Til forsiden

Fra sport til job

Fra sport til job er et projekt, som tager afsæt i Brøndby IF´s projekt Fra bænken til banen.

Projektet udføres af Center for aktiv beskæftigelsesindsats – CABI.

Projektets umiddelbare mål er etablering af 3 lokale integrationspartnerskaber med deltagelse af sportsklubber og lokale virksomheder med henblik på at få unge i uddannelse, praktik eller arbejde.

Integrationspartnerskaberne søges oprettet med udgangspunkt i relevante klubber beliggende i Aalborg Kommune, Københavns Kommune og Lolland Kommune. Nøglepersoner i de lokale integrationspartnerskaber vil typisk omfatte unge nydanskere og deres personlige netværk, klubbens ledere, trænere og frivillige, lokale virksomhedsnetværk, uddannelsessteder, kommunale ungemedarbejdere, lokale medier og andre lokale ressourcepersoner.

Med baggrund i opsamling fra en arbejdskonference beskriver de lokale koordinatorer model for opstart og implementering af lokale integrationspartnerskaber:

Modellerne beskriver formål og udmøntningen af forventede resultatmål, som er indgået med CABI, og indeholder plan for bemanding og organisering, visitation/deltageroptagelse, aktiviteter, samarbejdsaftaler/kontrakter, opfølgninger/justeringer, kompetencer/bevillinger, finansiering og formidling. Modellerne behandles og godkendes i styregrupperne for de lokale integrationspartnerskaber.

Resultatmålene for de lokale integrationspartnerskaber indgår i kontrakten med CABI. De lokale koordinatorer er således ansvarlige for driften og opnåelse af de opstillede mål for de lokale integrationspartnerskaber.

CABI udarbejder et registreringsværktøj til brug for de lokale integrationspartnerskaber og indberetninger sker til central database i CABI.

Registreringerne analyseres halvårligt, og resultaterne stilles til rådighed for de lokale integrationspartnerskaber og deres interessentnetværk. Analyserne danner ligeledes grundlag for erfaringsudvekslingen på landsdækkende netværksmøder.

CABI følger op på de opstillede mål og resultater gennem de løbende registreringer af deltagere, aktiviteter og resultater og drøfter disse gennem deltagelse i de lokale styregruppemøder og gennem drøftelse af resultaterne på de halvårlige møder i det landsdækkende netværk.

Arbejdet med udvikling og beskrivelse af de lokale integrationspartnerskaber, partnerskabernes konkrete metoder og aktiviteter samt opnåede resultater dokumenteres og formidles via CABIs registreringer, analyser og formidlingsaktiviteter, herunder CABI's hjemmeside.

Det er især partnerskabet i Aalborg med Aalborg Boldspilklub af 1885 i spidsen, som har opnået gode resultater.



Senest opdateret: 12-08-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre