Til forsiden

Nedbringelse af sygefravær

Der er en tendens til at tænke, at enten er man syg, eller også er man rask. Men sådan behøver det ikke at være. En tværfaglig indsats tidligt i sygdomsperioden og et tæt samarbejde med arbejdsgiveren er et godt redskab til at afklare tvivl og bekymring hos den sygdomsramte medarbejder og dennes arbejdsgiver, der begge kan være usikre på, hvad der er forsvarligt, og hvad der reelt kan lade sig gøre.

Når det gælder nydanske medarbejdere, kan der være særligt behov for information om muligheder, krav, rettigheder og håndtering af sygdom, da arbejdsmarkedserfaringen og kendskabet til ’systemet’ kan være begrænset. Ligeledes kan der være skærpede krav til opmærksomhed på sproglig og indholdsmæssig forståelse samt tydelighed omkring indbyrdes forventninger og aftaler.

Ved sygdom, der giver besvær med at klare det daglige arbejde, kan det være nødvendigt at trykke på en pauseknap - enten i form af delvist fravær eller i form af anden aflastning. Ved at justere på arbejdstid og arbejdsopgaver kan det ofte lade sig gøre at forhindre en fuldtidssygemelding. Hjælp til afklaring af tidshorisont, planlægning og perspektiv betyder som regel, at der kan findes den nødvendige fleksibilitet på arbejdspladsen. I den forbindelse har mødet på virksomheden med en faglig vurdering og hjælp til tilrettelæggelse vist sig særligt velegnet.


Fakta

Støttemuligheder

Støttemuligheder er beskrevet i Lov om sygedagpenge, Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt lovbekendtgørelserne for SVU og VEU.

Lovgivningen indeholder flere redskaber, der enten enkeltvis eller i sammenhæng kan bruges til at skræddersy den helt rigtige løsning, så medarbejderens tilknytning til arbejdsmar­kedet fastholdes.

Handlemuligheder

Handlemuligheder kan omfatte en delvis sygemelding eller delvis raskmelding frem for en fuldtidssygemelding, hvis der er behov for at nedsætte arbejdstiden i en periode. Ved kronisk eller langva­rig sygdom med et øget behov for fravær, kan man f.eks. lave en § 56 aftale, hvor arbejdsgiver får sygedagpengerefusion fra første sygedag. Der kan være behov for at foretage en afprøv­ning af indhold, rytme, arbejdstid og omfang for at klarlægge, hvordan et fremtidigt job skal se ud, for at job og helbred hænger sammen.

Personlig assistance er også en mulighed, hvis en funktions­nedsættelse betyder behov for støtte af en anden til at vareta­ge arbejdsopgaver, som medarbejderen har svært ved at klare eller klare alene. Hjælpemidler og indretning af arbejdsplads kan være afgørende for at blive i sin arbejdsfunktion. Det kan også være nødvendigt med tilførsel af kompetencer gennem tillæring eller uddannelse.

Lov om sygedagpenge

Der er i 2009 kommet væsentlige ændringer i Lov om sygedagpenge.

  • Arbejdsgiver skal senest, når medarbejderen har været sygemeldt i 4-uger, og med rimelig varsel, tage en samtale med medarbejderen. Samtalen skal omhandle, hvordan og hvornår medarbejderen genoptager arbejdet. Oplysninger der går videre til brug for Jobcentrets opfølgning.
  • I forbindelse med fravær og besvær med at klare det daglige arbejde kan der anvendes en mulighedserklæring. En mulighedserklæring udarbejdes i samarbejde med læge, arbejdsgiver og medarbejder og har fokus på de konkrete mulige arbejdsfunktioner.
  • I forbindelse med fravær kan medarbejderen anmode arbejdsgiver om, at der udarbejdes en ”fastholdelsesplan” med henblik på at skabe holdbare arbejdsmæssige løsninger.

De nye regler lægger op til et tæt og konkret samarbejde mellem borger, jobcenter, arbejdsgiver og praktiserende læge.



Senest opdateret: 19-02-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre