Til forsiden

"Alle skal have en chance"

Et praktikophold med en tilknyttet mentor kan være billetten til arbejdsmarkedet for nydanskere. Det har grossistvirksomheden Ole Hansen Lellinge erfaring med.

Foto fra virksomheden Ole Hansen LellingeHenriette Mærsk blev for tre år siden direktør i den lille grossistvirksomhed på Vestegnen: Ole Hansen Lellinge. Hun kom fra stillinger som HR-partner i Danske Bank og PFA Pension og havde mange års erfaring med at spotte ellers skjulte kompetencer og udvikle medarbejdere.

Efter kort tid i virksomheden indgik Henriette Mærsk et samarbejde med dengang Arbejdsformidlingen i Brøndby-Ishøj-området - i dag jobcentret - om at give ledige nydanskere et praktikforløb i grossistvirksomheden, der handler med værktøj og beslag. Virksomheden fik via mentorordningen støtte til at bruge tid på sidemandsoplæring og vejledning i praktikforløbet.

"Det er min kæphest, at alle kan, hvis de vil, og derfor skal de også have en chance. Vi er en virksomhed, der har mulighed for at trække en medarbejder ind i et praktikforløb og oplære vedkommende til at varetage en række af de arbejdsopgaver, som eksisterer på et lager som vores. Der var slet ingen grund til at lade være," konstaterer Henriette Mærsk.

Faglig og personlig mentor

Henriette Mærsk har valgt at arbejde med to 'mentorkasketter' - en faglig og en personlig mentor:

"Den faglige mentor er en rutineret medarbejder, der fungerer som sidemandsoplærer på lageret. Begrebet sidemand beskriver egentlig meget godt funktionen som den, der går ved siden af og helt enkelt forklarer alle rutinerne og indholdet af opgaverne."

"Jeg fungerer selv som personlig mentor, der hjælper med en anden type spørgsmål. Det kan for eksempel være en mentee, som gerne vil have besøg af sine forældre fra hjemlandet og spørger, hvordan man griber det an. Det er også mig, som varetager kontakten til kommunen og planlægger de enkelte forløb."

Fra mentee til fastansat

Et praktikforløb med tilknyttet mentor er typisk af seks til otte ugers varighed. De fleste mentees rejser videre, men ind imellem er der mulighed for at fastansætte en dygtig og motiveret praktikant.

"En af de første mentees, som kom til virksomheden, blev i løbet af kort tid fastansat. Efter ti måneder hos os fik han selv ansvar for at være mentor, og han har siden flere gange stået for sidemandsoplæring. Vi var heldige, og det bekræfter også bare, at alle skal have en chance" siger Henriette Mærsk.

Henriette Mærsk kan kontaktes på telefon 43 71 16 40.



Senest opdateret: 12-02-2008
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre