Til forsiden

Det har været investeringen værd

”Jeg er glad for mit arbejde, og i dag kan jeg igen det samme som mine kolleger. Det er vigtigt for mig. Jeg vil gerne lære mere dansk, og jeg vil gerne tage uddannelsen som serviceassistent – hvornår starter den?,” spørger Mahmoud forventningsfuldt. Tidligere var udsigterne noget mere dystre. Vi spoler filmen tilbage.

Mahmoud er flere gange mødt op på sin arbejdsplads for at passe sit job som serviceassistent på Esbønderup Sygehus trods stærke smerter over lænden og ned i benene. Hans arbejdsgiver tvivler på, at det er forsvarligt at lade ham arbejde og sender ham hjem, hvorefter han bliver fuldtidssygemeldt. Egen læge og hospitalslægen stiller diagnosen diskusprolaps, og en scanning skal afgøre om operation er nødvendig. Center for ArbejdsFastholdelse (CAF) bliver inddraget, og en speciallæge i arbejdsmedicin fastslår, at det vil være fornuftigt at anvende ventetiden op til scanningen aktivt med træning. Herfra starter Mahmoud et forløb med fysisk træning under vejledning af en fysioterapeut.

Scanningen fastslår sidenhen, at det ikke umiddelbart er nødvendigt at operere Mahmoud for diskusprolapsen. Der bliver derfor afholdt et møde på arbejdspladsen, hvor den nærmeste leder, øverste chef, fysioterapeuten og en socialfaglig konsulent deltager foruden Mahmoud selv. På mødet aftales en plan for Mahmouds delvise raskmelding og tilbagevenden til arbejdet. Han starter med afgrænsede arbejdsopgaver, og der aftales opfølgende møder på arbejdspladsen samt gradvis justering af arbejdstid med fortsat plads til træning.

”Vi står i dag med en fuldstændig rask medarbejder, der er dedikeret og loyal. Selvfølgelig har vi måttet sno os lidt i forbindelse med mødeskemaer og mandskab, men jeg synes bestemt, at det har været investeringen værd”, siger Anne-Marie Madsen, der er daglig leder af Serviceenheden på Hillerød Hospital.



Senest opdateret: 19-02-2010
Om nyidanmark.dk
Udgiver: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Udlændingestyrelsen > Mail og direkte telefonnumre  Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering > Mail og direkte telefonnumre