Tværfagligt samarbejde
Det har vist sig, at en koordineret, systematisk og tværfaglig indsats virker i forhold til arbejdsfastholdelse.
Socialfaglig viden kombineret med arbejdsmedicinsk, psykologisk og fysioterapeutisk ekspertise er vigtige elementer i arbejdsfastholdelse. Erfaringerne viser, at det ofte er en fordel at involvere relevante fagpersoner fra starten i et samarbejde om arbejdsfastholdelse. Tværfagligheden skal dog være fleksibel, så det i den enkelte situation kan afgøres, hvilke fagpersoner, der bør inddrages. En tværfaglig tilgang til indsatsen kan f.eks. betyde, at der hurtigt igangsættes træning i tiden op til en scanning eller i ventetiden på en operation, så sygeperioden anvendes aktivt.
Regeringens Sygefraværshandlingsplan og Trepartsaftalen i 2008 har oplistet 39 initiativer, hvoraf det ene er ”det store danske TTA projekt”, der fra 2010 gennemføres i cirka 20 af landets kommuner. Formålet med projektet er at finde systemtekniske løsninger på etablering af en tidlig, tværfaglig og koordineret opfølgning på sygedagpengeforløb.
Et tæt samarbejde mellem kommune, virksomhed og praktiserende læge, herunder koordinering af indsatser, er væsentligt for, at der kan opnås en optimal anvendelse af arbejdspladsens ressourcer og en succesrig arbejdsfastholdelse. Ny lovgivning omkring kommune, virksomhed og læges roller i forbindelse med sygdom hos medarbejdere er en oplagt lejlighed til at igangsætte indsatser, der understøtter dette (læs mere om lov om sygedagpenge).