Alle for én
Alle for én – fokus på familien og en bedre fremtid for børnene på ydre Nørrebro (Åben skole, Rådmandsgades Skole) er et af de boligsociale projekter, der modtager økonomisk støtte fra Integrationsministeriets By- og boligsektion.
Indsatsen er et udviklingsprojekt på Rådmandsgades Skole. Projektet skal resultere i en model, der kan imødegå alle de forudsigelige historier om børn, der ’tabes’ både fagligt og socialt, fordi der ikke handles på deres situation i tide.
Hensigten med projektet er at skabe et forum, hvor det bliver muligt at nå de udsatte familier med henblik på at forebygge, således at barnet får den fornødne sociale og uddannelsesmæssige ballast til at klare sig i skolen og i samfundet og ikke havner i uhensigtsmæssige kriminalitetsfremmende miljøer. Målgruppen for indsatsen er børn og forældre på Rådmandsgades Skole.
I forbindelse med indsatsen er der etableret en ’åben skole’ – et fysisk forum på skolen, der holder åbent en dag om ugen hver anden uge kl. 15-19 – hvor forældrene kan komme. Formålet med den åbne skole er at etablere en forebyggende indsats, hvor alle relevante samarbejdspartnere, herunder socialforvaltning, sundhedsplejersker og PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning) samles på skolen på faste tidspunkter, og de relevante familier inviteres til at komme for at få den hjælp, der skal få barnet på rette vej.
Hermed samles frivillige og fagpersoner fra Ydre Nørrebro på skolen og forældrene vælger selv, hvem de vil tale med. Forældrene kan fx. møde en fast sagsbehandler fra Socialforvaltningen, en sundhedsplejerske, en psykolog, en ungdoms- og uddannelsesvejleder og lærere fra skolen. Derudover vil der være repræsentanter fra biblioteket, fritidsklubber, foreninger og andre tilbud i lokalområdet.
Idéen med den åbne skole er, således at forældrene engageres, hjælpes, oplyses og uddannes til håndtering af forældrerollen og i medborgerskab.
Eksempler på temaer for den åbne skole, kan ses i programmet for 2010/11.
Se programmet (PDF).
Projektet skal munde ud i et værktøj og model, således at andre skoler kan overføre modellen og drage nytte af projektet.
Læs mere om indsatsen