffes den, som inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed på grund af en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering nægter at betjene den pågældende på samme vilkår som andre, med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

På samme måde straffes den, som af nogen af de nævnte grunde nægter at give en person adgang på samme vilkår som andre til et sted, en forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden.

En person, der mener sig udsat for overtrædelser af straffelovens § 266 b eller lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. vil kunne indgive anmeldelse til politiet, der vil kunne rejse sigtelse mod overtræderen.

Det er domstolene, der afgør, om der er sket over-trædelse af den nævnte lovgivning.

Lov om etnisk ligebehandling

Rådet for Den Europæiske Union vedtog den 29. juni 2000 direktivet om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (2000/43/EF).

Direktivet om etnisk ligebehandling har til formål at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne.

Direktivet indeholder bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling, om retsmidler og håndhævelse samt om udpegning af et eller flere organer for fremme af ligebehandling.

Anvendelsesområdet for direktivet omfatter arbejdsmarkedet, social beskyttelse, uddannelse og levering af varer og tjenesteydelser, herunder bolig.

Da direktivet fastsætter mindstekrav, har den enkelte medlemsstat mulighed for at indføre eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for beskyttelsen af princippet om ligebehandling.

Ved lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling blev direktivets regler vedrørende de af direktiv nr. 2000/43/EF omfattede samfundsområder med undtagelse af arbejdsmarkedet gennemført i dansk ret.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

I 1996 vedtog Folketinget lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. bl.a. med henblik på effektivt at gennemføre FN’s racediskriminationskonvention og ILO konvention nr. 111 om forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv i dansk lovgivning.

Den 27. november 2000 vedtog Rådet for Den Europæiske Union direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (2000/78/EF), som finder anvendelse på arbejdsmarkedet og omfatter diskriminationsgrundene religion og tro, handicap, alder og seksuel orientering.

Loven indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse.

Loven finder ikke anvendelse, i det omfang en tilsvarende beskyttelse følger af kollektiv overenskomst. Loven forbyder direkte og indirekte diskrimination. 

Institut for Menneskerettigheder

Ved lov nr. 411 af 6. juni 2002 etablerede den danske regering Det Danske Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, herunder Institut for Menneskerettigheder.

Centeret, der påbegyndte sit arbejde den 1. januar 2003, blev etableret med det formål at styrke aktiviteter vedrørende forskning, analyse og information i Danmark vedrørende internationale forhold og menneskerettigheder i Danmark og i udlandet.

Institut for Menneskerettigheder fungerer som det danske organ, der efter direktiv 2000/43 EF artikel 13 skal fremme ligebehandling af alle uden forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.

Instituttet er i overensstemmelse med artikel 13 blevet givet kompetence til at bistå ofre for forskelsbehandling, til at indlede uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og til at offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet

Ligebehandlingsnævnet er et nyt samlet klagenævn på diskriminationsområdet. Nævnet er et uafhængigt organ med en dommer som formand.

Det nye nævn har kompetence inden for den samlede ligestillings- og ligebehandlingslovgivning i Danmark. Det betyder, at nævnet skal kunne behandle klager om forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, politisk anskuelse eller seksuel orientering.

Ligebehandlingsnævnet kan:

• Behandle klager over forskelsbehandling
• Træffe afgørelser om, hvorvidt lovgivningen er overtrådt
• Udmåle og tilkende godtgørelse til ofre for ulovlig forskelsbehandling
• Føre sagen for de almindelige domstole, hvis nævnets afgørelser og forlig, som er indgået for nævnet, ikke efterleves.

Ligesom i dag vil sager om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet kun blive behandlet af nævnet, hvis fagforeningen ikke vil føre sagen i det fagretlige system.   

Ankestyrelsen varetager sekretariatsfunktionen for det nye nævn.

Som en konsekvens af etableringen af et fælles nævn nedlægges såvel Ligestillingsnævnet som Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling.

Institut for Menneskerettigheder skal fortsat varetage opgaven som organ til fremme af ligebehandling i Danmark.

Læs mere om det nye Ligebehandlingsnævn og dets medlemmer på nævnets hjemmeside. 

Domstolsprøvelse

En person, der mener sig udsat for diskrimination i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. eller lov om etnisk ligebehandling, kan altid vælge at indbringe sin sag for domstolene, enten direkte eller efter at denne har været behandlet af Ligebehandlingsnævnet.

Det er ikke afgørende, hvilken afgørelse Ligebehandlingsnævnet har truffet. Der er også mulighed for at søge om fri proces, uanset om Ligebehandlingsnævnet ikke har henstillet, at fri proces skal meddeles.

Finder domstolene, at der er sket ulovlig forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, kan den krænkede tilkendes en godtgørelse.