Integration kræver lederskab
Hos Peugeot i Frederikshavn var et mentorforløb vejen til fast arbejde for en nydansk medarbejder. Nøglen til et vellykket forløb har været klar ledelsesopbakning og to vedholdende mentorer.
Sproget var en barriere, da Peugeot i Frederikshavn ansatte en nydansk medarbejder. Et mentorforløb afhjalp en del vanskeligheder. Regnskabschef i Peugeot Helle Christensen fungerede som mentor i samarbejde med Peugeots værkfører.
"Vores erfaring er, at mentorforløbet gav mulighed for at afklare de misforståelser og vanskeligheder, der opstod som følge af sprogbarrierer. Vores medarbejder er fagligt dygtig, men ind imellem gik der budskaber tabt på grund af sproget. Vi besluttede derfor, at vores værkfører skulle fungere som mentor i spørgsmål vedrørende jobbet, mens jeg skulle tage mig af at hjælpe med for eksempel kontakten til offentlige myndigheder," forklarer Helle Christensen.
Ti timer om måneden gjorde forskellen
Mentorforløbet i Peugeot var hverken kompliceret eller omfattende. De to Peugeot-medarbejdere anvendte samlet set ikke mere end ti timer om måneden i 15 måneder på at fungere som mentorer, men det havde betydning, at tiden var sat af.
"Det var en rigtig god ordning, fordi tiden var sat af til at hjælpe vores kollega i de tvivlsspørgsmål, der opstod undervejs. Vi havde mulighed for at tage os tid til at hjælpe. Det var også en opgave, som skulle løses," understreger regnskabschefen.
Ledelsen gik forrest
Helle Christensen peger på, at det er afgørende, at beslutningen om at anvende en mentor bliver bakket kraftigt op af ledelsen.
"Det var en ledelsesbeslutning, at vi gerne ville være en virksomhed, som tager et socialt ansvar og bidrager til integrationen. Vi har en god og velfungerende virksomhed med en fast og dygtig medarbejderskare. Derfor var det ledelsens klare holdning, at vi godt kan give en chance til mennesker, der til at begynde med ikke er helt på omgangshøjde" fastslår Helle Christensen.
Helle Christensen kan kontaktes på telefon 98 42 44 44.