Indsatser for kvinder
Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk skal ud på arbejdsmarkedet, både fordi der er brug for dem, men også fordi det i et bredere integrationsperspektiv er godt for den enkelte og for familien. En ny evaluering af Integrationsministeriets puljearbejde med at få flygtninge- og indvandrerkvinder tættere på arbejdsmarkedet peger på, at det kan lykkedes hvis man er fleksibel med sine metoder.
Over 40 procent af de deltagende kvinder er i dag i beskæftigelse og 2,2 procent er begyndt på en uddannelse. Det viser en ny evaluering af 35 meget forskellige projekter, som i perioden 2006 - 2008 har modtaget støtte fra puljen Forstærket beskæftigelsesindsats over for familiesammenførte samt flygtninge- og indvandrerkvinder.
Det er CABI – Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats, der har lavet evalueringen for Integrationsministeriet, og i evalueringen fremgår det, at de 35 projekter samlet set har øget beskæftigelsen hos deltagerne, der tæller familiesammenførte samt flygtninge- og indvandrerkvinder.
Ifølge projekterne selv er det lykkedes for mindst 60 procent af dem i høj grad eller meget høj grad at styrke beskæftigelsesindsatsen over for målgruppen. Det er en personlig gevinst for deltagerne, men også for samfundet, da mange af deltagerne ikke længere er på overførselsindkomst.
Forvent det uforudsigelige
Foruden at indsamle resultater fra projekterne har CABI også kigget nærmere på metoderne, der er brugt i de 35 projekter for at komme nærmere, hvad det er der skal til for at få flygtninge- og indvandrerkvinder i arbejde og uddannelse.
Erfaringerne fra projekterne viser, at det er helt afgørende med en høj grad af fleksibilitet i metoderne og villighed til at ændre på det planlagte, hvis projektet skal lykkes. Deltagerne kan vise sig at have andre behov end først antaget, og derfor er det ofte nødvendigt at tage udgangspunkt i kvindernes individuelle behov og udvikle metoderne undervejs.
Metodeudvikling er nødvendigt for at tackle uforudsigeligheden i, hvordan kvinderne har det. Nogle kvinder har for eksempel helbredsmæssige problemer eller et sprogligt behov, som skal afklares, inden der kan stilles skarpt på den beskæftigelsesrettede del af projektet.
”Vi snakkede meget om sygdomsopfattelse: Er man syg, når man har hovedpine? Vi var meget bogstavelige. Hvor meget skal man have i temperatur, hvis man har feber? Hvor meget ubehag skal man bide i sig, og hvor meget skal der til, for at man bliver hjemme,” siger en projektleder i evalueringen.
I nogle projekter er der taget højde for behovet for metodeudvikling allerede i projektudviklingen ved at afsætte midler til opkvalificering, helbredsafklaring, vejledning med mere.
Grupper giver energi
Samtidig med, at den individuelle tilgang til kvinderne har vist sig virkningsfuld og nødvendig, har det i nogle projekter vist sig at have en positiv effekt at kombinere den individuelle tilgang med gruppeaktiviteter.
Det giver kvinderne mulighed for at spejle sig i hinanden, hjælpe hinanden og blive inspireret af andre kvinder, som har stået i svære situationer, der ligner deres egen.
Flere af projekterne har haft positive erfaringer med at danne netværk blandt kvinderne, når samværet i gruppen handler om succeser. Det smitter positivt af, hver gang en af kvinderne i gruppen får job eller kommer i praktik, og giver håb til de øvrige.
Dynamikken i en gruppe kan dog også have negativ effekt. I et projektforløb, hvor der blev dannet en netværksgruppe, var der en overvægt af sygdomsramte og ressourcesvage kvinder i gruppen, og det kom til at virke negativt på kvindernes motivation. Derfor er det vigtigt at have et blik for, hvordan netværksgruppen sammensættes.
Fælles for mange af kvinderne i målgruppen er desuden en stor usikkerhed og manglende tro på, at de overhovedet kan få et arbejdsliv. Derfor har erfaringen fra mange af projekterne været, at der skal arbejdes meget med kvindernes motivation.
”Forvent, at de kan og vil,” siger en af projektlederne som har oplevet, at det virker motiverende, når projektlederne giver eksplicit udtryk for, at de tror på kvinderne.
Syv metoder i ét projekt
CABI har i evalueringen af puljen udvalgt fire ud af de 35 projekter som nærmere case-eksempler på, hvordan der er arbejdet i projekterne, hvilke metoder der er brugt, og hvad der er lykkedes.
Et af dem er Center for Beskæftigelse og Revalidering i Randers, som har gennemført projektet Nydanske kvinder i arbejde. Her har fokus særligt været på kvindernes motivation og kommunikation i forbindelse med praktikforløb og efterfølgende arbejde og uddannelse.
Kvinderne har deltaget i et forløb af et års varighed opdelt i seks ugers undervisning, 20 ugers praktik og 26 ugers efterværn. Da projektet sluttede, var 59 procent af kvinderne kommet i enten arbejde, uddannelse eller havde afmeldt kontanthjælp.
I projektet er der efterfølgende identificeret syv metoder, der har gjorde en positiv forskel for de kvinder, som deltog i projektet.
- En håndholdt indsats med individuel vejledning
- Undervisning i samfunds- og arbejdsmarkedsforhold og jobsøgning
- Virksomhedsrettet opkvalificering med jobperspektiv
- Sproglig opkvalificering på arbejdspladsen
- Jobkonsulenten som hotline
- Mentor- eller sidemandsoplæring
- Etablering af netværk mellem kvinder i samme situation
Ideen med at kombinere syv metoder er ikke tilfældig, fortæller Helle Slipsager Hedegaard, projektmedarbejder ved Center for Beskæftigelse og Revalidering i Randers.
”Vores ønske var at blive i stand til at kunne gøre noget for dem, der har traumer eller på anden måde har det allersværest her på Center for Beskæftigelse og Revalidering,” siger hun i evalueringen.
”Vi har mødt disse kvinder gennem årene og modtaget dem som alle andre visiterede borgere fra jobcentret. Men vi oplevede, at det var vanskeligt, og at kvinderne ikke havde gavn af vores standardtilbud. Så vi ville udvikle en ny måde at gøre det på,” fortsætter Helle Slipsager Hedegaard.
Den håndholdte indsats med individuel vejledning og samtale har taget afsæt i den enkelte deltagers kompetencer og baggrund. Det er sket gennem tæt kontakt mellem den enkelte kvinde og projektkoordinatoren, hvor det typiske forløb har strakt sig over et år. På den måde har det været muligt at opbygge tillid, respekt og viden, og har gjort det muligt at sammensætte en differentieret indsats, som passer til den enkeltes behov.
Og det er netop den håndholdte indsats og tætte opfølgning, som virker:
”Tag for eksempel sprogundervisning, hvor nogle af kvinderne havde et stort behov og andre ikke. Det kunne vi tilgodese, og den tætte opfølgning gjorde det muligt for os at spotte og løse problemerne, før det gik galt. Vi vurderede, hvad den enkelte deltager havde behov for. Hvis sproget var et problem, kunne vi iværksætte, at der kom en sproglærer ud i praktikken,” siger Helle Slipsager Hedegaard.
Multietnisk team en gevinst
Også århusianske Akantus har i deres kvindeprojekt oplevet, at det er den individuelle indsats, der har båret frugt. Her er en vigtig erfaring dog også, at det har vist sig meget positivt at have et multietnisk team, der kan supplere hinanden.
”Når også projektmedarbejderen er fra Somalia og har fem børn, bliver samtalerne om, hvordan tingene kan hænge sammen med job og familie meget kvalificerede,” siger Bodil Aarup, direktør hos Akantus i evalueringen.
Det understreges ligeledes i CABI’s evaluering, at de succesfulde projekter især er dem, der kombinerer den individuelle med den kollektive tilgang og udvikler positiv gruppedynamik. Netop som det er tilfældet med Center for Beskæftigelse og Revalidering og Akantus’ projekter.
Læs hele evalueringen og det udarbejdede metodekatalog samt andre relevante materialer i højre side.