Fornem international pris til kvarterløftindsatsen i Holmbladsgade-kvarteret
Stærk borgerinddragelse betaler sig i kvarterløftindsatser. Således blev indsatsen i Holmbladsgadekvarteret i København den 9. juli 2009 belønnet med "Bilfinger Berger Award", der uddeles hvert andet år til et byprojekt, som Tyskland kan lære af. Kvarterløftindsatsen i Holmbladsgade vandt i konkurrence med 120 udvalgte projekter fra hele verden.
Mens det meste af Danmark lå ved stranden, malede vinduesrammer i sommerhuset eller var i udlandet, var der den 9. juli 2009 prisoverrækkelse i Kvarterhuset i Holmbladsgade. Prisen, som Holmbladsgadekvarteret modtog, var "Bilfinger Berger Award, der uddeles hvert andet år til et byprojekt, som Tyskland kan lære af.
Bilfinger Berger, der står bag prisen, er et af Tysklands største entreprenørfirmaer med ca. 60.000 ansatte. Kvarterløftindsatsen i Holmbladsgade vandt i konkurrence med 120 udvalgte projekter fra hele verden. Kvarterløftet er blevet vurderet som bedste fremtidsorienterede projekt af priskomiteen, som har den tidligere direktør for FNs miljøprogram, UNEP, professor Dr. Klaus Töpfer som formand. I begrundelsen indgår bl.a. de flotte resultater, som er opnået i et samarbejde med beboerne og de øvrige lokale kræfter. Netop den stærke borgerinddragelse er noget Tyskland efter priskomiteens opfattelse kan lære af. 12 procent af kvarterets beboere havde deltaget aktivt i kvarterløftet gennem møder eller arbejdsgrupper. Endnu flere havde deltaget i arrangementer. Med prisen fulgte 375.000 kr., der skal komme lokalområdet til gode.
De tyske medier var massivt til stede ved prisoverrækkelsen: f.eks. Die Zeit, Frankfurter Allgemeine Zeitung og Südddeutche Zeitung. Formanden for Bilfinger Bergers AGs bestyrelse Herbert Bodner bød velkommen og Klaus Töpfer fortalte, hvad andre byer kunne lære af kvarterløftindsatsen. Dan Mogensen Københavns Kommune gennemgik med billeder, hvordan kvarterløftet havde forandret bydelen, mens Asger Munk, Integrationsministeriet, fortalte om, hvordan man havde tilrettelagt det helhedsorienterede arbejde omkring kvarterløftet. Der blev fra de tyske medier bl.a. stillet spørgsmål om forhold omkring effekter af indsatsen på kriminalitet og beskæftigelse, hvor de danske paneldeltagere fortalte, at den lettere kriminalitet var blevet mindsket og at beskæftigelsen var steget.
Kvarterløftprojektet i Holmbladsgadekvarteret er bl.a. kendt for interessante integrationsprojekter som ”Miljø på arabisk”, hvor arabiske beboere i kvarterets almene boliger lærte om, hvordan man kunne tjene penge ved at spare på el og varme, og om, hvorfor det er vigtigt at passe på drikkevandet. Et projekt, der senere er mainstreamet i hele kommunen. Et andet projekt er en kulturcafe, hvor de forskellige nationale grupper i kvarteret i forbindelse med kulturarrangementer på skift bød på mad fra hjemlandet. Mest kendt er imidlertid nogle arkitektoniske fyrtårnsprojekter som kvarterhuset, der hver uge besøges af mere end 20.000, et søsportshus, Maritimt Ungdomscenter og en idrætshal ved navn "Prismen".
Kvarterhuset i Jemtelandsgade
Prismen, idrætshus
Maritimt Ungdomscenter