Til forsiden

Samarbejde med biblioteker

Siden 2007 har Integrationsministeriet samarbejdet med biblioteker i udsatte boligområder. Samarbejdet har budt på blandt andet lektiecafeer, online lektiehjælp og medborgercentre. Og fra 2010 er samarbejdet udvidet med en række nye tiltag i form af blandt andet mentorordninger, sprogcafeer og formidling af kulturtilbud.

Den nye samarbejdsaftale gælder i perioden 2010-12 og sætter fokus på indsatser i og omkring udsatte boligområder. Aftalens fem hovedindsatsområder er:

  • Etablering af mentorordninger og samarbejde mellem biblioteker og bydelsmødreprojekter
  • Aktiviteter baseret på uformel læring og empowerment
  • Uformel sprogtilegnelse i form af Sprogcaféer, hvor nydanskere kan træne deres sprogkundskaber
  • Formidling af kulturtilbud, som nydanskere i dag i beskedent omfang benytter sig af
  • Etablering af borgerforaer med henblik på at holde debatskabende og kulturelle arrangementer og styrke medborgerskab

Temadag om samarbejdsaftalen

Den 27. august 2010 afholdt Integrationsministeriet og Bibliotek og Medier en temadag om Samarbejdsaftalen. Over 50 deltagere fra biblioteker fra hele landet viste stor interesse for Samarbejdsaftalen. Med udgangspunkt i Samarbejdsaftalens indsatsområder og en række korte præsentationer af vellykkede projekter brainstormede deltagerne ideer til nye projekter på tværs af biblioteker.

Som opfølgning på mødet er der lagt dagsorden, præsentationer og sammenfatning på gruppearbejdet ud på Biblioteksstyrelsens hjemmeside.

Om samarbejdsaftalerne

Fra 2007-2009 har samarbejdet mellem bibliotekssektoren og Integrationsministeriet været formaliseret med samarbejdsaftalen af 9. november 2006. Det væsentligste resultat af denne samarbejdsaftale er oprettelsen af 121 lektiecaféer (primo nov. 2009) og omkring 35 (primo nov. 2009) udvidede integrationsaktiviteter i forbindelse med lektiecafeerne fordelt på folkebiblioteker og skolebiblioteker over hele landet.

Fra 2008 er samarbejdet mellem Integrationsministeriet, Bibliotek og Medier og BiblioteksCenter for Integration blevet udbygget med en aftale om udvikling af Online lektiehjælp. På Integrationsministeriets initiativ – og primært finansieret af Integrationsministeriet og BiblioteksCenter for Integration – blev der i foråret 2008 igangsat et pilotprojekt. Det er i 2009 fulgt op af et 3-årigt projekt for større børn og unge i udsatte boligområder.

Læs mere om lektiehjælp her

Endvidere har Bibliotek og Medier fået mulighed for at etablere en pulje, som bibliotekerne kan søge til oprettelsen af medborgercentre. Et medborgercenter er et uformelt og tværsektorielt rådgivnings-, lærings- og aktivitetscenter, som fysisk er placeret, hvor målgruppen bor, og som på tværs af personalets faggrænser tager udgangspunkt i en holistisk tilgang til afhjælpning af beboernes behov. Ved udgangen af 2009 er der givet bevilling til 7 medborgercentre. Målet er, at der i alt skal etableres omkring 20 centre frem til 2012.

Integrationsministeriet og Kulturministeriet har indgået ny samarbejdsaftale gældende for perioden 2010-12.

En mere udførlig beskrivelse kan du læse i selve aftalen (PDF).





Senest opdateret: 03-09-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration