URBAN og URBACT
URBAN og URBACT er byudviklingsprogrammer under EU's Fond for Regional Udvikling. Målet med programmerne er en bæredygtig udvikling af udsatte by- og boligområder i EU.
URBAN
URBAN II programmet (2002-2007) støttede helhedsorienterede byudviklingsindsatser i 70 byområder inden for EU. Programmet er en ramme inden for hvilken de lokale URBAN-sekretariater kan søge økonomisk støtte til konkrete projekter.
I Danmark var Gellerup-Hasle-Herredsvang området i Århus udnævnt til URBAN-område i perioden 2002-2007. EU har bevilget 40 mio. kr. til at supplere private eller offentlige midler, der er målrettet indsatsen i området.
URBACT
URBACT II er et program, der finansieres af Den Europæiske Union (EUs Fond for Regional Udvikling) og nationale bidrag, som løber fra 2007 til 2013. Det følger efter URBACT I, som løb fra 2002 til 2006. Det samlede budget for programmet er på i alt ca. 68 mio. € i perioden 2007-2013. Heraf kommer ca. 53 mio. € fra EUs Fond for Regional Udvikling.
Det samlede formål med URBACT II er at fremme bæredygtig, integreret byudviklingspolitik over hele Europa. Byområder står over for store udfordringer vedrørende behandling af fattigdom og styring af integration, men samtidig er de drivværk for den europæiske økonomi og navnlig for de nye videnbaserede industrier. Udveksling af erfaring mellem byerne i henhold til URBACT programmet hjælper med at accelerere politikfornyelsesprocessen i hver by. Diverse interessenters engagement – inklusive økonomiske og politiske aktører og offentligheden – er væsentlig.
URBACT programmet er en integreret del af URBAN programmet med det formål at udveksle erfaringer og best practices imellem byområderne og fremme innovation i byudviklingen. URBACT er opdelt i en række mindre temaorienterede netværk. Urbanområderne deltager i de netværk, der er relevante for lige præcis de udfordringer, som de møder i deres bydel.
Målsætninger for URBACT er
- at udvikle bånd mellem URBAN I og URBAN II områderne, samt de byer, som deltog i det tidligere urbane pilot projekt og alle byer med over 20.000 indbyggere i de nye medlemslande
- at komme med anbefalinger på baggrund af analyser af lokale erfaringer og politikker, men også at foreslå innovative tilgange til vanskelige problemer
- at udbrede erfaringer, viden og anbefalinger til alle europæiske aktører i byudvikling
Alle EU-medlemslande samt Norge og Schweiz deltager i URBACT II programmet. Frankrig er forvaltningsmyndighed for programmet, og programsekretariatet ligger i Paris.
Programmidlerne kan bruges til at understøtte etableringen af tværnationale netværk og arbejdsgrupper med henblik på øget videndeling inden for temaer med betydning for udviklingen af byer som ramme for vækst, beskæftigelse og erhvervsudvikling. De nærmere rammer for programmidlernes anvendelse fremgår af det operationelle program, som findes på URBACTs hjemmeside.
I Danmark er Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration primær ansvarlig for URBACT II-programmet.