Til forsiden

Undervisning

Undervisning – hvad siger loven?

Demokrati og medborgerskab er en integreret del af undervisningen og hverdagen i grundskolen i Danmark. Det fremgår bl.a. af Folkeskoleloven og Friskoleloven, ligesom det også fremgår af Folkeskolens Fælles Mål 2009 for navnlig undervisningen i faget samfundsfag.



”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati” (§1, stk. 3).

”Undervisningen skal bidrage til, at eleverne kender og i praksis respekterer samfundets demokratiske spilleregler og grundværdier” (Stk. 3).

”Skolerne skal efter deres formål og i hele deres virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene” (§1, stk. 2).

”Uddannelsen og skolekulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv” (§1, stk. 5).

Undervisningsmaterialer og skoletjenester

Nedenfor er der samlet en række links til forskellige institutioner, organisationer og undervisningsportaler, der tilbyder materialer, kurser og aktiviteter til brug for undervisningen i demokrati, medborgerskab, menneskerettigheder og beslægtede emner. Bemærk, at en stor del af materialerne er gratis.

Amnesty International tilbyder en række kurser og undervisningsmaterialer om menneskerettighederne til brug i grundskolen.

Menneskerettighedsorganisation, der arbejder med at promovere og sikre ytringsfrihed i verden. På hjemmesiden (som er på engelsk) er der informationer om aktuelle sager rundt om i verden, der kan anvendes i undervisningssammenhæng.

Assembly Voting er et tilbud til skoler, institutioner m.v., hvor deltagerne gennemgår praktiske demokratiforløb blandt andet ved hjælp af elektroniske medier.

Børnerådet har en vifte af materialer – bl.a. publikationer, film og blade – der handler om børns rettidigheder, kriminalitet, mobning, venskab m.v. På hjemmesiden kan man også bestille Børnerådets panelrapporter om de løbende spørgeskemaundersøgelser i Børnerådets landsdækkende Børnepanel.

Inspirationshæfte for lærere udarbejdet af Institut for Pædagogisk Filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitet for Efterskoleforeningens Forlag.

Dansk Røde Kors’ skoletjeneste tilbyder en række undervisningsmaterialer, aktiviteter og fotogallerier om humanitære temaer for elever på alle klassetrin i grundskolen.

DUF har en række forskellige undervisningsmaterialer, bl.a. om demokrati og integration.

Undervisningsspil (på engelsk), hvor deltagerne lærer at forholde sig til politisk deltagelse og politiske institutioner på forskellige niveauer – fra det lokale til det globale. Demokratispillet er udviklet af den dansk-baserede, uafhængige organisation International Academy for Education and Democracy (IAED).

Portalen – som er under udvikling – indeholder en lang række links og informationer om og for unge i Europa, bl.a. om aktivt medborgerskab. Desuden er der et diskussionsforum (på engelsk).

Portalen indeholder links, henvisninger og forslag til en lang række undervisningsforløb og materialer. Materialerne kan bruges i mange forskellige enkeltfag eller kombineres på tværs af faggrænser.

Undervisningsmateriale om ”Farlige forestillinger” udviklet af Dansk Institut for Internationale Studier (i samarbejde med Det Danske Filminstitut. Materialet består af tre spillefilm og tre dokumentarfilm: ”Jøden og arieren”, ”Diplomacy – The Responsibility to Protect”, ”Milosevic – præsident under anklage”, ”Napola – Hitlers elite”, ”Rabbit Proof Fence” og ”Bølgen – Die Welle”. Filmene handler om, hvordan almindelige mennesker kan blive påvirket til at medvirke til folkedrab, og hvordan man gennem propaganda og manipulation kan skabe betingelserne for totalitære regimer. Filmene sætter fokus på de forestillinger, som udvikler sig til fordomme og stereotyper om ”de andre”. Farlige forestillinger, som i yderste konsekvens kan være med til at skabe betingelserne for folkedrab. Til filmene er der blevet udviklet to lærervejledninger – en til gymnasiet/ungdomsuddannelserne og en til folkeskolen. Lærervejledningerne giver faglig inspiration til, hvordan man kan arbejde med filmene og årets tema i undervisningen. Lærervejledningerne er udviklet af faglærere, der har erfaring med at undervise om folkedrab.

Undervisningsmateriale om fænomenet nynazisme udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i samarbejde med Det Danske Filminstitut. Materialet tager udgangspunkt i tre film: ”American History X”, ”The Believer” og dokumentarfilmen ”Hvad rager det mig!”. Der er udviklet lærervejledninger til både ungdomsuddannelserne og grundskolen, der inspirerer til, hvordan man kan arbejde med filmene i undervisningen. Materialet kan med fordel benyttes i forbindelse med undervisning i temaet for Auschwitz-dag 2011, ”Kampen om erindringen”, hvor nynazismens benægtelse af fortidens forbrydelser eller forherligelse af disse er bud på, hvordan der strides om historieerindringen. Lærervejledningerne kan downloades gratis på folkedrab.dk og hos Det Danske Filminstitut.

Folketingets skoletjeneste indeholder en lang række materialer, informationer og film, som kan anvendes i undervisningssammenhænge. Materialerne giver et godt overblik over og et detaljeret indblik i alt fra de politiske partier over arbejdsgangen i Folketinget til udformningen af lovforslag.

Globale Gymnasier er et samarbejde mellem fire gymnasier motiveret af et mål om at styrke viden, dialog og evnen til at agere som global medborger som essentielle egenskaber i det 21. århundrede. Samarbejdet bygger på nysgerrighed, kreativitet og respekt med henblik på at inspirere vores elever til at indgå i varige fællesskaber og netværk og oparbejde en bred forståelse af verden som forbundet. Globale Gymnasier arbejder tæt sammen med partnere i Danmark og udlandet og er tilknyttet universiteter, virksomheder og organisationer for at sikre en udfordrende og involverende uddannelse.

Globale Skolepartnerskaber arbejder på at styrke den globale dimension i undervisningen gennem skolepartnerskaber mellem danske skoler og skoler i udviklingslande. Partnerskaberne bygger på lærerudveksling og et tæt samarbejde mellem lærerne om at identificere fælles temaer til forløb, der kan involvere eleverne på begge skoler.

Instituttet har en række uddannelsesaktiviteter og tilbud målrettet lærere og elever i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, blandt andet om børns rettigheder, medborgerskab og inklusion.

Dette undervisningsmateriale er udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) – Holocaust og folkedrab. Materialet henvender sig til grundskolens 7.-9. klassetrin og kan benyttes i fag som historie, samfundsfag, dansk eller kristendomskundskab og i forbindelse med tværfagligt projektarbejde.

Politisk rollespil i en karikeret udgave af 50’ernes Danmark. Spillet arbejder med demokratiforståelse og kampen om kompromisets hårfine balance. 

Organisationen Danmissions nye hjemmeside, hvor danske børn og unge kan få et globalt perspektiv på aktivt medborgerskab. Hvad betyder medborgerskab for eksempel for unge i Egypten og Indien?
 

Holdspil om modstridende synspunkter i videnskabelige diskussioner. Spillet er beregnet til brug i gymnasiet.

Debat- og rollespil om ligeværd og mangfoldighed. Der tages afsæt i et bredt ligestillingsperspektiv, der omfatter diskrimination på grund af køn, etnicitet, alder, seksualitet, tro og handicap. Spillet henvender sig primært til grundskolens ældste klasser.

Medborgerskabet er Ungdomsbyens virtuelle version af Medborgerhuset med ideer og inspiration til undervisning i demokrati og medborgerskab.

En serie af lærebøger fra forlaget Alinea om medborgerskab til brug på alle trin i grundskolen. Skriv ”Medborgerskab i Skolen” i søgefeltet. 

Gratis workshoptilbud til folkeskoleklasser, gymnasier og ungdomsuddannelse fra foreningen Ansvarlig Presse. Workshoppens målsætning er at ruste eleverne med viden og værktøjer til at kunne analysere journalistiske produkter for ensidighed, stereotyper og dokumentation.

I 2008 inviterede MS 15 unge fra 13 forskellige lande til Danmark for at undersøge det danske demokrati. Deres rejse på tommelfingeren rundt i Danmark er blevet til 5 film om demokrati i hverdagen med titlen ”På sporet af det danske demokrati”. Filmen er gratis.

Spillet er udviklet af FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) og behandler nogle af de spørgsmål og udfordringer, som flygtninge og indvandrere står overfor, når de kommer til Danmark. Spillet kan bl.a. bruges i forbindelse med debat om danske samfundsforhold og forskelle mellem samfundsforhold i Danmark og andre lande.

Netværket Medborgerskab gennem Uddannelse er et projekt startet i 2010 af Undervisningsvisningsministeriet og Integrationsministeriet i samarbejde med Ungdomsbyen og Institut for Menneskerettigheder. Projektets formål er, at lærerne, ledelserne og skolebestyrelserne på en række udvalgte grundskoler og ungdomsuddannelsesinstitutioner får redskaber til at iværksætte effektiv og vedkommende undervisning og aktiviteter, der fremmer aktivt medborgerskab, således at eleverne i stigende grad får kendskab til de principper, det danske folkestyre bygger på, og at eleverne benytter og aktiverer de friheder, rettigheder, pligter og ansvar, de har i skolen og i samfundet. På netværkets hjemmeside er der mulighed for at få inspiration til arbejdet med aktivt medborgerskab og til at læse om erfaringer fra skoler rundt omkring i landet.

Undervisningsmateriale om migration og asyl i EU udviklet af FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) og The International Organization for Migration (IOM).Materialet skal hjælpe skolelærere og andre undervisere med at engagere unge i en oplyst diskussion om disse emner. Det retter sig primært mod børn og unge i alderen 12-18 og er tilgængeligt på 20 sprog. På hjemmesiden findes blandt andet en lærermanual og en DVD med portrætter af flygtninge og migranter. 

Folketingets interaktive besøgscenter for elever i 8. eller 9. klasse. Besøgscenteret fungerer som et rollespil, hvor deltagerne kan prøve kræfter med jobbet som folketingspolitiker.

”Sif og Sigfred” er en hjemmeside, der guider skoleelever gennem Statsministeriets opbygning og historie, statsministerens hverdag, det parlamentariske arbejde og regeringens funktion i det danske folkestyre. Siden indeholder desuden forslag til undervisningsforløb i samfundsfag i grundskolen.

Dokumentarfilm om jødiske børn, der blev sendt fra Danmark til kz-lejren Theresienstadt under 2. Verdenskrig. Filmen er udarbejdet af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Holocaust og folkedrab, og udgør sammen med websiden www.theresienstadt.dk et undervisningsmateriale henvendt til ungdomsuddannelserne og de ældste klasser i grundskolen. På undervisningswebsiden kan man bl.a. se filmen, læse om den historiske baggrund for deportationen af de danske jøder, studere billeder af lejren før og nu, læse relevante artikler og avisuddrag samt benytte forskelligt kildemateriale til at lære mere om danskerne i Theresienstadt. 

Undervisningsministeriet har en række publikationer om demokrati og medborgerskab, bl.a. Undervisning i demokrati, der giver lærere og ledere i grundskoler og ungdomsuddannelser inspiration til arbejdet med demokrati i undervisningen, og Plads til mangfoldighed i undervisningsmiljøet, som er et inspirationsmateriale, der kan bidrage til et trygt undervisningsmiljø med plads til mangfoldighed.

Ungdomsbyen – som er et kursuscenter og et mødested for skolen og det omgivende samfund - tilbyder en række forskellige kurser, aktiviteter og undervisningsmaterialer til elever og lærere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, bl.a. om demokrati, medborgerskab og fællesskab.

Debat- og rollespil fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) om 16-års valgret.

Internetbaseret undervisningsmateriale om nogle af de problemer, udfordringer, tanker og følelser, der optager børn og unge, der er vokset op blandt flere kulturer. Materialet er udviklet af Børns Vilkår og kan både bruges i undervisningen og af eleverne selv i forbindelse med opgaver m.v.

Unicef tilbyder en række undervisningsmaterialer til alle klassetrin i grundskolen, bl.a. om FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen).

Online valgkampsspil udviklet af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Magasin fra Mellemfolkeligt Samvirke (MS), der sætter fokus på aktuelle globale temaer til bl.a. geografi, samfundsfag og historie i 7.-9. og 10. klasse. Siden henvender i første omgang kun til lærere.



Senest opdateret: 12-05-2011
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre