Til forsiden

By og bolig

I Danmark er der en række udsatte boligområder, som er præget af sociale problemer. Disse områder findes ikke alene i Københavnsområdet, men også i mange større byer over hele landet.

Altaner

En række markante politiske tiltag har forbedret tilstanden i disse boligområder og forhindret en deroute, som man eksempelvis har oplevet i udsatte boligområder i Frankrig og Storbritannien. Der er imidlertid stadig store udfordringer at tage fat på.

Integrationsministeriets by- og boligpolitiske aktiviteter er primært rettet mod udsatte by- og boligområder med en høj andel af indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke vestlige lande. Disse nydanskere er ofte kendetegnet ved svage danskkundskaber, mangel på uddannelse og en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet.

På den baggrund er de udsatte boligområder ofte karakteriseret ved forskellige former for social marginalisering, kriminalitetsproblemer o.lign.  Løsningen af disse problemer kræver en helhedsorienteret og tværsektoriel indsats.

Integrationsministeriets by- og boligpolitiske aktiviteter går således på tværs af traditionelle sektoropdelte politikområder og samordner disse i en samlet indsats.

For at styrke det lokale engagement og ansvar lægger ministeriet stor vægt på inddragelse af lokale aktører som f.eks. erhvervslivet, lokale foreninger, institutioner, borgere mv.





Senest opdateret: 16-08-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration