7. Vær åben, vis interesse og respekt for den nye medarbejder
Måske er den nye medarbejder anderledes end dig og dine øvrige kolleger. Det kan være, at vedkommende kommer fra en anden kultur, nogle andre traditioner eller lever et liv, der er meget anderledes end dit. Det behøver ikke betyde noget for dagligdagen på arbejdspladsen. Men i nogle tilfælde kan det have betydning for arbejdet og for samarbejdet i hverdagen. Nogle forskelle er små og nemme at overkomme, andre kan være større og kræve lidt mere for ikke at skabe problemer på sigt.
Vær nysgerrig og vis interesse
De fleste mennesker sætter pris på, at andre viser interesse for dem og spørger ind til dem. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt at respektere, hvis der er noget, den nye medarbejder ikke ønsker at snakke om.
Vær først og fremmest opmærksom på de ting, som I kan være fælles om. Men spørg også ind til de forskelle, du kan forestille dig, kan have en negativ betydning for arbejdet eller for, at den nye falder til på arbejdspladsen. Hvis man blot tåler forskelle og ikke får talt om, hvordan man skal håndtere dem, kan de på sigt føre til misforståelser og konflikter.
Inddrag den nye kollega i fællesskabet
Det er en vigtigt for at kunne begå sig på en arbejdsplads, at man indgår i det sociale fællesskab. Mentoren har derfor et ansvar for at hjælpe den nye medarbejder med at skabe kontakt til andre kolleger og inddrage den pågældende i det sociale fællesskab. Mentorer bør sørge for, at den nye kollega fx deltager i fælles frokost og andre sociale begivenheder.
Det bør overvejes, hvilke uskrevne normer arbejdspladsen har for det sociale fællesskab, som skal formidles videre. Forskelle i medarbejderstaben kan som regel løses ved at være fleksibel og åben, men også ved at give klare udmeldinger, hvis der er forhold, som ikke kan fraviges. Det skal ofte kun lidt til at for at få alle med i fællesskabet, fx at det er acceptabel at drikke sodavand, når andre drikker øl eller vin.
Spørg den nye kollega og søg information
Måske er den nye kollega fra et andet land, som du ikke ved så meget om. Du og dine kolleger kan lære meget ved at spørge til, hvordan det er at være på en arbejdsplads i det land, den nye kommer fra. Det kan også være en god indgangsvinkel til at fortælle om, hvordan man begår sig på en dansk arbejdsplads.
Nogle steder udbydes der kurser i kulturforståelse på arbejdspladsen. Måske kan du og dine kolleger have glæde af at deltage i sådan et kursus. Under værktøjerne til dette råd kan de se eksempler på, hvem der udbyder kurser om kulturforståelse.
Spørgsmål
Er der forskelle mellem den nye og de øvrige medarbejdere, som kan få indflydelse på arbejdet eller samarbejdet?
- Hvordan viser du interesse for den nye kollega? Hvad er I fælles om?
- Er der forskelle mellem den nye og de øvrige medarbejdere, som kan få indflydelse på arbejdet eller samarbejdet?
- Har du prøvet at snakke med den nye om forskellene, og hvordan I kan bruge dem på en positiv måde?
- Hvordan inddrager du den nye medarbejder i det sociale fællesskab? Har I uskrevne normer, der skal videreformidles? Hvilke normer for fællesskabet er vigtige, og hvilke er mindre vigtige?
- Hvor kan du som mentor hente hjælp og støtte til at håndtere forskelle, hvis du har brug for det?
Værktøjer
Kurser
På nogle mentorkurser undervises også i kulturmøde på arbejdspladsen og interkulturel kommunikation og kompetence.
Foreningen Nydanskers mentorkursus
Mentor Coachings mentorkursus
Information om mangfoldighed
Der findes information om arbejde med integration på arbejdspladsen og ledelse af mangfoldighed i Integrationsministeriets mangfoldighedsprogram "Arbejdsplads til nye danskere".