Strategisk samarbejde om ghettoområder
I oktober 2010 offentliggjorde regeringen sin
anden strategi mod ghettoisering. Regeringen vil på fem centrale indsatsområder sætte ind med i alt 31 initiativer. Initiativerne skal især rettes mod 29 særligt udsatte boligområder.
Et af kerneinitiativerne handler om etableringen af et strategisk samarbejde mellem regeringen og de 17 kommuner, der huser ghettoområder. I slutningen af januar 2011 afholdte fem ministre – beskæftigelses-, integrations-, justits, undervisnings- og socialministeren – møder med borgmestre og ledende embedsmænd fra de 17 kommuner. Mødet var startskuddet til en proces, som i april 2011 munder ud i indgåelsen af såkaldte Initiativaftaler mellem regeringen og hver af de 17 kommuner. I Initiativaftalerne forpligter kommunerne sig til at styrke indsatsen i deres ghettoområder.
Initiativaftalerne, der er stærkt inspireret af Integrationsministeriets partnerskabsaftaler, har især to formål. For det første skal de motivere kommuner og boligorganisationer til at gå indholdet af den nuværende indsats efter i sømmene og se på, om både eksisterende og nye redskaber i indsatsen over for ghettoerne bliver brugt optimalt.
For det andet skal aftalerne gi’ anledning til overvejelser om organiseringen af den nuværende indsats – fx hvordan man sikrer en god opgave- og ansvarsfordeling, tværgående samarbejde mellem forvaltningsenheder i kommunerne, korte kommunikations- og kommandoveje osv. Udmøntningen af indsatser i initiativaftalerne kan understøttes med 130 mio. kr., som er afsat i fire satspuljer.
For at understøtte arbejdet med udarbejdelsen af initiativaftaler har de fem ministeriet bag det strategiske samarbejde sammensat et katalog med udvalgte redskaber, som kan have en gavnlig effekt i indsatsen.
Se kataloget på Socialministeriets hjemmeside