Til forsiden

En mentor for livet

Zia Ahmed, der er bager og bl.a. har arbejdet i bageriet hos to forskellige detailhandelskæder, har i flere omgange været mentor for nydanskere med afghansk baggrund.

Mentor Zia AhmedSelvom Zia Ahmed ikke i øjeblikket fungerer som mentor for nogen, bliver han fortsat ind imellem kontaktet af sine tidligere mentees, når de skal spørge ham til råds i faglige spørgsmål.

"Jeg bliver kontaktet med spørgsmål om f.eks. morgentillæg, om breve fra kommunen og om overarbejde," forklarer Zia Ahmed.

Integrationen snubler i sproget

Zia Ahmed har afghanske rødder, og det har i høj grad været hans beherskelse af persisk, som har gjort det naturligt at udpege ham som mentor.

"Jeg blev mentor første gang for syv år siden, da vi fik en medarbejder fra Afghanistan i det bageri, hvor jeg arbejdede dengang. Han skulle i praktik til at begynde med, men han talte ikke dansk. Det var derfor helt naturligt, at jeg blev udpeget til at hjælpe ham."

"I et bageri er der som på de fleste andre arbejdspladser en hel del tekniske ord og begreber, som man bare skal kunne forstå og bruge. Jeg forklarede ham derfor alle disse ord på både persisk og dansk. Efter et år forlod jeg bageriet, men det skete ind imellem, at bagermesteren ringede til mig for at få mig til at oversætte, når det var gået helt skævt" siger Zia Ahmed, som vurderer, at sproget er et af de største problemer i integrationen:

"Det er tit i forbindelse med sproget, at det går galt. Der er ofte ikke så stor forståelse for de medarbejdere, som har svært ved at forstå dansk. Derfor er det godt, hvis en mentor samler op på de ting, som de ikke forstår. Det forhindrer unødige konflikter, som egentlig bare handler om sprog."

Arbejdsgiveren skal afsætte tid

For fire år siden fik Zia Ahmed igen en kollega med afghansk baggrund, som havde svært ved sproget. Og igen blev han udpeget som mentor for sin nye kollega.

På baggrund af sine mangeårige erfaringer som mentor vurderer Zia Ahmed, at en række ting skal være på plads for at få et velfungerende mentorforløb:

"Det at være mentor kræver tid. Der er ikke tale om meget tid, men det er fem til ti minutter her og der i løbet af en dag. Det er vigtigt, at arbejdsgiveren anerkender, at den tid er nødvendig og skal afsættes. Arbejdsgiveren skal også støtte op om både mentee og mentor ved at anerkende, at det med sproget kan være meget svært. Det kræver tålmodighed fra begge sider, og det er vigtigt, at arbejdsgiveren forstår, hvad problemet egentlig er."

Zia Ahmed kan kontaktes på telefon 42 29 89 10.



Senest opdateret: 19-02-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre