Til forsiden

2. Søg viden om den nye medarbejder

Sørg for at du har den nødvendige viden om den nye medarbejder

Der kan være ting, som er gode at vide om den nye kollega, inden han eller hun starter på arbejdspladsen. Søg viden om den nye medarbejder for at kunne give den rigtige støtte og oplæring og spørg jobcentret, om der er forhold, du skal kende til. Det, der især er vigtigt for arbejdspladsen at vide på forhånd, er ting, der har indflydelse på, hvordan den nye medarbejder fungerer i det daglige arbejde.



Kend formålet med mentorforløbet
Det er vigtigt at kende formålet med mentorforløbet for at kunne give den rigtige støtte. Er det en praktik, der skal afklare faglige kompetencer? Eller er det et opkvalificeringsforløb, som skal munde ud i senere ansættelse, eller er den nye medarbejder ansat ordinært, men har brug for ekstra støtte? Også her vil jobcentret kunne bidrage med oplysninger.

Vær opmærksom på, at der er ting, du ikke skal vide
Der kan være ting, som du ikke kan få at vide fra jobcentret. Dette kan skyldes, at det er personlige oplysninger, som kommunen ikke har mulighed for at videregive. Den nye medarbejder kan evt. selv give yderligere personlige oplysninger, når I lærer hinanden at kende - hvis han eller hun har lyst.

Vær bevidst om, hvad du fortæller dine kolleger
Det kan være, at dine kolleger er nysgerrige efter at få noget at vide om den nye medarbejder. I nogle tilfælde kan det være din opgave som mentor at forklare dine kolleger, hvorfor der er ting, de ikke skal vide om den nye medarbejder. For kollegerne gælder det samme som for dig – den nye medarbejder skal selv have lov at bestemme, hvad andre skal vide om ham eller hende. Som mentor skal du respektere, at den nye medarbejder kan fortælle dig ting om sig selv i fortrolighed.

Vær med til at mane rygter og gisninger om den nye medarbejder til jorden, hvis det bliver nødvendigt.

Søg eventuelt flere informationer om relevante emner
Måske får du oplysninger om den nye medarbejder, som giver dig lyst til at vide mere om bestemte emner. Det kan være, at den nye medarbejder stammer fra et land, om du ikke kender så meget til. Det kan også være, at den nye medarbejder har en bestemt lidelse, som du ønsker flere informationer om.

Det må forudsættes, at jobcentret og arbejdsgiveren giver dig de oplysninger, der er nødvendige, så du skal kun søge yderligere oplysninger, hvis du har tid, lyst og interesse for det. Du kan finde mange oplysninger på Internettet eller på biblioteket. Når den nye medarbejder er startet, kan det også være, at den pågældende gerne fortæller og selv har viden om emnet.  

Spørgsmål

  • Hvad har du brug for at vide om den nye medarbejder, inden han eller hun starter?
  • Hvorfor har du brug for at vide det? Har det betydning for det daglige arbejde?
  • Ved du, hvorfor den nye medarbejder starter i virksomheden, hvorfor han eller hun har brug for en mentor, om den nye medarbejder skal blive i virksomheden og på hvilke vilkår?
  • Hvad har dine kolleger brug for at vide om den nye medarbejder?
  • Er der noget af det, I ved om den nye medarbejder, som giver anledning til at søge yderligere oplysninger om bestemte emner?

Værktøjer 

Hvad kan virksomheden spørge jobcentret om?
Er der forhold vedrørende den nye medarbejder, der kan have indflydelse på arbejdet, og som arbejdspladsen skal kende til?

Det lokale jobcenter ligger ofte inde med en viden om den ledige borger, som virksomheden kan have stor gavn af, når I forbereder og tilrettelægger et mentorforløb. Jobcentret har typisk indsamlet viden om den ledige gennem samtaler og tidligere jobtræningsforløb.

Virksomheden kan få del i jobcentrets viden, hvis den ledige borger accepterer det – og har skrevet under på en såkaldt ”samtykkeerklæring”. For kommunen i jobcentret gælder retssikkerhedslovens kapitel 3a om videregivelse af følsomme oplysninger, og for staten i jobcentret gælder forvaltningslovens § 28.


Jobcentret kan hjælpe jer, hvis I har spørgsmål til følgende:

  • Praktikregler og muligheder for forlængelse
  • Løntilskudsregler og muligheder for forlængelse
  • Ordinære ansættelser
  • Mentorordninger
  • Danskuddannelse
  • Opkvalificeringsforløb og kurser
  • Kompetenceafklaringsforløb
  • Dækning af udgifter til arbejdstøj og transport
  • Øvrige forhold


Senest opdateret: 07-12-2007
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre