Til forsiden

Partnerskab om ungestrategi

Integrationsministeriet har indgået partnerskaber med seks udvalgte kommuner. Det sker, for at kommunerne i tæt parløb med ministeriet skal sætte turbo på indsatsen mod marginalisering af børn og unge. Partnerskaberne skal sikre, at nydanske børn og unge klarer sig godt i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

På denne side kan du løbende følge partnerskaberne, efterhånden som de udvikler sig. Du kan bl.a. læse partnerskabsaftalerne, projektplan, statusrapporter og evalueringsrapporter, læring på tværs af kommunerne og meget mere. 

De seks kommuner – Fredensborg, Albertslund, Odense, Holstebro, Hvidovre og Slagelse – vil over de næste fire år sætte nye initiativer i gang og få konsulentbistand til at styrke koordinationen i deres integrationsarbejde for nydanske børn og unge.

Du finder partnerskabsaftalerne til højre.

Helhed i indsatsen

Partnerskaberne skal medvirke til, at de seks kommuner og Integrationsministeriet samler kræfterne. Både ved at ministeriet fokuserer indsatsen på nogle enkelte kommuner og ved, at man i kommunerne fokuserer på at skabe større helhed i indsatsen.

Partnerskaberne skal styrke samarbejdet mellem de mange forvaltninger, institutioner og andre lokale aktører, der arbejder med indsatsen for nydanske børn og unge. I nogle tilfælde kan helt op til 40 forskellige personer være involveret i indsatsen for at modvirke marginalisering i en enkelt familie.

De seks udvalgte kommuner vil desuden afprøve en lang række nye tiltag som f.eks. nye ungerådgivere, relationsmedarbejdere og familiementorkorps, forsøg med intensive opkvalificeringsforløb for fagligt svage unge, forældrekurser og skole-hjemvejledere på skolerne.

Partnerskabet omfatter forpligtende aftaler med målsætninger, som kommunerne skal leve op til. Partnerskabsaftalen gives som bindende tilsagn for to år med mulighed for forlængelse af yderligere to år. For at få forlænget aftalen skal kommunen leve op til sine resultatmål.

Målgrupperne og indsatserne, der indgår i partnerskaberne med kommunerne, afhænger af den enkelte kommunes ønsker og udfordringer.

Partnerskabsaftalen udmøntes i en detaljeret plan, der indeholder konkrete aktiviteter og succeskriterier. Udmøntningsplanen udarbejdes af kommunerne i tæt samarbejde med Integrationsministeriet og forventes at foreligge i februar 2010.

Integrationsministeriets udgående konsulentteams og Tosprogs-Taskforcen under Skolestyrelsen bistår kommunerne med løbende sparring under partnerskabet.

Du finder en nærmere beskrivelse af partnerskabsinitiativet og ministeriets konsulenter til højre. 

Du finder en nærmere beskrivelse af partnerskabsinitiativet til højre.

Rambøll Management evaluerer løbende partnerskabsaftalerne.

Efter aftale med partierne bag satspuljen er der afsat 40 mio. til partnerskaberne.

Det gør kommunerne

Blandt indsatsområderne i de seks kommuner kan nævnes:

Albertslund Kommune vil blandt andet arbejde med nye måder at samarbejde på i kommunen, når det gælder indsatsen for 13-25-årige nydanske unge. Det bliver blandt andet opgaven for en ny ungerådgiver. Kommunen vil også styrke kompetencerne hos dem, der arbejder med børn og unge.

Fredensborg Kommune vil blandt andet sætte fokus på holdningsbearbejdning af mistillid til kommunen blandt nydanske familier og etablere et tværgående familiementorkorps.

Hvidovre Kommune vil blandt andet oprette kurser i ’turbodansk’ og ’turbomatematik’, der skal gøre eleverne i stand til at begynde på en ungdomsuddannelse, og oprette et ungeteam, som skal følge nydanske unge, der går ud af folkeskolen uden planer om yderligere uddannelse.

Slagelse Kommune vil blandt andet intensivere indsatsen for de 20 procent svageste børn og unge i kommunen. Blandt andet vil kommunen udvikle og afprøve uddannelsespakker for de svage unge, hvor den unge tilbydes et sammenhængende forløb, der afsluttes med en uddannelse eller et konkret jobtilbud.

Odense Kommune vil blandt andet udvikle heldagsskolen og sætte fokus på sprogstimulering af 0-6-årige. Desuden vil kommunen styrke indsatsen over for de unge på kanten af uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet gennem fritidsjobs, virksomhedspraktik og særlige opkvalificeringsforløb.

Holstebro Kommune vil blandt andet styrke den forebyggende indsats over for kriminalitetstruede unge ved at anvende SSP-enkeltsagsbehandling som metode ved bekymrende adfærd og ansætte relationsmedarbejdere, der skal skabe gode kontakter til familier til kriminalitetstruede unge.

Netværk om ungestrategier

Integrationsministeriet etablerer et netværk, så partnerskabskommunerne kan dele viden om indsatsen for at modvirke marginalisering af nydanske børn og unge. Netværket skal endvidere medvirke til, at kommunerne fortsætter indsatsen, når partnerskaberne er afsluttet.

Integrationsministeriet etablerer samtidig bredere temanetværk, der fokuserer på relevante emner vedrørende marginaliserede nydanske børn og unge. Netværkene skal bl.a. arbejde med at udforme konkrete forslag til forbedret praksis på området, eksempelvis vejledninger, notater om læring på tværs, ti gode råd, den gode historie mv.

Brug for indsats mod marginalisering

47.000 nydanske børn og unge er i risiko for at blive marginaliserede. Disse børn og unge vokser op i familier, hvor en eller begge forældre står uden for arbejdsmarkedet. De kommer ikke i uddannelse og arbejde. I værste fald risikerer de at ende i kriminalitet.

Det fremgår af en rapport om marginaliserede nydanske børn og unge, som regeringens arbejdsgruppe for bedre integration udgav i marts 2009.

I rapporten peger arbejdsgruppen på, at det er en forudsætning for en vellykket integrationsindsats, at kommunerne prioriterer indsatsen, at de opstiller klare mål for indsatsens resultater og følger konsekvent op på, om målene nås. Derudover peger arbejdsgruppen på, at det er centralt, at de lokale aktører samarbejder om indsatsen og afklarer, hvem der har ansvaret for, at barnet eller den unge får de nødvendige tilbud.

Marginaliserede nydanske børn og unge kan opdeles i fem målgrupper:

· Nydanske småbørn i socialt udsatte familier

· Fagligt svage nydanske børn og unge

· Kriminelle og anbragte nydanske børn og unge

· Nydanske unge på kanten af arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet

· Unge nydanske kvinder, der er isolerede fra det danske samfund

Læs mere om regeringens arbejdsgruppe for bedre integration





Senest opdateret: 23-08-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ny I Danmark-redaktionen