KVINFOs mentornetværk
KVINFOs mentornetværk blev etableret i 2003 og er i dag et af verdens største mentornetværk. KVINFOs mentornetværks metode består i at matche to kvinder – en mentor og en mentee ad frivillighedens vej. Mentornetværket har opnået gode integrationsresultater og har høstet national og international anerkendelse.
Projektets formål er at bidrage til integration af kvinder med anden etnisk baggrund end dansk i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked og at styrke den frivillige integrationsindsats. De senere år har KVINFO iværksat flere og flere mentorforløb i udsatte boligområder, blandt andet i Vollsmose i Odense og i Tingbjerg i København. Her har kvinder som er langt fra arbejdsmarkedet fået muligheden for at få en ressourcestærk mentor. De ressourcestærke mentorer påtager sig et socialt ansvar.
Hovedaktiviteterne i KVINFOs mentornetværket er:
- Mentoring, det vil sige interview af mentor og mentee, match og supervision af mentorforløb samt uddannelse af mentorer og mentees.
- Networking faciliteret gennem netværksarrangementer og dannelse af netværksgrupper.
- Videndeling i form af webformidling og oplæg.
- Samarbejdsrelationer lokalt og landsdækkende samt internationalt.
KVINFO har fået tilsagn på 5 mio. kr. til gennemførelse af aktiviteter i 2010.