Til forsiden

"Integration går begge veje"

På Omsorgscentret Bakkegården i Gladsaxe flyttede et projekt med brug af mentorer grænser hos både mentee, mentor og medarbejdere. Større åbenhed i forhold til omverdenen er ifølge leder af Bakkegården en vigtig sidegevinst ved at gøre brug af mentorordningen.

Medarbejdere på Omsorgscentret Bakkegården"Integration går begge veje," siger serviceleder på Omsorgscentret Bakkegården Marianne Lange uden at tøve det mindste og fortsætter:

"Der er ingen tvivl om, at det er en stor omvæltning for vores mentees at komme i arbejde. Det kræver en omstilling hos dem, hvis det skal lykkes for dem at komme i permanent job."

"Men det er også en omstilling for personalet pludselig at skulle tage stilling til mennesker med en meget anderledes baggrund og få danskkundskaber. Det flytter grænser hos alle, hvilket er en stor gevinst ved at gøre brug af mentorordningen," forklarer Marianne Lange.

Hun bygger sin konklusion på en række mentorforløb, som Omsorgscentret Bakkegården har dannet ramme om. Bakkegården har i samarbejde med Gladsaxe Kommune haft flere kvinder i et afklaringsforløb i forhold til fremtidig beskæftigelse. Hver gang med brug af mentorer.

Afstemning af forventninger

Integrationsprojektet har efter kort tid udmøntet sig i beskæftigelse på almindelige vilkår for den første af omsorgscentrets mentees, som Marianne Lange allerede efter få måneders mentorforløb kunne tilbyde et vikariat.

Det hurtige resultat var bl.a. en konsekvens af, at Marianne Lange lægger vægt på at få afdækket den enkelte mentees ønsker om opgaver og job.

"Et forløb hos os begynder med, at mentee kommer til en jobsamtale, hvor vi taler om den enkeltes kompetencer, planer og ønsker. Men også opgaveindhold, løn, arbejdstid og uniformskrav bliver berørt. Denne indledende samtale giver mig et godt udgangspunkt for at placere den enkelte i de funktioner, som passer til den pågældende," forklarer Marianne Lange

Et strategisk valg

Som serviceleder lægger Marianne Lange vægt på, at mentor og mentee får en ordentlig start på forløbet ved at få etableret en god kontakt, men også ved at hun selv får klædt sin mentor godt på til opgaven:

"Jeg understreger over for vores mentorer, at det er vigtigt, at de kommer til mig og drøfter de spørgsmål, som opstår undervejs. Desuden gør jeg meget ud af at forklare både mentorer og de andre medarbejdere, hvilken situation den enkelte mentee er i. Samtidig prikker jeg til vores mentees for at få dem til at tale dansk og indgå i det sociale liv. Jeg forsøger at prikke til både danskere og nydanskere for, at de får en forståelse for hinandens situation."

"Samtidig er det vigtigt, at jeg som leder signalerer, at det her vil vi altså. At det er en værdi på vores arbejdsplads, at den kan rumme mennesker med en anden bagage. Og at det er et strategisk valg, som rækker langt ud i fremtiden," slår Marianne Lange fast.

Marianne Lange kan kontaktes på telefon 39 57 44 47.

 



Senest opdateret: 12-02-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre